Skip to main content

Ny psykofarmaka-vejledning skaber frustration

LÆGEDAGE: Sundhedsstyrelsens nye vejledning i psykofarmaka fjerner autonomi, men føjer flere kronikerkontroller til de praktiserende lægers hverdag. Og det frustrerer lægerne.

Er patienten under 25, skal psykofarmaka udskrives hos en speciallæge i psykiatri. Det bliver svært de steder, hvor der er stor mangel på psykiatere.
Er patienten under 25, skal psykofarmaka udskrives hos en speciallæge i psykiatri. Det bliver svært de steder, hvor der er stor mangel på psykiatere. (Foto: colourbox.com)

Line Fedders Linefedders@gmail.

13. nov. 2014
2 min.

Når Sundhedsstyrelsen nye vejledning i brug af psykofarmaka bliver offentliggjort, vil den blandt andet diktere, at unge under 25 år skal have udskrevet psykofarmaka hos en speciallæge i psykiatri. Men det bliver svært de steder, hvor manglen på psykiatere er stor, f.eks. i Nykøbing Falster, hvor praktiserende læge Vibeke Due holder til.

”I min by har vi bestemt ikke de psykiatere, vi skal bruge. Jeg ville sende en 24-årig til distriktspsykiatrien, men der risikerer vedkommende at blive tilsat af en sygeplejerske, og det lever heller ikke op til de nye regler”, sagde Vibeke Due på kurset om psykofarmaka på Lægedage onsdag.

Kursusleder Michael Dupont medgav, at det vil blive udfordrende at følge vejledningen. Både i forhold til de unge, der skal til psykiater, og fordi der formentlig kommer flere kronikerkontroller, når de praktiserende læger også årligt skal tjekke op på de psykiatriske patienter.

”Vejledninger støder altid lidt imod virkeligheden. Men sådan er det bare. Vi ved endnu ikke, hvad konsekvensen er, hvis man ikke følger vejledningen. Men man skal i hvert fald sørge for at dokumentere, at det ikke har været muligt at få speciallægebistand”, sagde han.

”Det bliver meget svært at leve op til vejledningen. En del giver god mening, men nogle ting er ikke gennemtænkt - som om dem, der planlægger det, ikke kender virkeligheden. Det er frustrerende,” siger Vibeke Due.