Skip to main content

PLO på vej med række af scenarier for 1813

Står det til PLO-Hovedstadens nye formand Christian Freitag, vil der inden en måned foreligge adskillige scenarier for, hvilken rolle organisationen og dens medlemmer kan spille i 1813-systemet.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

19. jan. 2015
2 min.

PLO-Hovedstaden har planer om at udfærdige en række af scenarier for, hvordan organisationen kan blive en del af det set-up, der driver Region Hovedstadens enstrengede, visiterede akutsystem med 1813 telefonen som indgang.

Det siger PLO-Hovedstadens nye formand, Christian Freitag, der er læge i Holte.

Udarbejdelsen af disse scenarier vil ske i samarbejde med PLOs centrale organisation, og det må gerne gå stærkt.

”Jeg tænker under en måned”, siger Christian Freitag.

”Min tanke er, at vi præsenterer forskellige scenarier for, hvordan vi kan se, at vi i PLO bliver en del af 1813. Det skal være scenarier for, hvor vi kan se, at vi kan byde på det almenmedicinske arbejde i 1813. Nogle scenarier vil formentlig være meget store og nogle meget små. Og der vil være fordele og ulemper ved alle modeller for begge parter”, siger han.

En lille arbejdsgruppe med deltage af bl.a. Christian Freitag selv er ved at blive dannet, og tankerne er så småt ved at blive tænkt. Nu skal de konkretiseres, skrives ned og dernæst præsenteres for såvel PLO-Hovedstadens øvrige medlemmer og endelig Region Hovedstaden.

Men der bliver næppe tale om, at PLO på forhånd vælger noget bestemt ud, som forhandlerne siden skal gå direkte efter.

”Det er ikke meningen, at vi skal lægge os fast på ét scenarie. Det er for fastlåst”, siger Christian Freitag.

Udmeldingen kommer i kølvandet på en vis tilnærmelse mellem de praktiserende læger og Region Hovedstaden.

Parterne har en dialog, men en egentlig plan for f.eks. et forhandlingsforløb er der endnu ikke tale om.

Læs også: Læger flygter fra 1813

Læs også: KRONIK - 1813 skal nok blive en succes

Læs også: COWI: Hård dom over 1813-håndtering