Ny overenskomst i krisens tegn

Formand for Overlægeforeningen

Så er den nye overenskomst for landets 6.000 overlæger i hus. Hvis forliget var en buket blomster, ville det nok blive bemærket, at der er tidsler iblandt roserne. Ikke desto mindre er jeg tilfreds med, at det midt i en krisetid er lykkedes os at få en overenskomst, som sikrer arbejdsmiljøet, og som er mere fremtidssikret end den foregående.

Kernen i forliget er, at overlægerne får en overenskomst, der lever op til de mål, som repræsentantskabet og medlemmerne satte før forhandlingerne – nemlig at begrænse det belastende natarbejde til det absolut nødvendige, styrke overlægers muligheder for at få indflydelse og løfte ledelsesopgaven bedre. Og vi fastholder de værn, der forhindrer, at der drives rovdrift på vores arbejdskraft.

Vi har hele tiden vidst, at regionerne ville stå stejlt på at få udvidet den normale arbejdstid til aftentimerne. Det er ikke overraskende, når man ser på hverdagen på hospitalerne, for der kommer mange patienter om aftenen, som også har krav på den bedst mulige specialistbehandling. Det er heller ikke overraskende, når man følger udviklingen i samfundet.

Derfor er vi gået med til, at den normale arbejdsdag med planlagt arbejde kan gå frem til kl. 21.00 på hverdage, og at den kan udstrækkes til kl. 23.00, men kun til akut behandling. Regionerne pressede hårdt på for at fjerne reglerne for hyppigheden af aften- og natarbejde. Vi har sikret, at man højst kan arbejde om aftenen hvert femte døgn og hvert sjette døgn om natten.

Hyppighedsbestemmelserne sikrer, at hovedparten af arbejdstiden skal ligge i dagtimerne. Det er vigtigt, for vi vil under ingen omstændigheder kunne leve med, at vi får en gruppe af aften-/natlæger, som udelukkes fra fællesskabet, der udfolder sig i dagtimerne.

Overenskomsten medfører, at det bliver relativt dyrere at sætte overlæger på natarbejde. Det flugter med vores ønske om, at betalingen bør følge belastningen. Og jeg er overbevist om, at sygehusejerne kan se det fornuftige i at få løst så mange opgaver som muligt i dag- og aftentimerne og derved spare nattetimer til en høj pris. Det er til gavn for både patientsikkerhed og arbejdsmiljø.

Den økonomiske krise og de stramme offentlige budgetter betyder, at der ikke var udsigt til at hente store lønforhøjelser hjem. Tværtimod skæres tillæg for f.eks. udetjeneste væk, men det er dog positivt, at pengene herfra i stedet bruges til at gennemføre et nødvendigt løft af vores pension. Det, tror jeg, vil vise sig at være en ret god byttehandel på sigt. Vi har bevaret hovedtjenestestedet, hvilket sikrer, at hovedparten af den samlede arbejdstid finder sted der i dagtiden.

Og så har vi fået et nyt afsnit i overenskomsten, som jeg virkelig håber, at alle overlæger vil læse grundigt - den såkaldte præambel. Her beskriver vi bl.a. for første gang overlægens øvrige opgaver udover direkte patientbehandling som en del af det daglige arbejde. Det kan bruges som afsæt til en dialog om arbejdstilrettelæggelse og er et eksempel på, hvordan overlægerne kan tiltage sig større indflydelse på arbejdsvilkår og organisering af arbejdet.

Jeg er overbevist om, at det nye element vil blive et vigtigt redskab ude på afdelingerne til at sikre, at overlægerne fortsat kan spille en afgørende rolle i udviklingen af vores sundhedsvæsen. Men det kræver, at vi er bevidste om, at indflydelse ikke er noget, man bare får. Det er noget, vi skal arbejde for at opnå. Det bliver ikke let, men det bliver spændende.