Skip to main content

Ny forskning viser sammenhæng mellem omskæring og autisme

Forskning fra Statens Serum Institut viser, at drenge, der omskæres, har 46 pct. højere risiko for at udvikle autismeforstyrrelser end andre.

Foto: Wikimedia Commons.
Foto: Wikimedia Commons.
9. jan. 2015
2 min.

Drenge, som bliver omskåret, har næsten 50 pct. højere risiko for at udvikle autisme, inden de fylder ti år, end andre drenge. Det skriver Jyllands-Posten med reference til et nyt forskningsprojekt fra Statens Serum Institut (SSI) offentliggjort i Journal of The Royal Society of Medicine.

Studiet viser endvidere, at risikoen for autisme hos omskårne drenge tilsyneladende er fordoblet ved den mest alvorlige autismeforstyrrelse, infantil autisme, som typisk rammer helt små børn under fem år, fremgår det.

Ca. 1,5 pct. af samtlige drenge under 10 år udvikler en autismeforstyrrelse.

»Der er tale om en robust og statistisk sikker sammenhæng mellem rituel omskæring og autisme. Vores studie er naturligvis ikke noget endegyldigt bevis, men resultaterne er så overbevisende, at det bør give anledning til, at andre forskere fra lande med høj forekomst af omskæring i en fart kigger på, om de kan finde samme sammenhæng. Dette kan være en bombe under omskæringspraksisen,« siger overlæge, dr.med. og adjungeret professor, Morten Frisch fra Afdeling for Epidemiologisk Forskning på SSI, til Jyllands-Posten.

Hos Det Nordiske Cochranecenter finder centerleder Peter Gøtzsche undersøgelsen opsigtsvækkende.

»Det er interessant og noget helt nyt, og derfor vil det være rigtig godt, hvis forskere i andre lande tager tråden op og ser, om de kan finde lignende resultater. Dette studie er ikke grebet ud af luften men bygger på observationer, der peger i samme retning, nemlig en sammenhæng mellem autisme og omskæring,« siger Peter Gøtzsche til avisen.

Det er ganske rigtigt, at autisme er hyppigere forekommende blandt omskårne drenge. Men der skal lidt mere til for at konkludere, at omskæringen skulle være årsagen til autisme. Det mener i hvert fald Carsten Obel, professor i mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet og overlæge ved Komiteen for Sundhedsoplysning.

Han har læst undersøgelsen, der fredag offentliggøres i det engelske videnskabelige tidsskrift Journal of The Royal Society of Medicine, men mener, at der kan være flere grunde til den fundne sammenhæng.

Men at finde en forbindelse er ikke nødvendigvis det samme som at finde en årsag. Det påpeger Carsten Obel, professor i mental børnesundhed i samme avis.

»De finder en sammenhæng, men jeg ville være forsigtig med at konkludere, at der er tale om en direkte årsagssammenhæng. Det synes nærliggende at forestille sig, at der er forskelle relateret til dispositionen til autisme på de, der lader deres børn rituelt omskære, og de, der ikke gør", siger han.

"Det er selvfølgelig vanskeligt at afklare definitivt, men det ville have været oplagt at prøve at kontrollere for sociale forskelle«, siger Carsten Obel.