Skip to main content

Overlæger vil tidligt på pension

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

15. okt. 2012
4 min.

Over to tusind overlæger drømmer om at kvitte jobbet, inden de bliver 67 år. Det fremgår af den arbejdsvilkårsundersøgelse, som Overlægeforeningen netop har fået lavet, hvor 40 pct. giver udtryk for et ønske om tidlig tilbagetrækning.

Det overrasker Jens Frandsen, som er tillidsrepræsentant og talsmand for samtlige overlæger i Region Midtjylland.

»Det kan jeg ikke genkende. Jeg har f.eks. talt med et par stykker over 70, som blev tilskyndet af ledelsen til at holde op. Men det var de ikke interesserede i«, siger han.

Ifølge undersøgelsen er det først og fremmest overlæger i 50'erne, som ønsker tidlig tilbagetrækning. Er de først nået over 60-års-fødselsdagen, har bordet tilsyneladende for længst fanget, og kun 17 pct. har den slags ønsker.

De, der gerne vil trække sig tidligt tilbage, opgiver som begrundelse først og fremmest, at de ønsker at kunne koncentrere sig mere om deres fritidsinteresser samt tilbringe mere tid med deres familie. Hver tiende siger dog, at det skyldes utilfredsstillende arbejdsforhold.

Seniorordninger, tak

Tallene kunne tyde på en vis mangel på en ældrepolitik på arbejdspladserne. Men det kan der være en forklaring på.

»Med den måde, man driver sygehus på i dag, er der brug for nogle, der er på fuld tid, hvor man har hele pakken. Det er ikke nødvendigvis, fordi hospitalerne er uvillige, men tingene er mere komplekse, og det kan være vanskeligt i nogle afdelinger at få driften til at hænge sammen, hvis der er folk på deltid eller nedsat tid«, siger Jens Frandsen.

Og benytter overlæger, der er kommet op i alderen, sig f.eks. af mulighederne for at træde ud af vagtforpligtelserne, kan de risikere at stå i første række, når der afskediges næste gang. Det ønsker de måske heller ikke, og så bliver situationen let til et enten-eller.

Det huer ikke Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell, som har fokus på netop vagtbelastningen blandt de lidt ældre overlæger.

»Det kan være en af de ting, der bidrager til, at folk ikke holder så længe. Ældre skal kunne trække sig ud«, siger hun.

Men ifølge undersøgelsen er kun ca. halvdelen af overlægerne interesserede i f.eks. seniorordninger?

»Måske er seniorordningerne så ikke så attraktive endda«, siger hun.

Det hører dog med i billedet, at interessen for nedsat tid ganske vist stadig er relativt lav, men den er faktisk steget i forhold til 2008, hvor Overlægeforeningen sidst undersøgte medlemmernes arbejdsvilkår.

Endelig er der spørgsmålet om de finansielle muligheder.

»Det kan selvfølgelig også tyde på, at overlægerne økonomisk er så sikrede, at de kan sige, nok er nok«, som Anja Mitchell siger.

F.eks. er nogle af de oprindelige tjenestemandspensioner sådan indrettet, at lægerne ikke lider noget stort økonomisk smæk ved at gå af tidligt og så arbejde som f.eks. vikarer i et vist omfang, hvis de har lyst. Eller der kan - selvfølgelig - være tale om, at overlægerne har opsparet tilstrækkeligt med midler til selv at kunne finansiere en tidlig pensionering.

»Vi har brug for jer«

For regionerne er det et problem, hvis store mængder af velkvalificerede og erfarne overlæger gør alvor af deres ønsker og går tidligt på pension.

»Vi har bestemt brug for deres specialviden og deres arbejdskraft«, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), som også er regionsformand i Region Midtjylland.

Han efterlyser attraktive seniorordninger.

»Det med at være fleksible og give mulighed for at være tilknyttet i færre timer, bør være en væsentlig del af personalepolitikken i forbindelse med, at lægerne nærmer sig de 65. Er vi gode nok til det? Nej, det er vi nok ikke«, siger han.

»Men jeg tror faktisk, at der er rigtig mange, der er gået på pension, som alligevel bliver tilknyttet på forskellig vis. For bare at arbejde uændret, til man er 70, som da man var 45, er nok heller ikke realistisk«.

Er der et konkret fastholdelsestiltag på vej fra Danske Regioner?

»Der skal jeg nok tænke mig lidt mere om og ikke bare knipse med fingrene og komme med et bud«, siger Bent Hansen.

»Men det er vigtigt i god tid at snakke med lægerne om deres planlægningshorisont«.

Læs undersøgelsen på læger.dk

Overlægeforeningens arbejdsvilkårsundersøgelse 2011

40% ønsker at gå på pension, inden de fylder 67 år. De 40 pct. svarer til 2.363 overlæger.

18% ønsker at stoppe som 67-årige.

22% vil hellere vente til senere.

61% af de 50-59 årige overlæger ønsker tidlig tilbagetrækning, og det er dermed denne aldersgruppe, hvor ønsket er mest udpræget

17% af de overlæger, der allerede er fyldt 60, ønsker at gå på pension, inden de fylder 67.

Ca. 50% af overlægerne siger, at de ikke er interesserede i seniorordninger.

10% angiver »utilfredsstillende arbejdsforhold« som årsag til ønsket om tidlig tilbagetrækning. De hyppigst nævnte årsager er lysten til at dyrke fritidsinteresser og familien.