Skip to main content

PLO: Lad folk vide hvad ydelsen koster

Patienterne skal have at vide, hvad behandlingen koster hos lægen, på sygehuset og hos speciallægen. Ofte vil sammenligningen vise, at almen praksis er langt den billigste.

PLO-formand Christian Freitag: Send sms til borgeren med oplysning om, hvad ydelsen koster forskellige steder i sundhedsvæsenet. (Foto: PLO)
PLO-formand Christian Freitag: Send sms til borgeren med oplysning om, hvad ydelsen koster forskellige steder i sundhedsvæsenet. (Foto: PLO)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. apr. 2016
4 min.

Der skal sættes prisskilt på sundhedsvæsenets forskellige ydelser.

Det foreslår de praktiserende lægers organisation PLO, som derved ønsker at skabe større bevidsthed blandt både borgerne og politikerne om, hvad ydelserne koster.

”Vi er alle blevet bevidste om, at der er en grænse for, hvad vi kan få for de penge, sundhedsvæsenet har til rådighed”, siger PLOs formand, Christian Freitag.

”Derfor kan det være en stor hjælp til at få mest muligt ud af midlerne, hvis der skabes større viden om, hvad det koster at bruge den praktiserende læge, speciallæger, skadestuen, ambulatoriet eller at være indlagt på sygehuset”.

Sygehusets AK-behandling 7 gange. dyrere

”Jo mere åbenhed og gennemsigtighed, der er om prisen på en ydelse, jo nemmere bliver det for de ansvarlige politikere at træffe de rigtige valg på et oplyst grundlag, når de skal prioritere de knappe ressourcer”, tilføjer han.

Priseksempler på en række ydelser i hhv. almen praksis, på sygehuset og hos den praktiserende speciallæge. Kilde: PLO

Christian Freitag forestiller sig, at regionen kan sende prisinformationen via en sms. Teknikken til det findes, og da alle ydelser i sundhedsvæsenet allerede er prissat, skulle der ikke ligge noget til hinder for at føre forslaget ud i livet, mener PLO-formanden.

I forvejen får vi jo allerede at vide, hvad det koster – både egenbetaling og offentligt tilskud – når vi får regningen fra tandlægen eller køber tilskudsberettiget medicin på apoteket, påpeger Christian Freitag, som dog mener, at den enkelte borger skal have mulighed for at blive fri for informationen.

”Men jeg er sikker på, at mange mennesker vil være interesserede i at vide, hvad sygdomsbehandling egentlig koster. Det er for eksempel nok de færreste, som tænker over, at et besøg på et sygehusambulatorium koster 1421 kroner, mens et besøg hos egen læge typisk koster under 200 kroner”, siger Christian Freitag.

Ifølge PLO er forslaget inspireret af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som på Danske Regioners generalforsamling tidligere på måneden sagde om almen praksis, at der er behov for at ”få kastet mere lys over den gråzone, hvor det offentlige betaler hele regningen, men bestemmer relativt lidt”.

Denne gråzone vil PLO gerne være med til at fjerne, siger Christian Freitag.

”Samtidig sikrer forslaget, at den bekymring, nogle politikere udtrykker, for at læger sender uberettigede regninger, manes i jorden”, tilføjer han.

”For når patienten selv får information om, hvad der er blevet afregnet på deres CPR-nummer fra sygehuse, speciallæger og fra egen læge, minimerer det risikoen for svindel”, siger Christian Freitag.

- Er det ikke en risiko, at den ansvarsbevidste borger fravælger det dyre hospital, og måske vælger forkert af lutter samfundshensyn?

”Vi har selv tænkt tanken. Men jeg tror alligevel, det er en god løsning, fordi vi har denne ene indgang til sundhedsvæsenet – den praktiserende læge.Har du et helbredsproblem, er det her, du henvender dig. Her behøver du ikke tænke på prisen, for der er ikke andre muligheder – i hvert fald i dagtiden”, siger Christian Freitag.

”Sidder man derimod klokken 20 om aftenen og bliver akut dårlig, gør man nok det, man altid ville have gjort. Jeg tror ikke, man i en akut situation vil tænke på, om man nu trækker for meget på de offentlige kasser”.

PLO-formanden understreger, at hensigten ikke er at styre den enkelte borgers adfærd. Og i øvrigt skal det stå enhver frit for ikke at vælge at modtage sms’er med oplysning om, hvad tingene koster, understreger han.

PLO lover ”flere tanker og idéer”

Udspillet kommer samtidig med, at PLO-formanden i erhvervsmagasinet Praksis lover et ”mere aktivt og nytænkende” PLO. Efter nogle turbulente år, hvor PLO med Christian Freitags ord ”har fået nyt repræsentantskab, en ny direktør og en ny formand” lover han, at ”der vil komme flere tanker og idéer fra vores side, end man har set længe.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S) tager godt imod PLOs beregninger:

”Jeg ser det som en fremstrakt hånd til øget samarbejde og håber, det er et forårstegn, for der er helt sikkert områder, hvor den praktiserende læge kan overtage opgaver fra sygehusene og omvendt”, siger Bent Hansen til avisen.

”Men det kan ikke vurderes alene på baggrund af simple sammenligninger, men kræver en tilbundsgående analyse, som vi gerne medvirker til”, siger han og tilføjer, at PLO skal lade ”de fine ord følge af handling”.