Skip to main content

Plejehjem i Region H kan nu få faste læger tilknyttet

Ældre på plejehjem i Region Hovedstadens kommuner kan fremover komme til at møde den samme læge.

12. okt. 2016
2 min.

En ny aftale om faste plejehjemslæger mellem PLO-Hovedstaden, Region Hovedstaden og regionens kommuner betyder, at de ældre i langt højere grad end tidligere kan komme til at møde den samme praktiserende læge på plejehjemmet i stedet for som nu hver enkelt beboers egen læge.

For beboerne ventes aftalen at medføre større tryghed, og lægerne vil kunne give en endnu bedre sundhedsfaglig service, skriver parterne i en pressemeddelelse.

"Jeg er meget glad for, at vi har indgået aftale om fast tilknyttede læger på plejecentrene. Aftalen vil give lægerne bedre rammer for at hjælpe borgerne på plejecentrene, og vil også sikre et godt samarbejde mellem lægen og plejecenterpersonalet", siger Flemming Skovsgaard, formand for PLO-Hovedstaden og medlem af Praksisplanudvalget, i pressemeddelelsen.

Desuden ventes aftalen vil strømline samarbejdet mellem almen praksis og plejecentrene.

"Vores plejehjem kan i dag risikere at have helt op til 40 forskellige læger tilknyttet. Det antal bliver reduceret betydeligt med aftalen, og det skaber en øget tryghed for borgerne. Det tættere samarbejde mellem læger og plejehjem vil samtidig give os en bedre mulighed for at forebygge indlæggelser og skabe et mere sammenhængende forløb for borgerne", siger Ninna Thomsen (SF), Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune og medlem af Praksisplanudvalget.

Også regionen har positivt at sige om aftalen.

"Det er en rigtig god aftale, som understreger, at vi kan samarbejde regionalt med fokus på borgernes behov. Jeg håber, at aftalen vil være med til at bane vej for andre regionale aftaler mellem kommuner, region og læger til fordel for borgerne i hovedstaden", siger Per Seerup (S), formand for Praksisplanudvalget i Hovedstaden.

Ordningen om faste læger tilknyttet plejecentre består af to elementer, fremgår det:

Beboerne på det enkelte plejecenter får tilbud om at vælge en læge, der er fast tilknyttet til plejecenteret.

Den fast tilknyttede læge indgår aftale med kommunen om at yde generel sundhedsfaglig rådgivning til plejecenterpersonalet.

Læs aftalen her.

Læs også: Løhde åbner for læger på plejecentre

Læs også: Faste læger på plejehjem skal give bedre pleje