Skip to main content

Patientskader måles med ubrugelig metode

Den politiske aftale om at nedbringe antallet af patientskader med 20 procent er et slag i luften. Der findes ikke pålidelige metoder at måle det efter, og det er derfor endt som et absurd misbrug af sundhedspersonalets tid.

Overlæge Birgit Viskum, Kvalitetsafdelingen, Sydvestjysk Sygehus.
Overlæge Birgit Viskum, Kvalitetsafdelingen, Sydvestjysk Sygehus.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

30. jan. 2015
9 min.

Tiden tilsiger, at der skal sættes tal på de politiske mål. Således satte økonomiaftalen mellem regioner og regering fra 2013 mål på, hvor meget patientskaderne skal reduceres. Det skal de med 20 procent. Og det skal ske inden for en tre års periode.

Nu arbejder personale på sygehusene med at finde ud af, hvordan det går med de der patientskader. Det sker ved at hvert sygehus hver måned gennemgår 20 patientjournaler efter en bestemt metode. Data sendes så videre til hver af de fem regioner, som gennemgår dem og sender dem videre til Danske Regioner.

En af dem, der hver måned bruger tid på at indsamle data er overlæge Birgit Viskum, ansat i kvalitetsafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Men hun er nu gennem egne erfaringer og ved at læse international litteratur om den målemetode, som sygehusene har fået besked på at anvende – GTT, Global Trigger Tool – kommet frem til, at den ikke duer.

Faktaboks

Fakta

Det har hun skrevet en kronik om. Den er skrevet sammen med overlæge Henriette Lipzcak, de er begge med i et forskningsnetværk (1), der netop arbejder med tilsvarende problemstillinger. Kronikken kan læses her.

”Problemet er, at det ikke siger noget om den faktiske udvikling, fordi GTT-metoden ikke er tilstrækkelig pålidelig,” skriver de i kronikken.

Spild af ressourcer

Til Ugeskriftet fortæller Birgit Viskum, at hun i flere år har arbejdet med metoden – hun har sågar været med til at oversætte den til dansk. Det er flere år siden.

”Dengang var der fra IHI (2)tilkendegivelser af, at det var et valideret værktøj, så vi tjekkede det ikke. Vi begyndte så at bruge det i kvalitetsarbejdet på mit sygehus og jeg opdagede, at det ikke havde nogen værdi i den forstand, at vi ikke fik nogen informationer, vi ikke havde i forvejen. Desuden viste litteraturen, som jeg begyndte at undersøge, at selve tallet for omfanget af skader heller ikke kunne bruges. Det giver ikke et pålideligt mål for det faktiske omfang. Og i alle de afrapporteringer, jeg har lavet for mit eget sygehus af de her målinger, har jeg skrevet, at det er spild af ressourcer at fortsætte med GTT-målinger.”

Derfor bad sygehuset om at blive fritaget for at anvende metoden.

”Først fik vi lov. Men så fik vi at vide, at der lå en aftale om, at alle sygehuse skulle være med på det her. Det var økonomiaftalen fra 2013, der blev henvist til.”

Så foreløbig fortsætter man.

”Vi er et hold på 5-6 personer, der bruger en dag om måneden for at gennemgå de 20 journaler – det tager cirka en halv time pr stk samt tid til et efterfølgende møde vedr. skader. Resultatet sender vi ind til regionen,” siger Birgit Viskum.

20 procent - af hvad?

På Herlev Hospital genkender man historien fra Esbjerg. Vicedirektør Steen Werner Hansen siger:

”Vi har arbejdet med GTT en del år, fordi vi er blevet det pålagt. Men der er sket en gradvis nedtrapning. Motiveringen er der ikke rigtig, for det bliver ikke rigtig brugt. Men der sidder to personer to dage om måneden og gennemgår journaler i forhold til regeringsaftalen.”

Hvad er problemet?

”Det er, at vi bruger et værktøj, der ikke kan rumme et sandt svar. Det skyldes, at der ikke er en fast baseline at gå ud fra. Udgangspunktet bliver forskelligt fra afdeling til afdeling, fordi det vil være en subjektiv tolkning. Det vil sige, at udgangspunktet for målingerne er subjektive og forskellige opfattelser af skader.”

Steen Werner Hansen peger også på en særlig inerti, som kvalitetsarbejde af denne type sætter i gang:

”Når der kommer særligt fokus på et bestemt område, stiger antallet af registrerede skader faktisk. Det hænger sammen med, at når man læser journalerne med et fokus på en specifik problemstilling, finder man også flere af dem.”

Steen Werner Hansen giver et eksempel med tryksår:

”Hvis man gør en målrettet indsats mod tryksår, så indfører man typisk tryksårspakker og forfiner samtidig definitionen af tryksår, således at et trykmærke, hvor man ser rødme, også bliver et tryksår. Her på Herlev Hospital er vi i den situation. Vi har i gennem flere år gjort en særlig indsats, fordi vi kan se, at tryksår er et problem. Men på trods af det, har vi aldrig haft så mange tryksår, som der var i 2013. Der var sket en firdobling – med dette værktøj. Men det er de meget, meget milde tilfælde, der fylder. De svære er der ikke, det ved vi. Opgørelser af denne art afhænger af de øjne, der kigger på det.”

Hvad er så din konklusion i forhold til målet om at reducere med 20 pct.?

”Det kan man ikke. Fordi baseline er flydende.”

I Danske Regioner, som er den ene part af økonomiaftalen og som således sidder med ansvaret for at overholde den, har man fået forelagt Birgit Viskums kronik. De er – måske noget overraskende – helt enige i kritikken. Ikke nok med det. De erkender også, at hele øvelsen er et urimeligt træk på personale ressourcer.

”Der er således skabt et registreringsbureaukrati, som det ikke giver meget mening at opretholde,” står der i svaret fra Danske Regioners sundhedspolitiske direktør, Erik Jylling.

Ugeskriftet har bedt Sundhedsministeriet kommentere sagen og har modtaget denne mail:

”Sundhedsministeriet bekræfter, at spørgsmålet om, hvordan man kan monitorere udviklingen i patientskader, har været drøftet med Danske Regioner. Og ministeriet oplyser, at man er i dialog med regionerne for at finde en løsning."

Noter

(1) Forskningsnetværk for Patientsikkerhed og Kvalitet i Sundhedsvæsenet

(2) Institute of Healthcare Improvement

INTERVIEW

ERIK JYLLING, SUNDHEDSDIREKTØR, DANSKE REGIONER

Har Danske Regioner et ansvar for at have valgt GTT?

Vi har en aftale om, at vi skal levere på dette område. Da aftalen blev indgået, valgte vi, efter grundige evalueringer, GTT som måleredskab. Det var talt meget op til netop at kunne afdække fx utilsigtede hændelser. Men hen ad vejen har vi kunnet konstatere, at det har en række svagheder. Så kunne vi vælge at vende det blinde øje til, det gør vi ikke, vi erkender, at det ikke duer.

Men hvorfor stopper I så ikke arbejdet ude på sygehusene, hvor personalet bruger tid på det?

Det ville være at smide barnet ud med badevandet. Vi skal jo stadig overholde aftalen og ved at fortsætte monitoreringen med GTT, fastholder vi opmærksomheden på området. Hvis vi bare trak det væk, ville vi risikere, at man tænkte, at det ikke betyder noget. Og så kommer vi i hvert fald ikke til at overholde aftalen.

Samtidig er vi gået i dialog med Sundhedsministeriet om det. Vi har sagt at GTT – som de har godkendt, at vi bruger - ikke duer og at vi forsøger at finde noget andet. Det har de accepteret.

Har I fundet et alternativ?

Ikke endnu. Vi er i dialog med regionerne om at finde et alternativ.

Så personalet, der sidder med dette arbejde, ved godt, at det ikke duer?

Ja, det bør de vide.

Men er det ikke et problem, at de bruger tid på noget, som I siger ikke er rigtig er umagen værd?

Det ved jeg ikke om det er. En del af hele improvement-tankegangen er, at vi bliver klogere hen ad vejen. Vi har brugt et redskab, som har gået verden rundt som universalmidlet, og vi må så konstatere, at det er det alligevel ikke i den form vi bruger det – om det så er fordi, vi bruger for små stikprøver eller vi skal finde noget helt andet. Det er vi tøvende over for. Problemet med GTT er, at vi aggregerer på hospitalsniveau, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne og at definere interventionerne. Stikprøven er for lille og der kræver uforholdsmæssigt meget manuelt arbejde, der ikke står mål med resultaterne. Man kan ikke skabe den ønskede forbedring på 20% over så kort tid

Er det overhovedet muligt at måle kvalitet med tal?

Det vil jeg sætte spørgsmålstegn ved. Nu ved jeg godt, det nemt kommer til at lyde som om, man prøver at drible sig ud af en aftale, man har indgået.

Men et af problemerne er, at man prøver at kvantificere noget som ikke er kvantificerbart. Man begår for eksempel en meget stor fejl, hvis man tror, at antallet af indberettede hændelser er lig med statistik. For det er kun indikationer på områder, som man er nødt til at kigge nærmere på og måske siger det mere noget om kulturen det pågældende sted end om sikkerhedsniveauet.

En forudsætning for at måle kvalitet med tal er, at man kan gøre den klinisk relevante kvalitetsforbedring målbar.