Skip to main content

Optræk til konflikt på Færøerne

Manglen på alment praktiserende læger på Færøerne er nu så grel, at formanden for PLO Færøerne forudser, at det i yderste konsekvens kan ende med strejke for at presse bedre forhold igennem.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

21. apr. 2017
5 min.

Færøerne har en normering på 33 praktiserende læger på heltid, men i øjeblikket er kun 14 af disse stillinger besat. Resten passes af vikarer. Det er uholdbart, mener formanden for PLO Færøerne, Marjus Dam, som i sit bidrag til formandsberetningen til PLOs repræsentantskabsmøde i morgen lørdag, beskriver konsekvensen således:

”Vi ønsker ikke at aktionere, men hvis der ikke sker noget nu, så er det vores eneste mulighed”.

I beretningen opfordrer Marjus Dam sine kolleger i PLO-Danmark og andre nordiske foreninger for læger til i givet fald at støtte op.

”Vi ønsker ikke en aktion. Det, som vi i yderste konsekvens kan være presset til er simpelt hen at strejke. Og så er det, at vi som fagforening ønsker at få opbakning fra PLO i Danmark, Lægeforeningen og de nordiske lægeforeninger til, at det bliver en effektiv strejke, hvis vi strejker”, forklarer den færøske PLO-formand.

”Det vil sige, at PLO-medlemmer og de andre læger i de nordiske lægeforeninger får påbudt, at de ikke skal arbejde her. Vi skal være solidariske. Det giver ikke nogen mening, at nogle få læger på Færøerne strejker, og så fylder man op med lægelig arbejdskraft udefra”.

”Når vi har læger – også yngre læger – som ikke søger de faste stillinger, så mener vi, at forklaringen er, at overenskomstforholdene ikke er gode nok. Marjus Dam, formand for PLO Færøerne

Marjus Dam håber dog inderligt, at det ikke kommer så langt.

Han ser langt hellere, at myndighederne på Færøerne vil løse problemerne ved at gøre det mere attraktivt for læger at nedsætte sig der.

Redskaberne skal efter hans mening være, at den færøske overenskomst bringes i overensstemmelse med den danske – i øjeblikket arbejder de færøske PLO-medlemmer efter en overenskomst fra 2006.

”Når vi har læger – også yngre læger – som ikke søger de faste stillinger, så mener vi, at forklaringen er, at overenskomstforholdene ikke er gode nok. Derfor har vi meget få faste læger og en masse kortere vikariater”, siger Marjus Dam.

Netop vikarernes forhold bør efter hans mening også ændres. For den måde, de arbejder på i øjeblikket, bidrager til arbejdsbelastningen for de fastboende praktiserende læger.

”Deres vagt tæller otte timer, og det vil sige, at de nærmest er fritaget for vagter. De fastansattes vagter tæller fra kl 08 – 08 næste dag Og det er mit indtryk, at hvis vikarerne siger, at de ikke vil have vagter, så er det ikke noget problem. Men så bliver der mere at lave for de faste læger. Vikarerne skal arbejde på samme måde som os, for det er os, de skal vikariere for”, siger han.

Ifølge Marius Dam kræver det omkring 12,5 fuldtidsstillinger bare at dække lægevagten i dens nuværende form. Det vil sige, at ud af de 14 faste læger, er der kun 1,5 læge til at dække dagarbejdet, hvis vagterne skal afspadseres.

Faktaboks

Fakta

PLO vil gerne støtte

Formand for det landsdækkende PLO, Christian Freitag, vil ikke på nuværende tidspunkt indtage et fast synspunkt om den lurende konfliktmulighed på Færøerne. Men han synes, at Marjus Dam har en pointe.

”Jeg kan godt forstå den determinering, der er i hans beretning – at nu må der ske noget”, siger han.

Hvad angår en eventuel støtteerklæring siger han:

”Det er ikke noget, vi har drøftet i bestyrelsen. Jeg vil tro, vi kommer til at tale om det på repræsentantskabsmødet i morgen”.

Ikke mindst fordi situationen på Færøerne kan ses som en vision i miniformat af den danske. Og ligeledes fordi den løsning, myndighederne er kommet med på Færøerne minder om den danske, nemlig regionsklinikker, og dermed i realiteten en almen praksis helt i offentlig regi.

Læg dertil den udmelding, der kom forleden fra Ulla Astman (S), formand for Region Nordjylland, om at flytte almen praksis klinikker ind på hospitaler og lade dem bemande af hospitalsansatte læger.

Situationen på Færøerne kan pludselig udvikle sig til en form for eksperimentarium for almen praksis væk fra den traditionsrige danske model med selvstændige praksisejere og henimod en svensk model med primært offentligt ansatte læger i praksissektoren.

”Rent politisk er dette her endnu et tegn på, at der er nogle politikere og formentlig også nogle embedsmænd i kongeriget, der tænker alternative tanker i forhold til de praktiserende læger”, siger Christian Freitag.