Skip to main content

Ny HPV-vaccine fra på mandag

Efter næsten syv år afløses Gardasil af Cervarix. Skiftet skyldes resultatet af udbud.

Over 500.000 danske piger og unge kvinder er siden 2009 vaccineret mod HPV-smitte med Gardasil. Foto: Colourbox
Over 500.000 danske piger og unge kvinder er siden 2009 vaccineret mod HPV-smitte med Gardasil. Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

29. jan. 2016
2 min.

På mandag den 1. februar skifter børnevaccinationsprogrammet HPV-vaccine. Den hidtidige vaccine, Gardasil, som har været i brug siden 2009, afløses af Cervarix.

Skiftet skyldes ikke debatten om de mulige bivirkninger af Gardasil. Skiftet skyldes udelukkende udfaldet af Statens Serum Instituts udbud, understreger Sundhedsstyrelsen.

”I udbuddet vægtes fastsatte udbudskriterier for effekt, bivirkninger, sidevirkninger (her vægtes beskyttelse mod kondylomer) samt pris. Efter en samlet vurdering blev vaccinen Cervarix valgt”, hedder det i en pressemeddelelse.

Cervarix beskytter mod de to onkogene HPV-typer 16 og 18, som er ansvarlig for 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Og både når det gælder beskyttelse mod livmoderhalskræft og når det gælder bivirkninger ligner Cervarix, den HPV-vaccine, som har været brugt indtil nu. Til forskel fra Gardasil beskytter Cervarix dog ikke mod kønsvorter.

Faktaboks

Fortsat overvågning

Flere end 500.000 danske piger og unge kvinder har siden 2009 fået Gardasil-vaccinen.

Alle piger, som modtager deres første HPV-vaccination fra og med på mandag den 1. februar, skal vaccineres med Cervarix. Alle piger, der allerede har modtaget mindst én Gardasil, skal færdigvaccineres med denne vaccine inden udgangen af januar 2017.

Cervarix blev godkendt til brug i Europa i 2007. Indtil nu givet ca. 57 millioner doser globalt. Vaccinen anvendes fx i børnevaccinationsprogrammet i Holland, Finland, Island og Ungarn. Cervarix er godkendt til anvendelse fra 9-års-alderen. Sundhedsstyrelsen anbefaler den givet i børnevaccinationsprogrammet ved 12 år.

Trods manglende evidens for en sammenhæng mellem HPV-vaccinens sikkerhed, har debatten om de formodede bivirkninger fået tilslutningen til vaccinationen mod HPV til at falde dramatisk.

EMA's produktresumé for Cervarix (pdf)