Skip to main content

Pendler bakterierne, eller holder de sig til grænsen?

Gode finansieringsmuligheder. Ultratæt kontakt til vejledere og medstuderende. Udstrakt forskerstøtte. Sådan er det at være ph.d.-studerende i Aabenraa.

Det betyder meget at kunne tage ph.d. tæt på familien, mener Florence Skyum og Monika Pankiewicz-Dulacz. Foto: Palle Peter Skov.
Det betyder meget at kunne tage ph.d. tæt på familien, mener Florence Skyum og Monika Pankiewicz-Dulacz. Foto: Palle Peter Skov.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. dec. 2016
6 min.

I øjeblikket har 20 ph.d.-studerende – heraf 12 læger – deres vante gang i Lærings- og Forskningshuset i Aabenraa, som er en del af Sygehus Sønderjylland.

Tyskfødte Florence Skyum er en af dem. Hendes ph.d.-afhandling handler om akut gastroenteritis, og det faktum, at forløbet er placeret i Sønderjylland, er faktisk en vigtig faktor i, at hun overhovedet tager en ph.d.-grad.

Hun bor med sin familie i Flensburg, og det giver ekstra udfordringer i form af længere transport, men også ekstra muligheder.

»Jeg har patienter [i ph.d.-projektet, red.] her i Aabenraa, i Sønderborg og begge sygehuse i Flensborg. Det grænseoverskridende samarbejde betyder, at der er nogle ekstra spørgsmål, jeg kan få besvaret. Når man kommer ind med akut gastroenteritis, er der f.eks. så nogle andre bakterier i Tyskland end her i Danmark? Når der er mange syge her, er der så også mange, der er syge i Flensborg på samme tid? Pendler bakterierne, eller holder de sig til grænsen?«, siger hun.

Andreas Andersen, som forsker i Parkinsons sygdom, mærker heller ikke meget til geografien i sit projekt. Han har rekrutteret patienter fra en række sygehuse i Region Syddanmark – også fra andre end Sygehus Sønderjyllands matrikler – men også Region Sjælland.

Og en tredje ph.d.-studerende – Monika Pankiewicz-Dulacz, der oprindeligt er fra Polen – er i gang med et registerstudie vedrørende skizofreni og har ligeledes ingen geografiske begrænsninger.

De tre ph.d.-studerende illustrerer dermed, at geografien er temmelig irrelevant, når det handler om forskning. Og det belastede mærkat, der klæber sig til begrebet »udkant«, er lige så irrelevant.

»Hvis vi kan levere god forskning, som vi kan publicere i internationale tidsskrifter, så er vi jo ligestillede med alle andre«, som Monika Pankiewicz-Dulacz siger.

Problematikken melder sig dog på det praktiske plan.

»Jeg føler, vi sidder i Udkantsdanmark, når jeg skal til Odense til kurser. Fra Flensborg til Odense er der langt«, siger Florence Skyum.

»Og jeg har oplevet, at andre har sagt til mig: ,Jamen, Aabenraa det er da langt væk'. Men når det så kom til det faglige omkring projekterne, så var det lige«.

Måske kunne man sige »mere end lige«.

For der foregår tydeligvis en meget aktiv indsats i det sydlige Jylland for at lokke ph.d.-forskere til.

Andreas Andersen var med til at etablere ph.d. klubben i Aabenraa. Foto: Palle Peter Skov.

For eksempel kan Sygehus Sønderjylland yde en såkaldt underskudsgaranti for et af de tre år, som et ph.d.-studie typisk varer. To år dækkes som regel via universitet og region, og de studerende formodes derefter at finansiere det tredje år andre steder fra, typisk via fonde. Men vil det absolut ikke lykkes, kan Sygehus Sønderjylland vælge at betale for det tredje år.

»Jeg kender nogle forskere andre steder fra, der ikke havde den mulighed«, siger Monika Pankiewicz-Dulacz.

Der er andre fordele. Ikke mindst de faglige.

»Der er gjort enormt meget aktivt for at skabe et godt forskningsmiljø med meget forskningsinteresserede klinikere inden for forskellige felter, og jeg synes, det har været enormt tiltalende, at vi på den måde har en sparring på tværs af mange specialer samlet et sted. Man kan blive meget inspireret af hinanden«, siger Andreas Andersen.

Der er også god opbakning fra f.eks. vejledere.

»Jeg synes, det er sjældent, jeg hører om nogen, hvor man nærmest får svar tre minutter efter, at man har skrevet en mail. En anden ting er, at de mindre sygehuse måske er lidt mere fleksible i forhold til, at man kan kontakte dem og etablere et samarbejde med nogle andre afdelinger«, siger han.

En ph.d.-klub at være stolt af

De ph.d.-studerende bidrager også selv til at gøre Aabenraa til et godt forskningssted. Andreas Andersen har f.eks. sammen med to medstuderende været med til at etablere en ph.d.-klub.

»Den har stor opbakning fra sygehusets ledelse, og vi mødes hver måned. Det er noget, som vi kan være rigtigt stolte af. Det er en af de bedst fungerende ph.d.-klubber, sådan som jeg har kunnet forhøre mig i regionen«, siger Monika Pankiewicz-Dulacz.

Helt konkret, hvad bruger I klubben til?

»Hvert klubmøde indeholder et fagligt oplæg om f.eks. datasikkerhed, litteratursøgning, udlandsophold og stresshåndtering. Og så bruger vi klubben til at lære hinanden at kende – hvem er der ellers på Sygehus Sønderjylland, som er i gang med forskning? Vi bruger også netværket til at støtte hinanden. Hvordan har du løst problem X, og hvordan kom du videre? Hvem kontakter man, hvis man har brug for et eller andet?«, siger Florence Skyum.

Desuden er ph.d.-klubben involveret i at etablere videnskabelige kurser i Aabenraa. Kurser i English, scientific writing og research grant proposals er allerede afholdt. Endnu et kursus om statistik er i gang, og et om project management er under planlægning.

Strategi på den lange bane

Læg dertil tiltag som mulighed for deltid – Florence Skyum er f.eks. på 32 timer om ugen af hensyn til sin familie – samt mulighed for at holde et lavpraktisk ben i klinikken – Andreas Andersen tager f.eks. vagter en gang imellem – og man har et miljø, der nærmest råber »velkommen«.

Det er da også strategien, siger professor Egon Stenager, som bl.a. er leder af Institut for Regional Sundhedsforskning Center Sønderjylland samt leder af en af de forskningsenheder, der har hjemsted i Sygehus Sønderjylland.

Faktaboks

Fakta

»Vi vil gerne uddanne forskere, hvoraf nogle forhåbentlig bliver både som læger og som forskere på ikkeuniversitetshospitaler i regionen. Det er et sats«, siger han.

Men han understreger, at den forskerstøtte, der findes i periferien, ikke udelukkende sigter på rekruttering.

»Mange af de ting, der foregår på et universitetshospital, er specielle og sjældne sygdomme, som kræver høj specialisering. Men nogle af de ting, der foregår i resten af regionen, de hyppige sygdomme og folkesygdommene – det er vigtigt, at man får uddannet forskere, som færdes i det miljø og kunne tænkes at forske i disse sygdomme«.

Jo, men virker det rekrutteringsmæssigt?

»Vi måler ikke på, om de unge mennesker vender tilbage. Men jeg kan se, at vi begynder at få ansøgere med ph.d., som finder det attraktivt at være i Sønderjylland. Det begynder lige så stille«, siger han.

»Vi er aktive på den lange bane. Vi har f.eks. en børnehave ved siden af Lærings- og Forskningshuset. At etablere en børnehave er noget, Sygehus Sønderjylland valgte for at trække læger til«.

Familien betyder da også rigtig meget. Både Monika Pankiewicz-Dulacz og Florence Skyum har ægtefæller og børn i området, og dem har de ikke til hensigt sådan lige at rykke op med rode.

»Patienter med gastroenteritis i en akutmodtagelse findes overalt. Det er familien og vejlederholdet, der har defineret, at det skulle være her«, siger Florence Skyum.

Hvad, hvis det ikke havde været muligt her i området?

»Så havde jeg nok ikke lavet en ph.d.«.