Skip to main content

Op mod 170 kan blive ramt af fireårs-regel

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

23. nov. 2012
2 min.

Op mod 170 yngre læger risikerer at miste retten til at specialisere sig. De er i det første kuld, der kan komme i klemme i den såkaldte fireårsregel, skriver Politiken

Men det er ikke kun tidsfristen, der kan blive en stopklods. Det kan en stor gruppe læger fra den gamle ordning før fireårsreglen også.

Ifølge en ny undersøgelse fra Yngre Læger mangler mindst 933 læger - som ikke er omfattet af fireårsreglen - nemlig fortsat at specialisere sig.

»Det sætter problemet på spidsen, for vi frygter med god grund, at læger, der ikke er ramt af fireårsreglen, vil blive prioriteret til specialuddannelserne, fordi de har mere erfaring«, siger næstformand i Yngre Læger Camilla Noelle Rathcke til avisen.

YL: Incitament i stedet for tidsfrist

Fireårsreglen blev indført af daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ( V) for at tilskynde nyuddannede læger til hurtigere at vælge speciale. Men effekten har ifølge Camilla Rathcke været den modsatte:

»Vi får en stor gruppe fireårsramte læger, som ikke kan blive speciallæger.

Vi risikerer at mangle speciallæger, og det er helt urimeligt og ikke mindst katastrofalt for patienter og for regioner«, siger hun.

Af de 301 læger, der som de første rammes af fireårsreglen, mangler 170 fortsat at vælge speciale og risikerer derfor at falde ud af systemet. Yngre Læger foreslår derfor, at man suspenderer fireårsreglen og finder en løsning uden en definitiv tidsfrist, men med andre incitamenter til specialisering.

Danske Regioner fastholder 4-årsregel

Men Danske Regioner mener ikke, at læger fra den gamle ordning kommer forrest i køen, og fastholder, at der er behov for en tidsfrist.

»Bare fordi man har været længe undervejs, kommer man ikke forrest i køen. Den enkelte læge bliver vurderet. Man bliver bedømt på sine evner og ikke sin anciennitet«, siger formand for Sundhedsudvalget Ulla Astman ( S).

V: Behov for et eftersyn

I Lars Løkke Rasmussens parti, Venstre, er man parat til at se på, om fireårs-reglen virker efter hensigten:

»Undersøgelsen bekræfter behovet for et eftersyn af reglen. Man bør kunne indrette systemet mere hensigtsmæssigt, hvor man stadig sigter efter, at der skal være incitament til hurtigt at blive færdig, men uden de utilsigtede bivirkninger«, siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V) til Politiken.