Ny formand: Overlægeforeningen skal være en markant sundhedspolitisk spiller

Det kommer næppe som en overraskelse for mange, at Lisbeth Lintz er Overlægeforeningens nye formand. Ved Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde lørdag blev hun valgt uden modkandidater og med store klapsalver.

Som næstformand i Overlægeforeningen har hun allerede markeret sig, senest i forbindelse med de åbne protestbreve fra blandt andre overlæger og klinikchefer. Hun er tidligere formand for Yngre Læger, og hun har været tillidsrepræsentant flere steder. Hun er kort sagt et meget garvet fagforeningsmenneske.

Dette interview begynder dog et andet sted. Med Lisbeth Lintz som læge.

Faktisk kan hun ikke sige præcist, hvornår tanken opstod, men det var, som hun siger, allerede en gammel nyhed, da det stod i en sang til hendes konfirmation.

”I min familie er vi ellers ingeniører. Men jeg sætter stor pris på menneskelige relationer og ville have med mennesker at gøre, ikke blot som kolleger, men arbejde direkte med dem. Og så ville jeg have en akademisk uddannelse. Så måtte det blive læge”, siger hun.

Med den sikkerhed i baghovedet ventede hun alligevel to år med medicinstudiet efter studentereksamen. Hun var dels søstewardesse i handelsflåden, dels på Testrup Højskole, hvor hun sang – hun er sanguddannet og har sunget sopran i kor i mange år – og havde idéhistorie.

Som barn og ung var hun spejder. Det har givet hende en vigtig ballast med: ansvarsfølelse og et fællesskabsperspektiv, som hun bruger i sit fagforeningsarbejde, fortæller hun:

”Jeg har taget med fra spejderårene at tage ansvar for fællesskabet og være med til at ændre ting, der ikke duer, så de fungerer, ikke bare for mig, men også for de andre. Det er en del af forpligtelsen – at få fællesskabet til at fungere. Så det, man laver om, ikke sker på bekostning af andre”.

Nu er du læge, og hvad er den største glæde ved det?

”Når patientforløbene lykkes. Både de enkle og de komplicerede. Jeg arbejder med gamle mennesker, og det giver mig en glæde at få en forståelse af, hvad en patients ønske er, for eksempel i forbindelse med døden. Hvis en patient helst vil dø, er det ikke altid, børn og børnebørn vil acceptere det. De er et andet sted i livet og kan ikke altid forstå det ønske. Men vi skal respektere patientens ønske, og det er min opgave at formidle det ønske. Heldigvis oplever jeg ofte, at det er, ligesom tingene falder på plads for familien i den dialog”.

Hvad er overlægernes største problem i dag?

”At der er for få overlæger i forhold til opgaverne. Kollegerne er urimeligt pressede de steder, hvor der mangler overlæger”.

Hvilke forudsætninger skal være til stede for at levere en god kvalitet?

”Tillid. Vi er mennesker, der brænder for det, vi gør, ellers var vi ikke blevet speciallæger. Når vi oplever en kontrol, der nogle gange går langt ned i detaljen, opfattes det som mistillid. Og det er enormt desillusionerende. Systemet skal have tillid til, at vi vil det godt, og at vi gør det godt”.

Og dernæst:

”Ressourcer. Der skal være hænder nok”.

Formandsposten

Hvad vil du som formand for Overlægeforeningen?

”Jeg vil optimere bevidstheden omkring Overlægeforeningen. Det betyder indadtil, at medlemmerne skal have en bevidsthed om Overlægeforeningen, som bevirker, at medlem ikke bare er noget, man er af vane, men et aktivt tilvalg. Udadtil skal vi være mere markante, så det bliver naturligt, at når man vil vide noget om, hvad der sker i sundhedsvæsenet, så spørger man lige Overlægeforeningen. Det er os, der er sundhedsvæsenets specialister. Vi er eksperter på kerneydelserne, og derfor skal man henvende sig til os”.

I skal have en mere markant sundhedspolitisk profil?

”Ja. Og jeg tror, at en meget stor del af landets overlæger siger yes! til det. Det viser vores nye medlemsundersøgelse også”.

Hvordan kommer man ellers til at mærke, at der er kommet en ny formand?

”Vi skal arbejde med en moderne fortolkning af, hvad en overlæge er. Mit bud er, at vi skal skabe en balance, hvor vi på den ene side har det videnskabelige, der omfatter faglig kvalitet, viden, evidens. På den anden side lægekunsten, altså det humanistiske, hvor det handler om empati, omsorg og patienten i centrum. Vi skal ikke være enten det ene eller det andet, men rumme det hele”.

Hvorfor er der behov for at sige det?

”Fordi der sås tvivl om det. Vi lever i en postfaktuel tid, hvor vi oplever, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvad vi gør, og hvor man sidestiller en subjektiv oplevelse med evidens. Vi hører også, at patienter ikke kan forstå, hvad vi siger. Men vi er både naturvidenskabelige og empatiske. Der skal være plads til begge dele”.

Handler det om den enkelte læges selvforståelse, eller er det noget ”i systemet”, der skal rettes op på?

”Jeg tror, den enkelte læge nogenlunde har balancen. Det er mest det sidste. Hvorfor er det for eksempel overhovedet nødvendigt med en patientansvarlig læge?, kan man spørge. Det udspringer af, at der ikke er tvivl om, at patienterne kommer på hospitalet med en forventning om at tale med lægen, få at vide, hvad de fejler, og blive behandlet for det. Men når vi fragmenterer forløbene, er vi kommet for langt ud. Vi har gjort det af hensyn til andre ting, ikke af hensyn til patienten. Med en patientansvarlig læge kobler vi hardcore evidens og faglighed med de blødere værdier. Vi skal tilbage og samle fragmenterne til en helhed, så patienten får en oplevelse af, at x er min læge, informerer mig, giver mig omsorg og har empati”.

Er det så en udfordring til den måde, sygehusene er organiseret på?

”Ja. Der skal være organisation, der giver mulighed for at være god patientansvarlig læge”.

Ledelse

Hvordan indgår ledelse i nytolkningen af overlægen?

”Vi skal udvikle ledelse til at være en del af den moderne overlægerolle”.

Skal alle overlæger være ledere?

”Alle overlæger er ledere. Men der er ikke tvivl om, at over årene har overlægegruppen ændret sig gevaldigt, herunder arbejdsopgaverne og deres ledelsesroller. Sagen er, at der er forskellige definitioner af ledelsesrollen, alt efter om man er ledende overlæge eller specialeansvarlig eller sideansvarlig læge. Det skal vi i Overlægeforeningen lave en nyfortolkning af”.

Handler det om at få mere lægefaglighed ind i beslutningerne på hospitalerne?

”Ja. Det fører tilbage til balancen, jeg talte om tidligere. Den balance mellem viden og de bløde værdier, altså lægekunsten, skal indgå i sundhedsvæsenets beslutninger, blandt andet som modvægt til New Public Management. Så vil vi også gerne være med til at prioritere”.

Hvis sundhedsministeren ringer til dig og beder dig om to råd til, hvad hun skal stille op med de nylige protestråb fra lægerne, hvad vil du så sige?

”Få nu det toprocentsaktivitetskrav helt afskaffet, ikke bare suspenderet. Og der er ikke behov for at stille noget andet i stedet. Der er rigeligt med styringsredskaber i forvejen, bl.a. budgetloven og behandlings- og udredningsgarantier. Og for det andet: Hav tillid til lægerne og ledelsen i sundhedsvæsenet og giv dem de muligheder, der ligger i at skabe den nødvendige balance. Tro på, at de lægelige ledere kan prioritere inden for hospitalerne, så de ikke bare bliver småkagefabrikker. De har en forståelse af, hvad kerneopgaverne er”.

Hvis regionernes formand, Bent Hansen, her på falderebet blev forvandlet til en god fe og ville opfylde tre ønsker, hvad skulle det være?

”Ikke gøre sygehusene til småkagefabrikker. At have tillid til ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet. Og en god efteruddannelse til alle”.