Skip to main content

Patientklager trækkes ofte tilbage efter dialog

Antallet af patientklager stiger og stiger, men de såkaldte dialogmøder får hver tredje deltager til at trække klagen tilbage.

26. jan. 2015
1 min.

I 2014 fik Patientombuddet ca. 7000 klager, hvilket er ny rekord, men tallet havde været endnu højere, hvis det ikke var for de såkaldte dialogmøder, skriver Jydske Vestkysten.

I alt 1564 af klagerne takkede sidste år ja til at komme i dialog, hvor patienten mødes med den person, som vedkommende klager over. Efterfølgende valgte 500 at trække klagesagen tilbage, fremgår det.

”Vi har gjort en stor indsats for at gøre klagerne opmærksomme på fordelene ved en dialog”, siger direktør for Patientombuddet, Steffen Egesborg, til avisen.

"Patienterne ønsker svar på, hvorfor behandlingen gik, som den gik. Mange søger en forklaring eller undskyldning, men langt de fleste klager, fordi de ønsker, at sundhedsvæsnet lærer af klagen, så andre ikke får samme dårlige oplevelse”, siger han.

Næstformand for Lægeforeningen, Jette Dam-Hansen, ser et stort potentiale i dialogen og opfordrer til, at samtalerne afvikles kort tid efter, at patienten har indgivet sin klage.

”På den måde er sagen i frisk erindring, og patienten får en vished om, at sundhedssystemet lærer af sine fejl”, siger hun til avisen.