Skip to main content

Onkologer: Kliniske databaser kan være tidrøvere

De 17 specialeråd i Region Midtjylland har indsendt 123 forslag til »hvad vi kan holde op med« til regionen. Onkologernes specialeråd har meldt ind, at der bør skæres ned i registreringerne til visse kliniske kvalitetsdatabaser. Det synes styregruppen for brystkræftdatabasen ikke.

Som ledende overlæge på en onkolgisk afdeling har Anni Ravnsbæk Jensen en udfordring i at skulle interagere med 17 kvalitetsdatabaser, hvoraf nogle af dem kræver manuelle og meget detaljerede indtastninger. Foto: Jesper Balleby.
Som ledende overlæge på en onkolgisk afdeling har Anni Ravnsbæk Jensen en udfordring i at skulle interagere med 17 kvalitetsdatabaser, hvoraf nogle af dem kræver manuelle og meget detaljerede indtastninger. Foto: Jesper Balleby.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

30. okt. 2017
8 min.

Hvert år kommer omkring 13.000 patienter gennem Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. De kommer med allehånde kræftsygdomme, og det betyder, at afdelingen har interaktion med 17 kliniske kvalitetsdatabaser.

Arbejdsmæssigt er det ingen belastning, så længe de kliniske databaser trækker deres data fra registreringerne til Landspatientregistret (LPR), som afdelingerne i forvejen er forpligtede til at registrere i.

Men det gør databaserne ikke altid. Og det betyder, at personalet skal indtaste de samme data to gange, først til LPR, så til den kliniske database.

Det er uhensigtsmæssigt og bør ændres, mener Anni Ravnsbæk Jensen, der som ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital står med den organisatoriske og ressourcemæssige udfordring. Det skrev hun til Region Midtjylland i sin egenskab af formand for regionens onkologiske specialeråd, da sundhedsdirektør Ole Thomsen for godt et år siden bad de 17 specialeråd i regionen om at komme med »ideer til, hvor lægernes tid kunne bruges bedre i forbindelse med patientbehandlingen«.

Dobbeltregistrering

Specialerådene kom med 123 mere eller mindre konkrete forslag.

Forslag nummer 43 er fra regionens onkologiske specialeråd, der skriver:

»Indmelding til nogle af kvalitetsdatabaserne – der ønsker meget detaljerede behandlingsdata, fx med angivelse af kemostofferne i mg ved hver behandling, blodprocent hver uge osv«.

Specialerådsformand Anni Ravnsbæk Jensen uddyber:

»På kræftområdet er der en stribe forskellige kvalitetsdatabaser, og vi støtter gerne op om dem. Men de er organiseret forskelligt. Nogle af dem trækker data fra Landspatientregistret og andre registre, som vi i forvejen altid indtaster til. Der skal vi ikke ind og taste så meget.

Men andre databaser vil helst ikke arbejde med træk herfra. De insisterer på, at vi skal ind og registrere direkte til deres kliniske databaser. Det betyder, at vi hver eneste gang, vi har en patient skal ind og indtaste behandlingsdata eller kliniske data manuelt. Det er dobbeltregistrering«.

Anni Ravnsbæk har ikke opgjort, hvor mange mandetimer, afdelingen bruger på det, men det er »rigtig mange«. Tastearbejdet udføres af flere personalekategorier – læger, sygeplejersker, lægesekretærer eller studentermedhjælpere, oplyser hun.

Brystkræftdatabasen

En af de databaser, der kræver særskilt indtastning, er Dansk Brystkræft Database. Den kræver desuden en høj detaljeringsgrad i indtastningerne, hvilket ligeledes er tidrøvende, siger Anni Ravnsbæk Jensen:

»Dansk Brystkræft Database kræver, at vi hver gang en patient har været her, skal skrive, hvilke kemostoffer og hvor mange mg af dem, patienten har fået, vi skal anføre højde og vægt på patienten for hver eneste behandling. Det er både meget arbejde og kræver en del logistik«.

Hun tilføjer:

»Det samme gælder i opfølgningen, hvor vi skal vi ind og kode igen: Nu har patienten været der, nu får hun xx mg antihormonbehandling – og det skal vi gøre hver gang«.

»Det koster tid ikke bare med indtastningen. Der er også logistikken omkring det. Vi skal organisere arbejdsgangene, så vi er sikre på, at der er nogen, der indtaster hver gang, og vi skal sørge for en rutine, hvorefter vi, hver gang en patient har været i behandling, lægger et skema et bestemt sted, hvor den person, der skal indtaste det, henter det, taster ind og afslutter«.

Forklaringen på, at der skal papir ind over er:

»Ellers skal lægen taste det ind, mens han har patienten, og det er der ikke altid tid til i det rum. Og når vi er inde og ordinere behandling, gør vi det ofte, uden at patienten er der, og så har vi ikke sat tid af til, at lægen ordinerer to forskellige steder på en gang – altså dobbeltindtaste patientjournalen og databasen samtidig. Derfor lægger vi et papir til vedkommende, der efterfølgende skal taste ind til databasen, så hun ved det«.

Og det ekstraarbejde synes du ikke er rimeligt?

»Det korte svar er: Når vi nu taster det ind et sted, hvorfor skal vi så bruge kræfter på at taste det to gange?«

Svaret på det spørgsmål er, at de data, som Dansk Brystkræft Database kræver, ikke er så detaljerede, som dem, der tastes ind i LPR, og derfor skal de tastes manuelt og direkte ind.

Mener du, at kravene til data er for detaljerede i disse databaser?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Men det handler også om, hvad man får ud af indsatsen. Og det står i nogle tilfælde ikke mål med indsatsen«, siger Anni Ravnkær Jensen.

Hvad er løsningen?

»Jeg kunne ønske, at man arbejdede meget målrettet med, hvad man kan trække ud af eksisterende registre, f.eks. af LPR, hvor vi indrapporterer samtlige patienter og samtlige besøg, så vi kan få gode valide data, som vi kan bruge, uden at vi skal gøre ekstraarbejde«.

Anni Ravnkær Jensen erkender, at der ikke er en lokal løsning på dette problem, selvom det er i en lokal øvelse, hun har taget problemet op:

»Løsningen er national, ligesom vi nationalt må finde et svar på, hvad det er, vi vil med vores kliniske kvalitetsdatabaser. Lige nu er det meget forskelligt fra database til database, hvad man vil. Nogle er meget detaljerede, andre meget overordnede – og det kan man godt undre sig meget over, når man sidder på en afdeling med mange databaser«.

Data bruges

Ansvarlig for databasen i Den Danske brystkræftgruppe (DBCG) er professor Peer Christiansen, Plastik- og Brystkirurgi, Aarhus Universitetshospital/Kirurgisk Afdeling Regionshospitalet Randers.

Som kirurg oplever han selv at måtte foretage manuelle og dobbelte indtastninger.

»Jeg registrerer også ting til databasen, som jeg ikke registrerer andre steder, f.eks. LPR. Det er lidt ekstraarbejde, det kommer man ikke uden om. Men det er det værd«.

Peer Christiansen bekræfter, at DBCG's database er meget detaljeret.

»Den er komplet. Dvs. den dækker det hele – både udredning, behandling og opfølgning. Vi kan redegøre for hele forløbet for den enkelte patient og sætte det i relation til biologien og genetikken«.

Han erkender, at databasen kræver meget manuelt indtastning. Men det bruges:

»Databasen bruges ikke kun til kvalitetsopfølgning. Den bruges også til forskning og behandling. Når vi f.eks. opererer en patient, taster jeg alle relevante informationer ind vedrørende operationen, det samme gør patologen efterfølgende. Når patienten bagefter skal til onkologisk behandling, har onkologerne alle informationer serveret på sølvfad. Den systemiske behandling bliver på nogle områder styret efter en algoritme, som bygger på og er helt afhængig af disse indberetninger«.

Du kan stå inde for hver en indtastning, der foretages, og der er ikke noget, der kan skæres fra?

»Vi vil gerne, hvis vi kan. Og vi skal hele tiden holde øje med, om der er noget, der skal justeres. Vi arbejder f.eks. lige nu på at kunne overføre data direkte fra stråleenhederne, altså de onkologiske afdelinger, til databasen. Der bliver registreret mange data i forbindelse med strålebehandling. Det har hidtil foregået manuelt, men vi sigter mod, at data fra de computere, der styrer strålebehandlingen, kan føres direkte over i DBCG's database. På samme måde koordineres med indberetning fra Patobanken, hvilket begrænser dobbeltindtastninger på de patologiske afdelinger«.

Peer Christiansen tilføjer:

»Vi vil gerne kunne høste flere data direkte, men vi tror ikke, at vi i dag kan gøre det på andre områder, end dem, jeg her har nævnt«.

Han tilføjer dog, at der med tiden vil kunne foregå en vis samkøring med LPR, og desuden vil patientrapporterede informationer fremover blive mere udbredt – og dermed aflaste lægernes indtastningsbyrde.

Synes du der skulle være en generel ramme for de kliniske databaser, der nationalt fastlægger, hvad de skal bruges til og dermed en afgrænsning?

»I bund og grund er det kvalitetsdatabaser, Men det skal opfattes bredt. For de er også afsæt for videnskabelige initiativer og opgørelser m.m. Jeg kan ikke pege på noget i vores database, der er unødigt. Der ligger en uvurderlig viden i den, som gør, at vi i Danmark internationalt har en enestående position på brystkræftområdet«.

Sidehistorie

Midtjylland vil vælge klogt

Regionen har tyvstartet på et landsdækkende »Vælg Klogt Initiativ«, der skal begrænse overflødige handlinger i sundhedsvæsenet.

Sundhedsdirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, bad i efteråret regionens 17 specialeråd om forslag til, hvad man kunne holde op med at gøre på sygehusene. Eller, med regionens ord, eksempler på »opgaver uden værdi for patienterne«.

Baggrunden er, at regionen har et formuleret mål om, at al aktivitet skal være relevant. Da LVS (De Lægevidenskabelige Selskaber) tidligere i år annoncerede sit projekt om at vælge klogt (et landsdækkende projekt, hvor alle videnskabelige selskaber skal overveje, om de foretager sig noget, der kan vælges fra), hentede regionen også inspiration derfra.

Region Midtjylland har fået 123 forslag fra de lokale specialeråd. Mange handler om it, en del om overflødige prøver, overflødige indtastninger og dobbeltregistreringer, dårlig kommunikation mellem aktører og meget andet.

Regionen så på forslagene i foråret og fordelte håndteringen af dem på de relevante afdelinger, enheder, specialeråd og temaer.

En nylig optælling viser, at 15 af de 123 forslag er ordnet eller er ved at blive håndteret, som regionen skriver.

Et eksempel er et forslag fra Specialerådet for Klinisk Mikrobiologi, som opdagede, at de kunne minimere det samlede tidsforbrug ved selv at slå op i medicinmodulet, om patienten var blevet behandlet eller skulle behandles med antibiotika samt med hvilket præparat. På Afdeling for Klinisk Mikrobiologi slår man det nu kun op, når det er relevant for prøven (hvilket de har det bedste overblik over). Før skulle den rekvirerende kliniker gøre det, når der blev bestilt en prøve.

Det går, med Ole Thomsens egne ord, »lidt trægt« med opfølgningen. Men nu foreligger der en plan for opfølgningen, og i denne uge (44) får specialerådene en tilbagemelding fra regionen om, hvordan der skal følges op på forslagene.

»Nu skal vi i gang med en dialog på tværs af hospitaler og også med almen praksis om, hvad vi kan holde op med«, skriver Ole Thomsen i en mail til Ugeskriftet.