Skip to main content

Over 500 kritisk syge patienter overflyttes årligt

Kapacitetsproblemer på intensivafdelinger er årsagen til, at mange patienter bliver overflyttet. Men antallet er dog faldet de senere år.

Mange patienter bliver overflyttet mellem hospitalerne på grund af kapacitetsproblemer på intensivafdelinger.
Mange patienter bliver overflyttet mellem hospitalerne på grund af kapacitetsproblemer på intensivafdelinger.
13. apr. 2015
1 min.

Fra sommeren 2013 til sommeren 2014 blev godt 500 kritisk syge patienter overført fra en intensiv afdeling til en anden, viser den seneste rapport fra Dansk Intensiv Database, skriver Berlingske, der anfører, at det skyldes kapacitetsproblemer.

Problemet var større i begyndelsen af 00’erne, hvor der var mellem 700 og 1200 overflytninger om året. I 2010 blev der sat penge af til flere intensivsenge, så man nu er nede på 500 overflytninger om året.

Selv om det er en positiv udvikling, er det stadig for mange, mener både patientorganisationer og læger.

»Det er glædeligt, at tallet er faldende, men man bør have en ambition om, at det bør være lavere end de 500. Man skal virkeligt forsøge at forebygge disse overflytninger, som er problematiske både for patienter og pårørende, fordi det bryder behandlingsforløbet op med risiko for, at der sker flere fejl og utilsigtede hændelser,« siger Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen til Berlingske.