LÆGEDAGE: Lægedageavisen har talt med tre unge almenmedicinere om, hvorvidt de skal have egen praksis eller ej.
Anne Søndergaard er ny speciallæge i almen medicin og kunne købe sin egen praksis i morgen. Men hvorfor gør hun det så ikke?
Der er flere grunde til, at Anne Søndergaard som nyudklækket speciallæge i almen medicin ikke er løbet direkte i banken for at stryge videre ind bag skrivebordet i egen praksis. Først og fremmest:
»Jeg har ikke den der kæmpe skabertrang. Endnu«, siger hun og forklarer:
»Min mand købte praksis for to år siden, og vi har tre børn. Vi kan begge se, at det er et stort arbejde at være selvstændig. Det er fint for mig ikke at have så stort et ansvar lige nu«.
Udfordringer og en spændende arbejdsdag vil hun dog gerne have. Og det har hun fundet som fast vikar i en stor praksis i Skødstrup, hvor de er otte læger og har 12.000 patienter.
»Jeg kan rigtig godt lide, at vi er så mange. Der er stor mulighed for faglig sparring. Der foregår mange ting sådan et stort sted. Der er for eksempel lige blevet ansat en søvnterapeut til at få folk ud af sovemedicin. Man kan bare lidt mere i en stor praksis. Det er et godt sted at få lov at være vikar«, siger den 39-årige læge, der er ansat på ubestemt tid hos lægerne i Skødstrup. Efter et års tid er hun så småt begyndt at få sine egne patienter, som kommer igen.
»Selvom jeg er vikar, er jeg det så fast, at jeg kan sige ’det er her, jeg er, og her jeg bliver’. I hvert fald noget tid endnu«, siger hun.
Hvor længe hun har tænkt sig at arbejde som vikar, ved hun ikke selv, men på minussiden af vikarlivet er, at man uden det store ansvar heller ikke har beslutningskraften.
»Det med at være med til at præge, hvor vi skal hen, er spændende, synes jeg. Det vil jeg meget gerne på sigt, og derfor køber jeg mig nok også ind i en større praksis om nogle år«.
Især mulighederne for at ansætte andre faggrupper i praksis tiltaler hende. For eksempel en sundhedsplejerske til at lave børneundersøgelser.
»Der er meget snak om alt det, vi skal lave i almen praksis, men der er helt sikkert også ting, vi læger ikke nødvendigvis selv skal lave. Det kunne også være, at man ansatte en psykiatrisk sygeplejerske til at tage nogle af samtalerne med de patienter«, siger Anne Søndergaard og uddyber:
»Vi kan rigtig meget i almen praksis, hvis vi ansætter de rigtige mennesker. Det kunne være spændende at være med til at uddelegere arbejdet mere«.
Mikkel Andersen er 37 år og snart færdig som speciallæge i almen medicin.
»Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt det skulle være almen medicin, men det sidste halve til hele år har jeg set lyset. Min work life balance skal gå op med tre børn og en travl hustru, og der passer almen praksis godt. Jeg har også været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage det store skridt og købe min egen praksis. Usikkerheden i de politiske vinde har bekymret mig. Jeg synes ikke, at politikerne har udvist supermeget samarbejdsvilje, men den bekymring har den nye overenskomst heldigvis ændret på. Især klyngearbejdet er meget positivt. Muligheden for faglig sparring, netværk og kollegialt samvær er meget positivt. Så jeg er ikke så bekymret mere og vil derfor nok slå mig ned med egen praksis i Sydsjælland inden for det næste halve års tid«.
Louise Stensbirk Clausen er 31 år og lige blevet færdig som speciallæge i almen medicin
»I morgen kører jeg med bussen til Nysted på Lolland. Jeg er en del af den busordning, som Christina Svanholm har lavet sammen med Region Sjælland. Vi bliver hentet i en bus på vores bopæl og arbejder så i bussen under transporten til klinikken på Lolland. Jeg bor på Frederiksberg med min mand, som på grund af sit arbejde er svær at flytte. Derfor er bussen en god løsning, samtidig med at den er med til at løse problemet med lægedækningen. Vores arbejdsdag starter, når vi sætter os ind i bussen, hvor vi har telefontid og klarer mail og den slags. Det kan jo også være, at det slet ikke går, hvis jeg bliver køresyg af at arbejde i bussen. Nu prøver jeg i nogle måneder, og så må vi se. Men tanken er da, at vi arbejder hen mod, at jeg bliver kompagnon med Christina. Men der er mange overvejelser forbundet med at gå all in og få sin egen praksis. Der er stadig flere ting, der bekymrer mig. Både det ansvar, man står med som selvstændig, og de opgaver, som man forventes at løse. Det kan godt være overvældende«.
