Skip to main content

Overlæger skal frikøbes til at supervisere yngre læger

Supervision af yngre læger er så vigtig, at speciallæger helt bør frikøbes til at supervisere, siger uddannelsesansvarlig overlæge. Ny kampagne sætter fokus på supervision.

Sune Laugesen (tv) er uddannelsesansvarlig overlæge på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital og superviserer her KBU-læge Christoffer Vissing. Foto: Heidi Lundsgaard
Sune Laugesen (tv) er uddannelsesansvarlig overlæge på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital og superviserer her KBU-læge Christoffer Vissing. Foto: Heidi Lundsgaard

Anders Heissel, ah@dadl.dk

14. dec. 2015
5 min.

Drømmescenariet for Sune Laugesen er enkelt: En af afdelingens ti overlæger fritages fra klinisk funktion for udelukkende at koncentrere sig om at supervisere yngre læger.

Formålet er også enkelt – og todelt: At de yngre læger hurtigere føler sig sikre og trygge i lægerollen, og at de dermed hurtigere og bedre kan hjælpe overlægerne med patientbehandlingen.

Sune Laugesen er uddannelsesansvarlig overlæge på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital, hvor man vægter uddannelse højt. Afdelingen blev i 2013 evalueret som den bedste uddannelsesafdeling af KBU-læger, og desuden har man på hele hospitalet lagt en politik, hvor uddannelse vægtes på højde med drift. Og det fokus handler både om at give og få igen, siger Sune Laugesen.

Faktaboks

Fakta

»Supervision og uddannelse skal ikke være noget, man putter ind, når man lige har tid. Hvis man lærer den yngre læge op, har man som overlæge en glæde af, at den yngre læge hurtigere og mere kompetent kan hjælpe med patientbehandlingen. Mit håb er, at vi på længere sigt i FAM på OUH pr. dag har én speciallæge, der er frikøbt til udelukkende at supervisere«, siger Sune Laugesen.

Med inspiration fra USA

Han har været på besøg på amerikanske hospitaler, der netop har frikøbt læger til kun at supervisere.

»I Danmark foregår supervision, når der er tid til det. Vi tilstræber at gøre det så ofte som muligt og helst flere gange dagligt, men produktionen er også væsentlig. I den amerikanske model, hvor nogle læger er frikøbt til udelukkende at supervisere, får man en hyppigere supervision, så de yngre læger hurtigere bliver dygtigere og kan bidrage til driften. Man må antage, at amerikanerne ikke gør det for sjov, men fordi der en driftsmæssig gevinst af det, og hvis man som ung læge sjældent eller slet ikke får supervision, går der længere tid, før man kan bidrage selvstændigt til patientbehandlingen på et kvalitativt og kvantitativt godt niveau. Desuden er det en gevinst, at det bliver sjovere at gå på arbejde, når man ved, at man er dygtig«, siger han.

Patienterne vælter ind, uanset hvad, og i nuet tager det længere tid, når man skal supervisere. Men supervision af yngre læger handler om både at optimere produktionen og hjælpe de yngre læger. Sune Laugesen er uddannelsesansvarlig overlæge på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital

FAM på OUH har ifølge Sune Laugesen mange speciallæger pr. yngre læge og dermed gode muligheder for at give supervision. Men det er ikke alle speciallæger alle steder, der tænker sådan, fordi produktionspresset i visse situationer kan få dem til at fravælge supervisionen, siger han.

»Supervision er ubetinget godt, men hvis man ikke konstant sætter fokus på supervision og uddannelse, vil de fleste nok være tilbøjelige til at vægte drift højere end supervision. Patienterne vælter ind, uanset hvad, og i nuet tager det længere tid, når man skal supervisere. Jeg kan håndtere betydeligt flere patienter, hvis jeg arbejder alene, end hvis jeg har en yngre læge med, som skal superviseres. Men supervision af yngre læger handler om både at optimere produktionen og hjælpe de yngre læger. De to ting hænger sammen, så hvis speciallæger har svært ved at få tid til at lære fra sig, har afdelingen et uddannelsesmæssigt problem«, siger Sune Laugesen, der er i gang med forberedelserne til en ph.d., der skal undersøge effekterne af supervision.

Supervision fremmer produktionen

Sune Laugesens fokus på supervision passer perfekt for Gruppen af Yngste Læger (GYL), der netop har sat gang i en kampagne for mere og bedre supervision. Mathias Galthen-Sørensen, talsmand for GYL og lige nu i KBU i psykiatrien i Odense, ser det som meget vigtigt, at nyuddannede læger efter en lang uddannelse med lidt klinisk erfaring får supervision.

»Der er selvfølgelig supervision i det danske sundhedsvæsen, men der er meget stor forskel. Nogle steder fungerer det fremragende, mens det andre steder kan ligge på et meget lille sted. Det handler dybest set om prioritering. På den korte bane er supervision en modpol til produktion, fordi en erfaren læge, der står ved sengen og superviserer en yngre læge, kunne have lavet noget andet i stedet. Men vi tror, at supervision på længere sigt vil fremme produktionen«, siger Mathias Galthen-Sørensen.

Og supervision handler ifølge Mathias Galthen-Sørensen grundlæggende om, at hjælpe yngre læger til at forstå lægerollen bedre.

»Man kan inddrage det i morgenkonferencen eller stå ved siden af den yngre læge, der står ved sengen og taler med eller behandler en patient. Specielt i det første år af lægelivet har yngre læger ekstra brug for supervision, og afdelingen skal faktisk tænke supervision på daglig basis, hvis det skal rykke«, siger GYL-talsmanden.

Men selv om supervision typisk handler om, at den ældre læge hjælper den yngre læger, kan alle supervisere, siger han.

»Supervision er typisk, når en ældre læge giver feedback til en yngre læge, men der også mulighed for at supervisere en kollega på samme niveau, hvis man har særlige kompetencer. Og man kan sågar som yngre læge supervisere en overlæge, hvis man har sat sig meget ind i bestemt område. Så dybest set kan alle supervisere«, siger Mathias Galthen-Sørensen.