1. reservelæge på Aarhus Universitetshospitals kræftafdeling Pia Kræmer er ved at uddanne sig til onkolog. Hun fortæller om en dag i ambulatoriet.
6.50 Hele familien sover pga. vinterferie, så jeg står op alene. Efter morgenkaffe kører jeg de 30 km til arbejdet og er fremme i god tid før morgenkonferencen. Der er tid til at starte pc’en og se dagens program igennem igen.
8.00 Vi mødes i det team, jeg arbejder i – lungekræft- og modermærkekræftteamet. Afdelingen er influenzaramt, men vi har ingen syge. Så gennemgår vi i mindre team de patienter, der skal ses i ambulatoriet, plus nye patienter og dem, der skal have svar på skanning. Taler om, hvad der er de bedste behandlingsvalg – om behandlinger skal fortsættes eller lægges om.
8.30 Den første patient i ambulatoriet er en kvinde, som har lungekræft. Vi drøfter, om kemoterapien har for mange bivirkninger, eller om den kan fortsætte. Det er en palliativ behandling, der holder sygdommen i skak. Vi er enige om, at når vi skal vinde noget liv, skal det være godt liv. Hun har det væsentligt bedre end ved sidste behandling, så vi vurderer, at hun kan fortsætte behandlingen.
9.00 Den næste patient er en ældre herre, som også er i palliativ behandling. Han har haft lidt kvalme og madlede. Ved sidste behandling øgede vi doseringen af prednisolon. Han har genvundet appetitten og er blomstret lidt op, så vi fortsætter med endnu en behandling, før der skal holdes pause.
10.30 En ældre herre, som er behandlet for lungekræft og afsluttet som rask for ni måneder siden, er nu noget svækket igen. Hans almentilstand er ikke god, og han skal vurderes for muligt recidiv. Jeg går ned på røntgenafdelingen, hvor vi vurderer CT'en, som ikke viser kræft. Så det er ikke det, der har svækket ham.
11.00 Jeg får en tekstbesked: Min datter har bestået teoriprøven! Jeg har tvillinger på 17, og den ene – Laura – var til teori kl. 9.30. Da hun ikke lod høre fra sig, var søsteren – Lærke – ved at gå ud af sit gode skind og ringede til mig mellem to patienter. Mens vi talte, kom Laura ind ad døren og råbte JEG BESTOD! De havde slukket telefonerne til prøven, og hun kunne ikke huske sin sim-kode og måtte helt hjem, inden hun kunne fortælle det.
11.15 En kvinde på ca. 80 år skal til afslutning af sin kurativt intenderede kemo-stråle-behandling for lungecancer. Vi skal vurdere, hvordan det er gået: Er huden skadet? Hvordan med appetitten? Hun er ved godt mod, har gået en lang tur og har det rigtig godt.
12.00 Middagskonference. Bagefter har vi undervisning, mens vi spiser vores madpakker. Her får vi dagens store nyhed: KRIS har godkendt immunterapi som førstelinjebehandling til lungecancer, naturligvis med de relevante, specifikke forbehold.
12.50 Der er fire patienter i eftermiddag. Den anden er en yngre kvinde, som er færdig med sin kemo-stråle-behandling og skal afsluttes. Hun har tålt behandlingen godt og er glad. Nogle bliver virkelig raske.
Men dagens sidste samtale er en af de tunge: En kvinde, tæt på de 80, har været behandlet for en lungekræft, som er vendt tilbage. Hun er her med sin familie. Mine kolleger har vurderet, at hun ikke kan tåle yderligere behandling. Patienten er træt og stadig medtaget af behandlingen, som hun ikke er ivrig efter at genoptage. Det er svært for familien at acceptere – de vil nødig miste hende. Men hun orker ikke mere og siger: »Kan du ikke gøre mig rask, kan du lige så godt lade være«. Vi bliver enige om at kontakte det palliative team for at optimere den sidste tid hjemme.
15.45 Efter en snak med kollegerne er jeg på vej hjem. Familien er i ferie-mode og har været vildt aktive. Min kærestes datter på 11 har fuld gang i et aftensmadprojekt.
19.00 Efter aftensmad har vi gang i nogle spil. Så skal der bages til skiferien om en uge, og der laves pølsehorn, frøsnappere og alt muligt andet, lige frem til sengetid.
