Skip to main content

PLO-Hovedstaden: ”Vi er jo ikke en rockerklub”

Region Hovedstaden vil nu give aktindsigt i, hvilke læger arbejder i 1813-systemet. Eventuelle praktiserende læger i ordningen behøver ikke frygte chikane.

Foto: Klaus Larsen.
Foto: Klaus Larsen.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

24. nov. 2015
2 min.

Medlemmer af Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der arbejder i Region Hovedstadens 1813-system, behøver ikke frygte for chikane fra PLOs side, selv om deres identitet måske nu bliver offentligt kendt, efter at Region Hovedstaden er blevet pålagt ikke længere at hemmeligholde 1813-lægernes navne.

”De skal ikke være bange for chikane. Vi er jo ikke en rockerklub”, som Flemming Skovsgaard, formand for PLO-Hovedstaden, udtrykker det.

”Vores interesse er at finde ud af, hvilket speciale læger har, der arbejder i 1813. Fordelingen mellem de forskellige specialer, og hvor mange speciallæger i almen medicin, der er, hvor mange yngre læger osv.”, siger han.

I har lige fået Lægeforeningen til via sin advokat at undersøge, om det var muligt at sanktionere disse læger?

”Det, vi gjorde, var at undersøge muligheden for, om vi kunne tildele sanktioner. Det har vi advokatresponsummets ord for, at vi ikke kan, som landet ligger nu. Vi vil på ingen måde gå ud og chikanere disse læger. Der bliver ikke nogen heksejagt”, siger Flemming Skovsgaard.

Region ville beskytte læger

Frygten for chikane af individuelle læger er netop Region Hovedstadens begrundelse for hidtil at have holdt 1813-lægernes identitet hemmelig ved at nægte sundhedsavisen Dagens Medicin aktindsigt i navnelisterne.

”For os har det her handlet om at beskytte de ansatte på 1813 mod en risiko for repressalier og chikane fra læger, som ikke er villige til at acceptere 1813 som et godt akuttilbud til borgerne, og som derfor heller ikke ønsker, at andre læger skal arbejde i ordningen”, siger Regionsrådsformand Sophie Hæstorp (S) i en pressemeddelelse.

Men regionen har fået pålagt at imødekomme aktindsigten af Social- og Indenrigsministeriet. Region Hovedstaden vil nu udlevere navnene, fremgår det.

Dagens Medicin har imidlertid ikke tænkt sig at offentliggøre listen. Det siger chefredaktør Nicolai Döllner til Politiken. Men avisen vil kontakte i det mindste nogle af de læger, der optræder på den, for at bruge dem som kilder.

"Vi vil bruge de oplysninger, vi nu langt om længe endelig kan få, til at finde ud af, om det passer, når regionen siger, at mange praktiserende læger arbejder for 1813 trods PLOs boykot", siger Nicolai Döllner til Politiken.

"Og så vil vi også se, om man i 1813-systemet har en lægefaglig kvalitet i form af tilstrækkelig almenmedicinsk erfaring", siger han.

Læs også: PLO får nej til sanktioner og eksklusion af 1813-læger

Læs også: De fire lægeforeninger i 1813-frustration

Læs også: Hver fjerde læge på 1813 har almenmedicinsk baggrund