Skip to main content

PLO-Nord: Hospitalspraksis er forsøg på kontrol

Region Nordjyllands planer om at drive almen praksisklinikker i hospitalsregi får en hård medfart af de praktiserende læger. De opfattes som et forsøg på underminering.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

5. apr. 2017
3 min.

”Det handler for mig at se om, at man prøver at styrke et alternativ til de praktiserende lægers praksis. Prøver at få noget mere kontrol og fleksibilitet ind i driften, hvor sygehuslaboranter, sygeplejersker og læger inden for andre specialer kan udnyttes til at bedrive almen praksis en del af tiden”.

Sådan siger Annemette Alstrup, formand for PLO-Nordjylland, om Region Nordjyllands nye initiativ med at drive almen praksis i hospitalsregi. Regionen er på vej med en ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet om forsøg med sådanne klinikker to steder i regionen.

”Det er et spørgsmål om, hvilken udvikling man ser som den vej, man vil gå. Det er ikke en udvikling mod at styrke primærsektoren, når man vil trække den ind på sygehuset”, siger hun.

”Jeg har svært ved at se, at den kan høste faglig fremgang”.

Baggrunden er lægemangel

Regionens initiativ kommer efter flere års problemer med at få praktiserende læger nok til at etablere sig på vanlig vis. Men Annemette Alstrup mener, at problemet er på vej til at løse sig selv.

”Der kommer ikke flere læger af, at man opfinder en ny måde at beskæftige dem på. Men vi er i en situation nu i Nordjylland, hvor vi begynder at uddanne speciallæger, således at forskellen mellem afgang og tilgang begynder nogenlunde at gå op. Men vi har et gap på nogle år, før vi begynder at uddanne nok - det tager jo tid at uddanne en speciallæge”, siger hun.

At de unge almenmedicinere skulle foretrække en ansættelse frem for selv at etablere sig, tror hun slet ikke på.

”Det er ikke noget problem i Nordjylland at købe en praksis. Det er ikke dyrt, og goodwill har aldrig været lavere”, siger hun.

”De unge speciallæger i almen medicin, der bliver færdige her til sommer, har stort set alle sammen allerede en karriereplan med henblik på at nedsætte sig i en praksis”.

Er almen praksis ikke bare imod udvikling?

”Det synes jeg ikke. Flere steder er vi i stand til at opsuge patienter fra nabopraksis, der lukker. Vi har også en høj grad af ansat personale. Ligesom vi har et initiativ med længerevarende ansættelse".

Alligevel er der lægemangel – hvad skal der til?

”Hvis vi bliver i stand til at ansætte noget mere praksispersonale, som kan aflaste os. Så kan vi for mig at se godt holde os nogenlunde gående de næste 10 år. Men det kræver flere konsultationssygeplejersker ude hos os”.

Det koster penge?

”Man kunne jo vælge at booste os økonomisk i stedet for (hospitalsklinikker mm, red.). Hvis man gerne vil have en effektiv primærsektor, kunne man begyndt at investere nogle penge i den”.

Læs også: Region Nord vil have hospitalsansatte til at passe praksispatienter

Læs også: Nordjyske praksislæger tager kampen op med regionsklinikkerne

Læs også: Region Nord vil afhjælpe lægemangel med nye modeller