Skip to main content

Ny forskning: Det danske HPV-vaccineprogram virker

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at færre unge kvinder får svære forstadier til livmoderkræft, efter at HPV-vaccinationsprogrammet blev indført. Undersøgelsen viser også, at det danske screeningsprogram reducerer forekomsten af livmoderhalskræft.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

16. jul. 2015
3 min.

Mens der er intens debat om bivirkninger ved HPV-vaccinen, viser ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse, at vaccinationen i høj grad begrænser risikoen for at få livmoderhalskræft.

Undersøgelsen, der er en del af et ph.d. projekt, viser således, at antallet af svære forstadier til livmoderhalskræft faldt kraftigt hos unge kvinder, efter at HPV-vaccinen blev en del af Børnevaccinationsprogrammet i 2009.

Inden da fik flere og flere unge piger og kvinder konstateret alvorlige forstadier til f.eks. den hyppigste form for livmoderhalskræft, der kaldes pladecellekarcinom. Ifølge undersøgelsen steg forekomsten mellem 2005 og 2008 med hele 112 pct. for de yngste piger i 12-17 års alderen. Men i årene umiddelbart efter, at vaccinationsprogrammet blev indført - 2009-2012 - faldt antallet af disse svære forstadier med 55 pct. for denne aldersgruppe. Ved den næsthyppigste form for livmoderhalskræft - kirtelcellekarcinom - var faldet på 64 pct.

"På baggrund af de første positive resultater, som viser, at HPV-vaccinen beskytter meget effektivt mod forstadier til livmoderhalskræft, forventer vi et større fald i livmoderhalskræft i fremtiden. Det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede", siger ph.d.-studerende Birgitte Baldur-Felskov, som har været med til at lave den nye undersøgelse, til cancer.dk.

Undersøgelsen beskæftiger sig også med screeningsprogrammet for kvinder over 23 år og konkluderer, at det virker efter hensigten, i det mindste hvad angår de ikke helt unge.

"De regelmæssige undersøgelser har nedsat forekomsten af livmoderhalskræft betydeligt. Vi ser især et markant fald i den mest almindelig form for livmoderhalskræft (pladecellekarcinom, red.) hos de lidt ældre kvinder over 45 år", siger Birgitte Baldur-Felskov til cancer.dk.

Faldet er på 3 pct. om året i årene 1997-2011.

Men antallet er ikke faldet for de under-45-årige. Årsagen skal formodentlig findes i ændrede seksualvaner i form af tidligere sexdebut og flere partnere, fremgår det. Desuden kan det ses i tallene, at især den næsthyppigste form for livmoderhalskræft, kirtelcellekarcinom, vinder frem blandt de yngre kvinder under 45.

Birgitte Baldur-Felskov venter, at det vil udligne sig, efterhånden som vaccinationsprogrammet slår igennem.

"Screeningen har ikke i stor grad sænket risikoen for kirtelcellekarcinom. Derfor er jeg glad for at se, at der sker et markant fald i forstadier til denne sygdom blandt aldersgrupper med høj vaccinationsdækning", siger hun og fremhæver kombinationen af HPV-vaccination og regelmæssig screening som vigtig.

Uenighed om bivirkninger

Samtidig fortsætter den til tider heftige debat om bivirkninger ved HPV-vaccine.

Den markante debattør psykiater Henrik Day Poulsen gik 14. juli kraftigt i rette med frygten for vaccination i et indlæg på b.dk. under overskriften "Vaccinehysteri".

Hans vrede gik både ud over modstanden mod mæslingevaccine og vaccine mod HPV.

Og på videnskab.dk kaldte professor emeritus Harald zur Hausen i går vaccineangsten for et resultat af "propaganda".

"Der er meget gode statistikker tilgængelige fra for eksempel Australien, hvor man indførte vaccinen tidligt og fulgte op for at undersøge, om der var bivirkninger. Alle disse studier får et resultat, som tyder på cirka én alvorlig bivirkning per 100.000 vaccinerede,« siger han bl.a. til videnskab.dk.

Harald zur Hausen opdagede i sin tid som virusforsker netop HPVs forbindelse til livmoderhalskræft og fik af den årsag tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 2008.

Men ikke alle inden for den medicinske verden er enige.

Den 11. juni sagde den danske overlæge på Synkopecenteret på Frederiksberg Hospital, Jesper Mehlsen, f.eks. til metroxpress, at langt flere vaccinerede piger end ventet bliver syge af vaccinen. Han havde på det tidspunkt fået henvist 360 piger til undersøgelse.

"Den der vægtskål, der hedder, hvad vi forebygger, og hvad omkostningerne er, begynder at bevæge sig nedefter. Det skal man være opmærksom på", sagde Jesper Mehlsen til avisen.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) tog 13. juli initiativ til at kigge HPV-vaccinernes sikkerhed efter i sømmene. Det skete på Sundhedsstyrelsens foranledning.

Læs også: Flere bivirkninger ved HPV-vaccine

Læs også: Lad os få en diskussion om bivirkninger efter HPV-vaccine