Charlotte Wilken-Jensen mistede sit barnebarn ved en dødfødsel og overvejede at stoppe som læge. Det har lært mig, at vi som læger altid skal gøre os umage og altid skal huske vores empati, siger hun til Ugeskriftets Podcast.
Fredag den 7. marts 2008 fik Charlotte Wilken-Jensen et uventet opkald fra sin gravide datter Helle. I telefonen sagde Helle, at lægerne ved en skanning ikke kunne finde hjertelyd på barnet.
»Du er nødt til at komme, sagde hun til mig. Verden stod fuldstændig stille. Det var selvfølgelig en fejl«, fortæller Charlotte Wilken-Jensen i Ugeskriftes Podcast. Men det var ikke en fejl. På et øjeblik blev hun ramt af en stor personlig tragedie på sit eget professionelle felt.
»Hvordan fanden kunne jeg bilde mig ind, at jeg ikke kunne blive ramt? Jeg har været i den vildfarelse, at fordi jeg kan det her så godt professionelt, kunne jeg ikke rammes af sådan en tragedie. Det har nok gjort min reaktion værre. Sådan har omverdenen jo også reageret: Tænk, at det skulle ramme lige dig. Som kræftlægen, der får kræft. Men man kan ikke beskytte sig mod noget ved at beskæftige sig med det«, fortæller hun.
På daværende tidspunkt arbejdede hun som ledende overlæge på fødeafdelingen på Roskilde Sygehus, men er i dag 64 år og ledende overlæge på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, der er landets største fødeafdeling med ca. 7.000 fødsler om året. Og hospitalet, hvor hendes datter mistede sit barn.
Hændelsen fik hende til at overveje, om hun overhovedet skulle fortsætte med at være læge.
»Jeg var helt ude af flippen og tænkte, om jeg skulle lave noget andet. Jeg synes, det var så rasende forkert, at jeg ikke havde kunnet finde ud af at passe på hende. Rationelt kunne jeg ikke have gjort andet, men jeg tænkte, at jeg da ikke kunne være velegnet til at passe på tusindvis af ufødte børn og deres fødsler, hvis ikke jeg kunne passe min egen familie.«
I dag har hun fået bearbejdet sorgen og har et konkret mål med at stå frem med historien.
»Det er ikke mig at fortælle om mig selv. Jeg er utrolig privat. Men blandt sundhedsprofessionelle er der uvidenhed om, hvor slemt det er, og jeg har fået en forståelse for, hvor slemt det er. Det vil jeg gerne bringe videre«, siger Charlotte Wilken-Jensen.
Hændelsen, der nu ligger over ni år tilbage, har for altid ændret Charlotte Wilken-Jensen og har gjort, at hun tænker anderledes som læge.
»Den ydmyghed, man har som læge, bliver ekstra udtalt, når man ser, hvilke konsekvenser det får, når det ikke går godt. Derfor må vi som læger aldrig tænkte, at en gang imellem går det galt. For det må ikke gå galt. Det indstilling skal vi huske. Og så kan andre læger bruge historien til at gøre sig endnu mere umage med at forstå, hvad der foregår inde i de patienter, de snakker med til dagligt. Vi skal aldrig glemme den empati, som vi alle har. Vi er i vores gerning så tætte på kernen i andre folks liv, og det skal vi have så meget respekt for«, fortæller Charlotte Wilken-Jensen i Ugeskriftes Podcast.
