Skip to main content

PLO: Overenskomst skal skabe ro

De praktiserende lægers formand, Christian Freitag, ”kommer ikke til at skrive under” på en overenskomstaftale, der ligner den fra 2014.

Christian Freitag, formand for PLO.
Christian Freitag, formand for PLO. (Foto: Lars Horn / Baghuset)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

28. nov. 2016
2 min.

De praktiserende lægers formand, Christian Freitag, ”kommer ikke til at skrive under” på en overenskomstaftale, der ligner den fra 2014.

Det slog han fast i sin mundtlige beretning på PLO’s repræsentantskabsmøde i weekenden.

”Det er ikke ment som en trussel – det er en varedeklaration”, sagde han til repræsentantskabet og advarede både siddende og nye medlemmer af repræsentantskabet mod at ”tro noget andet”.

”Vi bliver nødt til at fortælle medlemmerne, hvordan vi i forhandlingsudvalget og bestyrelsen ser på det – alt andet vil være at føre medlemmerne bag lyset, og så kunne de for alvor kritisere bestyrelsen”.

Høje krav

Christian Freitag kom ikke nærmere ind på konkrete aspekter vedrørende overenskomstforhandlingerne, der kun er i de indledende faser. Det nærmeste, formanden kom, var at slå fast, at overenskomsten i bestyrelsens øjne ”skal være et reelt vendepunkt på flere punkter”:

”Den skal indeholde mere tillid til, at vi selv, som læger, kan stå for fagligheden i vores klinikker. Den skal vende flere års nedgang i vores nettooverskud i vores klinikker. Den skal give lægerne mere tid til de patientgrupper, der trænger mest. Endelig skal den skabe den tro og den ro, som vores sektor og ikke mindst de kommende kolleger har behov for”.

”Der er intet, vi hellere vil, end at skabe ro om almen praksis og tro på almen praksis”, sagde Christian Freitag og fortsatte:

”Netop derfor må I finde jer i, at vi vil stille høje krav til en aftale. Til gengæld er vi helt indforstået med, at vores modpart også bør stille høje krav til os. Vi skal ud af den stilstand, som vi har befundet os i gennem de senere år”.

Nye i PLO’s bestyrelse

Bestyrelsen i de praktiserende lægers organisation PLO har fået to nye medlemmer.

På weekendens repræsentantskabsmøde i PLO indtrådte to nye medlemmer i PLO’s bestyrelse.

Det drejer sig om Karsten Rejkjær Svendsen, Region Midtjylland, og Vivi Jørgensen, Region Nordjylland.

Begge er valgt i deres respektive regioner for en toårig periode. De afløser henholdsvis Anna Mette Nathan og Eddie Nielsen, der begge har siddet seks år i bestyrelsen og dermed ikke har kunnet genopstille.

Repræsentantskabet har genvalgt Birgitte Ries Møller, Region Syddanmark, til en ny toårig periode som bestyrelsesmedlem.

PLO’s bestyrelse er herefter sammensat således:

  • Formand Christian Freitag (Region Hovedstaden)

  • Næstformand Niels Ulrich Holm (Region Sjælland)

  • Vivi Jørgensen (Region Nordjylland)

  • Karsten Rejkjær Svendsen (Region Midtjylland)

  • Jakob Dahl (Region Hovedstaden)

  • Trine Jeppesen (Region Hovedstaden)

  • Gunver Lillevang (Region Sjælland)

  • Birgitte Ries Møller (Region Syddanmark)

  • Henrik Dibbern (Region Syddanmark)

Læs Christian Freitags mundtlige beretning. (pdf)

Se formandens skriftlige beretning (pdf)