Skemalagte samtaler
Det er ikke en samtale, hvor der er tid til at tale om vind og vejr. Alle tre deltagere har inden samtalen fået et skema med inspiration til emner. På Lars Henrik Jensens skema står også, at han som onkolog skal tage teten som facilitator for samtalen.
Theis Trabjerg fortæller, at skemaerne blandt andet er udformet efter, hvad patienterne berettede i Kræftens Bekæmpelses nationale barometerundersøgelse fra 2013.
”De fortæller, at de ikke ved, at de praktiserende læger stadigvæk er en del af behandlingsforløbet. Og så efterspørger de blandt andet viden om medicin og komorbiditet. Hvis der er sygdom fra før, som den praktiserende læge har taget sig af, bliver det typisk glemt lidt, når man får kræft”, siger han.
Ifølge skemaerne skal samtalerne handle om netop komorbiditet og medicin. Men også bivirkninger, senfølger og psykosociale ressourcer: Hvordan patienten har det, om der er backup fra hjemmet og kontakt til kommunen.
”Det er det, vi lægger op til i vejledningen, og det, de allertypisk samtaler om. Men det er meget bredt lagt op”, siger Theis Trabjerg.
Lars Henrik Jensen har deltaget i omkring ti samtaler. Han er enig.
”Det er ikke slavisk, sådan at man skal nå 17 punkter igennem. Vi er tre superspecialiserede mennesker, der snakker sammen. Kim er ekspert i sit eget liv, Niels er ekspert i det, der hører almen medicin til, og jeg er ekspert i kræft og kræftbehandling, og vi kan lynhurtigt spore os ind på, hvad der er vigtigt i samtalen”, siger han.
Almen praksishjælp til pårørende
Videosamtalen kommer hurtigt til at handle om Kim Häusers pårørende.
”Hvor orienterede er familien? Ved dine to børn det?”, vil Niels Abildtrup vide.
Kim Häuser fortæller, at både familie, nære venner og kolleger kender til sygdommen.
”Vi kører efter den overbevisning, at det her skal nok gå. I hvert fald på den mellemkorte bane. Men det er klart, at hvis det lige pludselig viser sig, at det går den forkerte vej, så skal der noget mere hjælp til min kone. Det er jo hende, der kommer til at stå alene på et tidspunkt”, siger han.
Både Lars Henrik Jensen og Niels Abildtrup understreger, at almen praksis kan spille en rolle i forhold til det.
"Nu klarer I jo alting derhjemme selv, men det kan godt være, at der bliver behov for, at en hjemmesygeplejerske kigger forbi. Heroppe på afdelingen har vi jo meget fokus på dig og kan ikke gøre så meget for din kone. Men kommunen har flere og flere tilbud til kræftpatienter, og der har din egen læge nok erfaring med samarbejde med kommunen”, siger Lars Henrik Jensen.
Ud over hjælp til den kommunale indsats nævner Niels Abildtrup, at han kan hjælpe med medicinen, terminal registrering, orlovsmuligheder og hen ad vejen også lindrende behandling af symptomer.
Fælles forståelse og bedre samarbejde
Da Lars Henrik Jensen hen mod slutningen af videosamtalen beder Kim Häuser opsummere, hvad han har fået med sig fra samtalen, er et af de ord, som Kim Häuser bruger, tillid.
”Det skaber en tillid hele vejen rundt, og måske også et bedre samarbejde, at man får sat ansigt på”, siger Kim Häuser.
”Og jeg synes, at et godt forhold mellem praktiserende læge og sygehuslægen er til min fordel. For næste gang, jeg møder et eller andet symptom, der vil jeg jo gå ned til min egen læge, og så er det rart, at han kender historien – at han ved, hvad der sker med den anden sygdom. Om jeg går til den ene eller den anden. Så føler jeg mig lidt mere sikker”.
Kim Häuser tilhører den halvdel af patienter, som får tilbudt videosamtalen. Den anden halvdel får det eksisterende forløb, som i dag involverer samtaler på hospitalet med onkologen. Egen læge får notater tilsendt.
”Den almindelige standardbehandling er store mængder elektronisk information. Vi har aldrig haft så meget kommunikation, der bliver sendt så meget frem og tilbage”, siger Lars Henrik Jensen.
”Og det bliver meget specifikt – for eksempel sender vi af en eller anden grund doser af kemo, og det kan egen læge jo ikke bruge til ret meget. Jeg tror, vi har behov for at prøve at genopfinde vores roller og gøre det personligt, nærværende og tillidsskabende. Det føles umiddelbart, som om det her projekt giver mening i forhold til det”, siger han.
Selvom samtalerne tager udgangspunkt i, hvad patienterne i Kræftens Bekæmpelses barometerundersøgelser efterspørger, mener Lars Henrik Jensen, at han som onkolog også får noget ud af samtaler som den, han har med Kim Häuser og Niels Abildtrup.
”Frem for alt sikrer det en fælles forståelse af sygdommen og behandlingen. Og når vi har det, er jeg mere tryg ved, at vi kan løse fremtidige problemer på en ordentlig måde. Nogle gange, når folk går ud ad døren, tænker man, der kan jo ske alt muligt. Og der er det rart at have set, at der sidder et fornuftigt menneske på den anden side af skærmen, som udmærket kender patienten og patientens historie, og høre, at han faktisk læser det, vi sender ned til ham”.
Koordinering er det komplekse
Patienterne i projektet går typisk i et forløb, hvor de kommer til behandlinger på sygehuset hver anden eller tredje uge, og samtalerne bliver placeret, når patienterne alligevel er på sygehuset.
”De fleste samtaler har jeg haft, når jeg alligevel skulle se patienten. Og samtalen tager i gennemsnit, hvad der svarer til en almindelig konsultation. Så det har ikke taget ekstra tid”, siger Lars Henrik Jensen.
Det udfordrende er teknikken – og at koordineringen ikke trækker for mange ressourcer.
”Det er vigtigt, at man lokalt finder ud af, hvad der virker der. Det skal være meget let at gå til, så prøv at tænke det ind i det, der allerede findes, og som folk kender. Hos os bruger vi et setup, der bliver brugt i andre sammenhænge, så vi skal ikke opfinde noget nyt”, siger Lars Henrik Jensen.
Apparatet er det, der også bruges til teletolkning, og på Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus har de genbrugt det koordineringssystem, de bruger, når der er behov for teletolkning. Når der bliver bestilt en tolkesamtale eller en Doctor’s Partnership-videosamtale, bliver det registreret, så sekretærerne sørger for, at udstyret bliver sat frem. På den måde skal lægerne kun koncentrere sig om patienten og samtalens indhold.
Afslag grundet tidsmangel
Den halvdel af patienterne, som bliver udtrukket til videosamtalen, bliver allerede spurgt et par uger efter, at de har fået at vide, at de har kræft. Takker de ja, bliver den praktiserende læge inviteret.
Ifølge Theis Trabjerg siger langt de fleste ja. Men cirka 30 procent af samtalerne er ikke blevet til noget. Enten fordi patienterne er blevet for syge inden da, fordi teknikken har drillet, eller fordi den praktiserende læge ikke har ønsket at være med – oftest begrundet med tidsmangel.
”Der har været en nervøsitet for tidsforbruget. Og hos nogle har der været noget skepsis for at få nyt it ind ad døren”, siger han.
De praktiserende læger, som er interesserede, kan få udstyret installeret kvit og frit af Region Syddanmark. Ved projektets start havde omkring 30 procent af praksis i projektets optageområde udstyret installeret. Nu er det oppe på 42 procent.
Det er Niels Abildtrups debut med videokonsultationen, men klinikken havde prøvet det tidligere. Derfor var teknikken på plads.
”Med lidt guidning af mine sekretærer var det ganske let for mig at blive koblet op”, siger han.
Inden samtalen læste han op på journalen.
”Det tog ikke mere end fem minutter, fordi jeg jo kender Kim gennem udredningsforløbet. Og ud over det kvarter, samtalen tog, brugte jeg ti minutter på et notat. Så det var egentlig ret ukompliceret. Men det er selvfølgelig lidt tidskrævende, og det påvirker vores arbejdsdag, fordi vi skal være færdige til lige præcis den tid, opkaldet er aftalt til. Så der er noget koordinering i det, og derfor skal der selvfølgelig være ydelser for det”.
Det er der også. Efter aftale mellem Region Syddanmark og PLO Syd, afregnes videosamtalerne med 399,34 kr. for op til 30 minutter og med 798,73 kr. for over 30 minutter.
Kontakt hele vejen
For Niels Abildtrup er den største værdi af videosamtalen den fortsatte kontakt til patienten.
”Som praktiserende læge er jeg med i den initiale diagnose ved udredningen, men når vi så har fundet ud af, hvad de fejler, mister vi lidt kontakten med dem. Jeg tænker, at patienterne godt kan have brug for, at de stadig har en kontakt til os som den almindelige praktiserende læge. For der er ting, vi kan gøre i almen praksis, som onkologerne ikke skal bruge tid på”, siger han.
Derudover giver samtalen ham mulighed for at spørge onkologen om konkrete ting. Og for at være vidne til kommunikationen mellem patient og onkolog.
”Det er meget hjælpsomt at høre, hvordan de kommunikerer omkring forløbet. Jeg kan jo høre, at min patient er meget optimistisk og håbefuld, og samtidig kan jeg høre på onkologens formulering, at hans erfaring er, at det statistisk set desværre nok ikke går så godt. Så kan jeg fastholde det håbefulde for, at der også er liv i slutningen af patientens liv, men også sørge for, at det er nogenlunde i samråd med onkologen”.
Om det bare er Niels, Lars Henrik og Kim, der har positive oplevelser med projektet, eller om videosamtalerne har en generelt positiv effekt, er for tidligt at sige.
”Vi kommer til at kunne sige noget om brugeroplevelsen i løbet af efteråret”, siger Theis Trabjerg.
”Men selve lodtrækningsdelen, hvor vi kan se, om der er forskel på de to grupper i forhold til for eksempel livskvalitet og oplevelse af sammenhæng i behandlingen, der er vi nok lidt over et år ude i fremtiden. Vi har leveret 114 patienter, og vi skal bruge 277. Derudover er den økonomiske evaluering og en undersøgelse af henvendelsesmønstre til praksis og sygehus også væsentlig”.
