Skip to main content

Ph.d. som 68-årig: »Knæene blev ved med at dukke op i bevidstheden«

»Jeg spiller golf, men jeg kan jo ikke spille golf hver dag«, siger ortopædkirurg Jens Ole Laursen om, hvorfor han fortsætter sit arbejde og er blevet ph.d. i en alder af 68 år. Det har været en stor lægefaglig tilfredsstillelse at finde ud af, hvordan det gik patienterne efter deres knæoperationer.
Ortopædkirurg Jens Ole Laursen er netop blevet ph.d. i en alder af 68 år. Foto: Bjørn Sørensen.
Ortopædkirurg Jens Ole Laursen er netop blevet ph.d. i en alder af 68 år. Foto: Bjørn Sørensen.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

30. apr. 2019
9 min.

Patienterne har naget i baghovedet og stirret på ham fra de blå ringbind på bogreolen, siden den 68-årige ortopædkirurg og nyligt udklækkede ph.d. Jens Ole Laursen i 2013 holdt op med at operere knæskader med en særlig metode.

»Det handler om at følge sine patienter til dørs. Og det er det, der har generet mig mest i årenes løb. De har ligget og naget, selvom jeg var færdig med at behandle dem. Derfor var det værd at lave en ph.d.-afhandling. Jeg ville vide, hvad der skete med dem. Det har været den største tilfredsstillelse«, forklarer Jens Ole Laursen.

Han arbejder på skadestuen i Sygehus Sønderjylland i Aabenraa og kommer syngende ned ad gangen en rolig formiddag, inden patientkaosset sandsynligvis bryder ud over middag.

Jens Ole Laursens ph.d.-afhandling, som har taget ham tre år at lave, og som han forsvarede i marts, handler om en miniprotese til skadede knæ. Ikke de store, fulde proteser, men en lille knappeformet dut, som bores ind i lårknoglen ved et langt mindre indgreb end de store operationer, som ortopædkirurgen har lavet rigtig mange af i sin karriere.

»Min ph.d.-afhandling viser, at bruskskader kan behandles med miniproteser, og at patienterne får det betydelig bedre klinisk, altså smerte- og funktionsmæssigt. Det er et mindre indgreb, man skærer ikke lige så meget væk fra knæet, og patienten kommer forholdsvist hurtigere i gang bagefter«.

Hemicap er en knappeformet protese, som bores ind i lårknoglen ved et langt mindre indgreb end de store knæoperationer. Foto: Jens Ole Laursen.

Det var en kollega, der opfordrede Jens Ole Laursen til at lave en ph.d.-afhandling. Hans første tanke var, at han var alt for gammel.

Han skulle ikke bruge den til noget, det var ikke en stepping stone til nye stillinger. Og han gad ikke at gå i skole igen. Han fandt ud af, at man kan lave en ph.d.-afhandling without prior enrolment, så han ikke behøvede at gå i ph.d.-skole.

Jens Ole Laursen valgte at gå i gang, fordi knæene blev ved med at dukke op i bevidstheden, siden han i 2013 var holdt op med at operere.

»Jeg ville gerne gøre arbejdet færdigt. Det skylder jeg patienterne i alle mine mapper. Jeg skulle tage et par obligatoriske kurser, og jeg var også nødt til at efterundersøge patienterne. Og det har jeg egentlig altid manglet. Jeg var nysgerrig på, hvordan det var gået dem«.

Han tog til Grønland, blev ledende regionslæge i Ilulissat og sad om aftenen i vinterkulden i 30 graders frost og snestorm og arbejdede.

»Der var helt mørkt, sne, isnende kulde og fred og ro. Der var jeg i tre måneder og fik sat det hele i system med hjælp fra vej-lederen via Skype. Jeg havde vagter samtidig, så der var rigeligt at se til«, husker han.

Jens Ole Laursen skrev sin Ph.D. i Grønland og var samtidig ledende regionslæge i Ilulissat. Han arbejdede om aftenen i vinterkulde, 30 graders frost og snestorm. Foto: Jens Ole Laursen.

På sygehuset i Aabenraa har han haft lederstilling på FAM-afdelingen og været klinikleder med ansvar for ortopædkirurgien på akutafdelingen, hele skadestuen og sengeafsnittet i overetagen.

I dag har han fortsat titimers-FAM-vagter, og mandage er sat af til forskning. Han håber, at andre læger kan blive inspireret til at forske, selvom de har passeret folkepensionsalderen.

Patienter uden muligheder

Jens Ole Laursens motivation for at indføre en ny type operation og efterfølgende lave sin ph.d.-afhandling bunder i, at han i løbet af sit lægeliv har mødt en gruppe af patienter, der manglede noget. De blev undersøgt af dem, der laver bruskkirurgi, men patienterne var for gamle til bruskkirurgi og for unge til knæalloplastik.

»Jeg fangede interesse for dem, fordi der ikke var andre, der kunne gøre mere for dem«.

Patientgruppen er hovedsageligt personer på 35-65 år, som dyrker sport, og som man tidligere ikke har haft et tilbud til. Det er patienter med traumeskader, hvor de har fået et kraftigt vrid eller slag, der ødelægger brusken, men hvor man ikke vil lave et fuldt knæ på dem, hvor man høvler al brusken af.

Patienterne havde et helt normalt knæ at se på røntgenmæssigt, men de havde ondt i knæet, kunne ikke fungere og var måske på vej ud af arbejdsmarkedet. Tal fra National Health Profile fra 2013 viser, at en halv million danskere har en vis grad af knæartrose. Det koster hvert år det danske samfund omkring fem milliarder kroner, skriver Jens Ole Laursen i sin afhandling.

Arbejdet har fyldt så meget i vores liv på godt og ondt. Det er svært at se sig fri af. Jeg spiller golf, men jeg kan jo ikke spille golf hver dag. Det giver heller ingen mening. Jens Ole Laursen, ortopædkirurg og ph.d.

Eksperimentel kirurgi

Han begyndte sine operationer med miniproteser, da han mødte en patient på 55 år.

»Det var nærmest eksperimentel kirurgi, for jeg havde aldrig prøvet det før, og det fortalte jeg ham. Det var han med på. Han havde et lille firma med sin gravko og kunne ikke arbejde. Han var på vej ud og var blevet sygemeldt, så han var villig til hvad som helst. Vi prøvede, det gik godt, og han har haft protesen i ti år og er stadig på arbejdsmarkedet. Han er også en del af det grå guld, ligesom mig, der bliver ved lidt endnu«.

I et interview med TV SYD fortæller patienten, maskinfører Leif Heinsvig, at han før operationen havde stærke smerter, og at han nemt snublede og faldt. Han var tæt på at lukke sit firma i 2007.

»Dengang jeg døjede med mit knæ, var jeg aktiv folkedanser, men det kneb lidt med at lave alle de hopsatrin. Så kom jeg ned til undersøgelse, og i stedet for et helt nyt knæ fik jeg så den der knap i«, siger Leif Heinsvig til TV SYD.

Leif Heinsvig indgår som case i ph.d.-afhandlingen sammen med en 37-årig og en 31-årig mand.

»Jeg fik stille og roligt lavet en større serie af patienter med mindre skader i knæet, som jeg fulgte. Jeg var også optaget af at finde ud af, om det var gået galt for patienterne, for så skulle samfundet vide det«,
siger han.

Hvis protesen holder, kan den holde i ti år. Men bruskskader kan udvikle sig til slidgigt. Og det er også en side af Jens Ole Laursens ph.d.-afhandling: at der er for mange, der bliver skiftet. Nogle får derfor et fuldt knæ med tiden, blandt andre Leif Heinsvig, der fik protesen skiftet for halvandet år siden, efter at den havde hjulpet ham i ti år.

Trehjulet cykel en del af gamet

Jens Ole Laursen fortæller, at hans ph.d.-titel har tilføjet noget ekstra til hans identitet som læge, men at han først og fremmest er kliniker. Forskningen er et vedhæng.

Mange læger stopper i protest på sygehusene. Hvad er det, der gør, at du kan blive ved?

»Jeg har været i systemet i så mange år. Besparelser og kvalitetsudviklingsprocesser kommer med jævne mellemrum, hvor man hyrer forskellige firmaer til at styre regioner og sygehuse med forbedringsworkshops og lean-kurser. Sådan er systemet, og nogle gange lover de os en Rolls Royce, men giver os en trehjulet cykel i stedet, som vi må kæmpe med. Det er måske bare gamet. Og det har jeg accepteret. Ellers var jeg gået ud af systemet for mange år siden«.

Han synes dog, at det er godt, når læger gør opmærksom på problemerne og sundhedsvæsenets katastrofekurs.

»Vi er nødt til at røre i suppedasen indimellem for at gøre det bedre. Der er ingen tvivl om, at der er nogle systemer, vi måske skulle være foruden, f.eks. Sundhedsplatformen. Jeg er glad for, at den ikke er kommet her. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan lave et it-system, der dækker hele landet i så lille et land«.

Han peger på, at der er mange positive sider af sundhedsvæsenet, som ofte drukner i debatten.

»Vi har fået et enormt velfungerende sygehusvæsen, som har løst ventetidsgarantien i sin tid. Jeg har selv været med, da der var et års ventetid på hofter og knæ. I Grønland er der ti års ventetid. Vi har kræftpakkerne, og der er virkelig lavet meget godt. Det er ikke et væsen, der har stået stille, og det er ikke blevet ringere. Det er et væsen, hvor vi løber stærkt og gør det godt. Og det skal sundhedspersonalet være stolte af«.

Jens Ole Laursen bliver ved, indtil han er 70, men kunne godt fortsætte et par år yderligere i Grønland. Foto: Bjørn Sørensen.

Nægtede at tage på lean-kursus

Jens Ole Laursen har dog ikke haft et helt lægeliv uden opgør med systemet.

»Mange læger siger fra, og jeg har selv været en af dem. Jeg skulle have været på lean-kursus, men sagde min stilling som klinikleder op på det tidspunkt, fordi jeg ikke gad. Jeg har været på mange kurser, som har forskellige navne, men det er jo det samme indhold. Jeg sagde op, fik lov til at blive som almindelig ortopædkirurg og havde mit forskningslektorat. Så der var velvillighed. Jeg kunne jo bare holde helt op, hvis de sagde nej«.

Men Jens Ole Laursen er på ingen måde ved at holde op.

»Jeg er ved at arrangere to måneder i Grønland, hvor jeg lige så godt kunne holde ferie. Jeg føler det næsten som ferie at være deroppe i naturen og arbejde som læge«.

Hvor længe bliver du ved?

»70 år er min næste grænse. Hvis jeg stadig er frisk og kan holde til det, bliver jeg måske ved. Hvis ikke, stopper jeg. Jeg har udtjent min værnepligt. Men jeg kunne godt fortsætte et par år yderligere i Grønland«.

Hvad er det, der gør, at en læge som dig bliver ved så længe, hvor andre faggrupper snakker om efterløn og tidligere pensionsalder?

»Arbejdet har fyldt så meget i vores liv på godt og ondt. Det er svært at se sig fri af. Jeg spiller golf, men jeg kan jo ikke spille golf hver dag. Det giver heller ingen mening. Jeg har også fire børn og to børnebørn, en sejlbåd, en mountainbike og en kajak, så det er ikke, fordi jeg mangler noget at tage mig til. Men jeg tror, at de fleste savner at diagnosticere, behandle og få gode ord med på vejen fra de patienter, man har haft. De har fyldt så meget i vores tilværelse, så for mange er det svært at stoppe fra til den ene dag til den anden«.

Faktaboks

Inspiration fra USA