Patienten i centrum, patient empowerment, patientinddragelse – alle buzzwords i tiden. Men ikke alle patienter ønsker at sige farvel til de sundhedsprofessionelle som autoriteter, der fortæller dem, hvad de skal gøre.
En dansk ph.d.-afhandling sætter spørgsmålstegn ved en af de nyeste udviklingstendenser i det danske sundhedsvæsen, hvad enten fænomenet kaldes brugerinvolvering, patient empowerment eller noget helt andet.
For nogle patienter vil hellere have, at sundhedsvæsenets professionelle fastholder deres traditionelle rolle som eksperter, der fortæller patienterne, hvad de skal gøre. De bryder sig ikke om spørgsmålet ”hvad synes du selv?” i en konsultation.
”Man kan sige, at nogle patienter ikke vil påtage sig det. De ser gerne, at den sundhedsprofessionelle agerer på mere traditionel vis”, siger adjunkt på Institut for Sygepleje på Professionshøjskolen Metropol, Kathrine Hoffmann Pii.
Hun har i sin ph.d.-afhandling, som blev forsvaret i marts, foretaget observationer på to hospitalsafdelinger, hvor patienter have forebyggelsessamtaler med sygeplejersker.
Observationerne viste netop en grundlæggende afstandtagen hos patienterne over for at påtage sig ansvaret for i dette tilfælde forebyggelse selv. I stedet efterlyste de de sundhedsprofessionelle som nogle, der holdt dem til ilden ved at stille dem til regnskab og ligefrem give dem dårlig samvittighed, hvis de ikke havde overholdt den planlagte livsstilsændring – et rygestop f.eks.
Der er ingen grund til at tro, at det ville være anderledes i kommunikationen mellem patient og læge.
”Nogle af de ændringer i relationen mellem de sundhedsprofessionelle og patienterne, som den patientcentrerede tilgang medfører, tror jeg er noget, der vil kunne genkendes hos lægerne også”, siger Kathrine Hoffmann Pii.
”De sundhedsprofessionelle der arbejder patientcentreret vil gerne lægge afstand til paternalismen og den autoritære professionelle, som kender alle svarene og alle løsningerne. De vil gerne involvere patienterne på egne præmisser og ud fra egne værdier. Men nogle af patienterne vil gerne fastholde denne traditionelle relation. De kommer for at få hjælp af en ekspert”.
Hvordan reagerer de sundhedsprofessionelle på den modstand?
”Når patienterne søger eller giver udtryk for, at de gerne vil have dette forhold, så er der en afstandtagen. De sundhedsprofessionelle bliver ubekvemme ved, at patienterne søger denne relation”.
Har det noget at gøre med, hvilke patienter det er – f.eks. socioøkonomiske forskelle?
”Nej, det er både resursestærke, som ikke gider den pædagogiske tilgang, og de, der ikke har et særligt stærkt netværk, som søger at få de sundhedsprofessionelle til at involvere sig mere”.
Hvad skal de sundhedsprofessionelle egentlig gøre i den slags situationer?
”Der må man tage udgangspunkt i de ønsker – det er jo også patientcentreret. De sundhedsprofessionelle bør i hvert tilfælde ikke partout afvise de behov og være berøringsangste”.
Hvis patienterne ikke vil have det, er patient empowerment så ikke et forbigående fænomen?
”Nej, der er rigtig mange gode grunde i både etisk og juridisk sammenhæng til, at man sikrer patienternes autonomi. Der er også faglige argumenter - når patienter selv er motiveret, er det nemmere at fastholde livsstilsændringer. Jeg ville være ked af, hvis mine resultater går hen og bliver brugt til at underkende den patientcentrerede tilgang – men det er vigtigt at få skabt en debat om, hvad der ligger i tilgangen. Vil patienterne have den og i hvilken udstrækning er de i stand til det?”
