Trods stigende medicinudgifter vil ingen politikere stå bag et prioriteringsinstitut, hvor prisen er med i vurderingen af præparatet. Til gengæld vil flere politikere have lægerne mere på banen.
Medicinudgifterne på de danske hospitaler er steget kraftigt i de seneste år, og vurderingen fra Danske Regioner er, at væksten vil fortsætte så meget i år, at regionerne vil mangle op til 800 mio. kr.
Faktaboks
Flere læger efterlyste i det seneste nummer af Ugeskrift for Læger en mere klar prioritering fra politikerne, og Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom og professor ved KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, mener, at behovet for et prioriteringsinstitut er mere aktuelt end nogensinde.
Alligevel har ingen politikere lyst til at etablere et dansk prioriteringsinstitut, hvor prisen er med til at afgøre, om medicinen bliver standardbehandling, og de er dermed på linje med sundhedsminister Nick Hækkerups udmelding om, at Danmark ikke »skal til at sætte kroner og øre på, hvor meget det må koste at redde eksempelvis en kræftpatients liv«.
Tilmed mener bl.a. De Radikale, at lægerne i højere grad skal tage den svære samtale med patienterne om den dyre medicin.
»Jeg tror, lægerne i højere grad skal være bedre til at tage den svære samtale med patienterne om fordele og ulemper ved en ny type medicin. Generelt skal hele sundhedsvæsenet være bedre til at inddrage patienter og pårørende og tage dem med på råd«, siger De Radikales sundhedsordfører Marlene Borst Hansen.
Formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen, argumenterer skarpt imod et prioriteringsinstitut.
Læs også: Sundhedsøkonom og patientformand uenige om dansk prioriteringsinstitut
Læs her, hvad politikerne mener om et prioriteringsinstitut:
Dansk Folkeparti: Lægerne skal se på andre muligheder end medicin
»Vi har allerede en prioritering i form af RADS og KRIS, og jeg mener ikke, at vi skal prioritere ud fra medicinens pris. Vi kan ikke sætte pris på det enkelte liv. Vi har allerede forhandlet os til bedre priser med aftaler med medicinindustrien, og hvis vi sagde nej til ny medicin, vil det aldrig blive udviklet. Selv om lægerne efterlyser det, skal vi ikke sætte nogen grænse for, hvornår en patient skal kunne få en dyr medicin. Og her vil jeg måske gerne bede lægerne om at udvide deres handlemuligheder. I stedet for at se på medicinhylden og konstatere, at der kun er dette meget dyre præparat at tilbyde, så skulle lægen i højere grad tage snakken med patienten om, hvad fordelen og ulemperne er ved denne behandling. Om bivirkningerne er større, end patienten har lyst til. Omvendt skal vi politikere være bedre til at sætte andre ting på hylden i stedet for dyr medicin. Det kunne være mere rehabilitering eller hospicepladser, hvor man får en bedre livskvalitet. Men grundlæggende skal der de nødvendige penge til. Vi kan ikke bare lade være med at behandle patienter, fordi medicin er for dyr«.
Venstre: Medicinudgifter udgør stadig en lille del af kagen
»Venstre har ingen planer om et prioriteringsinstitut. Og egentlig synes jeg, at når Nick Hækkerup siger, at han heller ikke har planer om et prioriteringsinstitut, så skylder han lægerne at oplyse, at regeringen rent faktisk har haft den overvejelse. Det så vi med de interne notater, der blev lækket til pressen i 2012. Jeg mener, at vi fortsat skal have råd til at tage ny medicin i brug, så bl.a. vores kræftpatienter får den nyeste medicin. Og det er for snævert kun at have fokus på medicinudgifterne. Set i det store billede udgør medicinudgifterne stadig en mindre del af det samlede budget. Hvis vi har en ambition om mere sundhed for pengene, er det for snævert kun at snakke om medicin. Jeg vil aldrig ende der, hvor det er forsikringspolicen, der bestemmer, hvilken behandling og medicin patienterne får. Der skal fortsat være en lige adgang til sundhed for alle danskere«.
De Radikale: Lægerne skal være med til at prioritere
»Vi skal have taget fat på problematikken med de stigende medicinudgifter på et tidspunkt. Men om det skal være med et prioriteringsinstitut, er alt for tidligt at lægge sig fast på. Et prioriteringsinstitut er ikke noget, som hverken regeringen eller De Radikale har i støbeskeen. Vi ønsker, at der skal bruges penge på den medicin, som der er brug for. Jeg synes ikke, at England eller Norge har knækket koden med deres prioriteringsinstitut. Men jeg synes heller ikke, at vi helt skal afvise tanken. Vi har udskudt diskussionen ved at betale og ved ikke at sætte spørgsmålstegn ved regningen. Jeg ved ikke, hvornår grænsen er for, hvor store medicinudgifterne kan blive, men vi er åbne for at tage snakken, og mon ikke den starter allerede ved de kommende forhandlinger mellem Danske Regioner og regeringen. Dette problem kan dog ikke kun løses på Christiansborg. Jeg tror, lægerne i højere grad skal være bedre til at tage den svære samtale med patienterne om fordele og ulemper ved en ny type medicin. Generelt skal hele sundhedsvæsenet være bedre til at inddrage patienter og pårørende og tage dem med på råd. I dag bruger lægerne eksempelvis meget tid på at tale med patienterne om antibiotika. Det er et symbol på at være mere inddragende og lade patienten være med til at tage beslutningen«.
Enhedslisten: Vi skal have råd til den dyre medicin
»Vi skal ikke afholde os fra at bruge meget dyre præparater alene på grund af prisen. Vi kan ikke tillade os at sige, at nogens liv og overlevelse er for dyrt for samfundet. Det er ikke etisk forsvarligt, og jeg mener, vi har råd til det. Det er et spørgsmål om prioritering. Der er råd til at bruge penge på nye dyre produkter, så længe forskellen i effekten er til stede. Men jeg så gerne, at Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS), Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) og Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) blev samlet og fik større muskler, så vi blev bedre til at vurdere, om ny medicin har bedre effekt end standardbehandlingen. Desuden foreslår jeg, at vi laver et hurtigtarbejdende udvalg, der kigger på, hvilke muligheder der er for at presse prisen yderligere på ny medicin. Uanset om man har kræft eller depression, skal man have den bedste behandling, og jeg kan godt forstå lægernes frustration, når de kan mærke konsekvenserne af de stigende udgifter ved personalereduktioner. Og hvis vi politikere er enige om, at vi ikke skal afskære patienterne fra nye og gode præparater, så kræver det flere penge end i dag. I dag skubber ministeren aben tilbage til regionerne, uden at regionerne har andre muligheder end at fyre folk«.
SF: Vi skal forhandle os til lavere medicinpriser
»Jeg er ikke parat til at fravælge ny medicin, alene fordi det er for dyrt. Jeg anerkender, at vi politikere har berøringsangst i forhold til at diskutere dette emne, fordi vi er bange for at blive sat i en kasse, hvor vi sætter økonomi over et menneskeliv. Jeg undrer mig over, at ny medicin kan være så dyrt i forhold til, hvor lille effekt det har. Og jeg vil gerne sætte gang i en diskussion om, hvor længe vi skal blive ved med at holde gang i livet. Giver det mere livskvalitet, hvis man får lov til at leve i to ekstra måneder, hvis bivirkningerne er store? Men jeg ville fjerne ny medicin fra hylderne.
Jeg mener, at vi skal angribe de stigende medicinudgifter ved at forhandle endnu bedre aftaler hjem med medicinalindustrien. Det må kunne gøres bedre. Desuden skal vi ikke hoppe med på industriens vogn om, at vi medicinsk behandler alene ud fra en risiko som eksempelvis blodtryksmedicin. Vi skal kun medicinsk behandle de syge«.
