Skip to main content

Opbakning til Astman-forslag

Regioner og kommuner støtter Ulla Astmans forslag om praktiserende læger i sygehusklinikker.

Regionsrådsformand Stephanie Lose, Region Syddanmark: ”Vi er ikke afvisende overfor nogen mulighed, der kan hjælpe med at løse lægedækningsproblemet". Foto: Region Syddanmark
Regionsrådsformand Stephanie Lose, Region Syddanmark: ”Vi er ikke afvisende overfor nogen mulighed, der kan hjælpe med at løse lægedækningsproblemet". Foto: Region Syddanmark

Klaus Larsen kll@dadl.dk

22. sep. 2016
5 min.

Den nordjyske regionsformand Ulla Astman (S) foreslog onsdag at samle praktiserende læger i offentlige klinikker på sygehuse for at afhjælpe lægemanglen.

Ulla Astmans forslag er faldet i god jord hos Bent Hansen (S) formand i Danske Regioner og regionsformand i Region Midtjylland:

”Det er naturligt at spille forslaget ind i det lægedækningsudvalg, som skal se på, hvordan vi får flere praktiserende læger til at dække hele Danmark. Lad os nu se. Jeg synes, det er spændende”, lyder Bent Hansen reaktion i Jyllands-Posten.

I Region Syddanmark bakker regionsformand Stephanie Lose (V) også Ulla Astmans forslag op: Hun erklærer sig ”enig med Ulla Astman i, at det kunne være en befrielse at kunne tage alle tænkelige værktøjer i brug”.

”Min første prioritet er, så vidt muligt at sikre, at patienterne har deres egen, faste praktiserende læge. Men vi er også nødt til at erkende, at vi har problemer med lægedækning. Aktuelt har vi store udfordringer i Esbjerg”, siger Stephanie Lose til Ugeskriftet.dk.

Ønske: Permanente regionsklinikker

Hun peger på, at det har været umuligt at skaffe praktiserende læger til Esbjerg, og at regionen derfor har været nødt til at oprette en regionsklinik. Efter de nugældende regler må klinikken kun have midlertidig karakter. Og det giver problemer, siger regionsformanden:

”Hvis vi måtte drive den i længere tid, havde vi også bedre mulighed for at sikre borgerne, at det er den samme læge, de kommer ind til. Det er svært at overbevise unge læger, som har mulighed for at rejse til Norge eller tage et job på sygehus, om at de hellere skal tage et vikariat i de fire måneder, hvor vi må drive den”, siger Stephanie Lose.

”De kunne få mulighed for bare at blive lønmodtagere og tage sig af det, de brænder mest for: nemlig patienterne, mens vi stod for det praktiske og logistiske”.

- Ulla Astman går jo videre endnu: Hun vil gerne have de praktiserende læger ind på hospitalerne i kombinationsstillinger som halvt sygehuslæge og halvt praktiserende …

”Vi er ikke afvisende overfor nogen mulighed, der kan hjælpe med at løse lægedækningsproblemet. For mig er første prioritet at skaffe almindelige praktiserende læger. Men vi må også erkende, at vi endnu ikke har set noget bud på, hvordan vi gør det i de områder, som er voldsomt udfordrede”.

Faktaboks

Fakta

Stenbæk: ”Positivt supplement”

Jens Stenbæk (V), som er regionsformand i Region Sjælland, har ikke de samme problemer som Ulla Astman: ”Lige nu er situationen anderledes i Region Sjælland end i Nordjylland, da vi har større mangel på sygehuslæger end på praktiserende læger”, skriver Stenbæk, som er i udlandet og svarer på sms.

”Men jeg håber, PLO oplever det nordjyske udspil som et positivt supplement til PLO’s seneste konstruktive udspil”, tilføjer Jens Stenbæk.

”Se ud over snævre interesser”

Også fra de nordjyske kommuner kommer der anerkendende lyde. Jammerbugt kommunes borgmester Mogens Gade (V) efterlyser også ”flere værktøjer” for at komme lægemanglen til livs. Han vil ikke kritisere lægerne, siger han til Morsø Folkeblad:

”Men PLO må erkende, at selv om man i dag har en række værktøjer, har de ikke været tilstrækkelige til at sikre alle nordjyder en lægedækning som før. Derfor må vi nu se ud over de snævre interesser og i fællesskab prøve at finde nye veje, der kan sikre borgerne en betryggende lægedækning”, siger han.

De praktiserende lægers organisation PLO ser med skepsis på Ulla Astmans forslag, der kommer få uger før, der skal forhandles overenskomst med PLO, og Lægedækningsudvalgets arbejde nærmer sig den afgørende fase.

”Jeg er helt klar over, at Region Nordjylland har nogle særligt hårde problemer, og at vi bør tage særlige hensyn til forholdene der. Men der er masser af muligheder i de eksisterende regler, både i Sundhedsloven og i overenskomsten, for at udvikle almen praksis og primærsektoren”, lød PLO-formand Christian Freitags reaktion på Ulla Astmans kronik.

”Men hvis det er et bredt politisk ønske i Danske Regioner, i Folketinget og i kommunerne at lave offentlige klinikker og afskaffe den praktiserende læge – så er det den beslutning, der bliver taget. Det kan PLO ikke stille noget op imod – men vi vil advare mod det, for det vil give os et meget dyrt og meget borgerfjernt sundhedsvæsen”, sagde Christian Freitag.