Selskabet for akutmedicin vil med et nyt projekt forsøge at skabe en ensartet lægelig faglighed på akutmodtagelserne og bane vej for et akutmedicinsk speciale.
Landets akutmodtagelser er efterhånden ved at have slidt barneskoene ned og der er grund til at se nøjere på den lægelige faglighed i dem og organisationen af dem. Det mener DASEM – Dansk Selskab for Akutmedicin, der med 358.000 kr. fra Tryg Fonden i ryggen vil give et bud på, hvordan akutmodtagelserne skal se ud i en modnere fase. Pengene skal blandt andet bruges til en slags statusrapport. Det til trods for, at Sundhedsministeriet for lige godt et år siden udgav, hvad de beskrev som en faglig gennemgang af akutmodtagelserne. Men den var ikke god nok, mener formand for DASEM, Dan Brun Petersen, der også er konstitueret ledende overlæge i Akutafdelingen på Køge Sygehus.
Faktaboks
”Sundhedsministeriet havde lovet en faglig gennemgang, men de lavede en optælling af, hvilke systemer og organisatoriske tiltag, de forskellige akutmodtagelser har. Vi synes, der mangler en samlet faglig gennemgang af, hvad grundlaget egentlig er - både i Danmark og i udlandet - for at arbejde med akutmedicin,” siger han.
Ønsker en læge at specialisere sig i akutmedicin, kan man i dag ikke vælge det som egentligt speciale, men man kan videreuddanne sig i fagområdet akutmedicin oven i en anden speciallægeuddannelse. Det er der mange rundt om, der er i gang med. Alligevel oplever langt de fleste akutmodtagelser fastholdelses- og rekrutteringsproblemer. Svaret på det er at oprette akutmedicin som egentligt speciale, mener bl.a. DASEM og det er da også et af formålene med projektet at bane vej for det.
”Vi ønsker at se på muligheden for på sigt at indføre akutmedicin som speciale,” siger Dan Brun Petersen.
Det lyder som en rapport, hvor man på forhånd har konklusionen – bliver det ikke en noget farvet gennemgang?
”Jo, det kan man sige, og det er jo heller ikke fx KORA, der står for det. Formålet er at samle meget af det, der allerede foreligger, og præsentere det i en form, så det er til at arbejde med – altså sådan at vi ude på de enkelte afdelinger kan bruge det, når vi diskuterer, hvad der er akutlægens rolle, hvad vi kan forvente uddannelsesmæssigt, og hvilket kompetenceniveau vores speciallæger skal arbejde på. Lige nu beror det på lokale aftaler og hvad de, der sidder rundt om bordet synes. Det er de forhåndenværende søms princip.”
Et af projektets formål er at komme med en handlingsplan for et akutmedicinsk speciale, herunder et forslag til en uddannelsesplan for et hoveduddannelsesforløb.
Jeres mål er at få opbakning til en speciallægeuddannelse i akutmedicin?
”Ja det er det ene mål. Det andet er at beskrive fagligheden. Og faglighed handler ikke om antallet af senge eller hvilke triagesystem, man bruger. Den handler om, hvilke kompetencer og hvilket uddannelsesniveau en læge, der arbejder i akutmodtagelsen, skal have.”
Vil det ikke afhænge af, hvilken organisation, man har – om akutmodtagelsen er lagt an på en stor fast speciallægestab, der klarer en stor del af patienterne selv, eller om man henter speciallæger ind fra stamafdelingerne?
”Der er forskel på akutmodtagelserne, ja, men så er der heller ikke større forskel. Det kan sammenlignes med det at være fx en ortopædkirurg på et regionshospital og på et højt specialiseret hospital. Man laver måske forskellige ting, men den grundlæggende faglighed er den samme og nationalt veldefineret.
Det er de samme typer akutte patienter, der kommer ind ad døren og som skal håndteres. Der er så forskelligt set up på sygehusene, således at der er forskel på, hvor langt man går i akutmodtagelsen – det er afhængigt af, om det er et højt specialiseret sygehus, hvor alle specialer er i huset, eller et regionssyghus, som ikke har alle specialer. På det højtspecialiserede vil der være meget klare opdelinger af, hvem, der gør hvad. På et regionssygehus vil der være behov for bredere, akutte kompetencer. Og i alle tilfælde er der behov for en speciallæge, der kan modtage, behandle umiddelbart og visitere på højt niveau.”
En hovedkonklusion i Sundhedsministeriets rapport fra sidste år var, at der er store på landets akutmodtagelser. En kendsgerning som mange synes er et problem. Også Dan Brun Petersen:
”De forskellige organisationsformer og deres afledte faglighed, vi ser i dag, er opstået fordi afdelingerne lokalt har siddet med udfordringer, som man har løst på bedste vis og så må det blive forskelligt. Man kan jo ikke fra starten sige, at det hele skal være skåret over samme læst, så havde det været fuldkommen umuligt at få oprettet de akutmodtagelser.”
Vi synes, der mangler en samlet faglig gennemgang af, hvad grundlaget egentlig er - både i Danmark og i udlandet - for at arbejde med akutmedicin Dan Brun Petersen, formand for Dansk Selskab for Akutmedicin
”Men tiden ved at være moden til, at man finder en, måske to, forskellige modeller, der ser ud til at fungere godt. Og dernæst definerer den grundfaglighed, der skal til og hvad den skal dække.”
Dan Brun Petersen mener, at det haster med at komme i gang med et egentlig speciale.
”Hvis de dygtige folk, vi har på akutområdet, ikke ser et perspektiv og en horisont, de kan arbejde mod, forsvinder de. Og vi ser, at især regionssygehusene får sværere og sværere ved at rekruttere og fastholde. Det betyder, at den faglige udvikling og forskningen går i stå og specialafdelingerne bliver yderligere belastede. På sigt er der risiko for at behandlingen bliver dårligere, ventetiden længere og at der bliver større forskelle på tværs af landet,” siger han.
Lægerne, der arbejder med akutte patienter, er delt i spørgsmålet om et akutmedicinsk speciale. Specialeansvarlig overlæge på Fællesakutmodtagelsen på OUH, Mette Worsøe siger:
”Et speciale løser ikke de problemer, vi i øjeblikket ser med det akutte patientforløb, hvor det kniber med effektiviteten og med at få sat patienterne i den rette behandling. Men et speciale i akutmedicin vil være at parkere problemerne og vente på en løsning ti år ud i fremtiden, for så lang tid tager det at uddanne en speciallæge.”
Hun medgiver, at problemstillingen er forskellig, alt efter hvilken slags sygehus, der er tale om:
”Jeg er enig i, at man godt kan se forskelligt på det, alt efter om vi taler om en akutmodtagelse på et regionshospital eller på et højtspecialiseret hospital, hvor man har flere specialer til rådighed. Jeg tror dog stadig ikke, at et speciale er løsningen og jeg tvivler på, at det kan løse rekrutteringsproblemerne – et speciale er ikke en garanti for at give området prestige.”
Hun mener, at der er behov for at gøre noget nu:
” Vi skal i stedet for løse problemerne her og nu og arbejde for at få alle speciallæger til at tage ansvar for de akutte patienter. Det er lidt af et kulturbrud, fordi vi læger i tidens løb har fået arbejdet os væk fra de akutte patienter. Og man kan undre sig iover, at speciallæger ikke vil være med, når deres specialepatienter har allermest brug for dem, nemlig ved akut forværring af deres kroniske tilstand.”
OVERLÆGER: OK MED FORSKELLIGE AKUTMODTAGELSER
Overlægeforeningen er på vej med en ny strategi for arbejdet i akutmodtagelser
Landets akutmodtagelser varierer så meget, alt efter om den ligger på et regionssygehus eller på et højtspecialiseret sygehus, at de aldrig kan blive ens. Sådan lød det fra flere sider, da Overlægeforeningens repræsentantskab i sidste weekend (3. oktober) diskuterede akutmodtagelserne.
Selv om der blandt overlæger er nogle, der mener, at akutmodtagelserne er en ”ommer” - det blev nævnt både på dette og sidste års repræsentantskabsmøde - så er de her for at blive. Det konstaterede næstformand i OL, Mette Worsøe og hun konkluderede:
”Derfor bør fokus være på, hvordan sygehusene – og særligt overlægerne – kan få den akutte patientbehandling til at fungere i et godt samarbejde i hele organisationen.”
De største udfordringer er ifølge Mette Worsøe: rekruttering, arbejdsbelastningen, samarbejdet med de øvrige speciallæger på sygehuset samt behovet for anerkendelse af og mangel på prestige i arbejdet på akutafdelingen.
Flere nævnte i debatten, at sproget afslører, at mange opfatter akutmodtagelsen som noget fjernt: man skal hen eller over eller ned i akutmodtagelsen.
”Vi skal arbejde på at se akutmodtagelsen som hele hospitalets – som en tværgående afdeling a la anæstesi og biokemisk afdeling,” sagde Birgitte Nybo Jensen, ledende overlæge på akutafdelingen på Bispebjerg.
Ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling samme sted, Benn Duus, sagde:
”Hvordan kommer der respekt for akutmodtagelserne? Ikke før der oprettes et akutmedicinsk speciale.”
Efter debatten konkluderede Mette Worsøe over for Ugeskriftet:
”Der er en større anerkendelse af, at det også handler om kulturen på sygehusene, hvis vi skal styrke de fælles akutmodtagelser. Vi skal lære at se på akutmodtagelsen ikke som en isoleret enhed, men som en tværgående afdeling.”
Har overlægerne et problem med at tage ansvar for akutmodtagelsen?
”De har i høj grad en udfordring i at se sig selv i en akutmodtagelse. Og vi hører fra lægerne i i akutmodtagelserne, at de har svært ved at se samarbejdet med sygehusets øvrige speciallæger.”
Der er brug for en strategi, mener Mette Worsøe. ”Vi skal se på, hvordan vi kan skabe bedre sammenhæng på det akutte område på sygehusene, og hvordan vi som overlæger kan bidrage til det.”
Hvad er det der efter din vurdering forhindrer den sammenhæng?
”Kulturen. Men også det, at mange overlæger oplever, at skulle arbejde to steder på én gang – både på stamafdelingen og i akutmodtagelsen . Det kan man ikke. Derfor må sygehusene og regionerne prioritere, hvor de vil have overlægerne. Det handler om at sikre en god akutmodtagelse, samtidig med at de andre afdelinger får mulighed for at leve op til kravene om bl.a. behandlings- og udredningsgarantier.”
Akutmodtagelserne er forskellige – skal de være ens?
”Nej, det tror jeg ikke. Alene af den grund at akutsygehusene er forskellige i størrelse og i sammensætning af specialerne. Det, der efterspørges i vores debat, er, at man får en større grad af ensretning og harmonisering. Men der skal være plads til forskellighed.”
