Polycystisk ovariesyndrom: på tværs af specialerne

Archard & Thiers publicerede i 1921 en artikel om kvinder med skæg og diabetes. Fjorten år senere kom Steins & Lewenthals klassiske publikation om amenorré, adipositas og polycystiske ovarier. I dag rummes begge disse fænotyper inden for diagnosen polycystisk ovariesyndrom (PCOS), og selv om den nøjagtige prævalens med de gældende diagnostiske kriterier ikke er kendt, er der ingen tvivl om, at det er et syndrom, der berører rigtigt mange danske kvinder. Alle læger bør kende til det. Det er derfor positivt, at Ugeskriftet har valgt at publicere to artikler om PCOS i dette nummer [1, 2]. Tilsammen bringer de en nuanceret opdatering på den aktuelle kundskab om patogenese, prognose, udredning og behandling af syndromet.

En søgning på PCOS på Pub Med genererer over 8.000 resultater. Så mange publikationer repræsenterer en omfattende viden, men kan også tages som udtryk for, hvor meget vi ikke ved om PCOS. Vi ved, at det drejer sig om et syndrom, der er betinget af en multigenetisk disposition, og at overvægt og manglende motion er faktorer, der kan fremprovokere de kliniske symptomer. Men omkring 50% af patienterne er normalvægtige og har en upåklagelig livsstil - Hvorfor får de PCOS? Og hvordan skal de behandles, når de nu til fulde lever op til kravene til kost og motion? Er de i det hele taget insulinresistente? Vi ved også, at der kan påvises flere markører for hjertekarsygdom ved PCOS, men det er endnu ikke vist, at gruppen som helhed har en øget risiko for kardiovaskulære hændelser. Livmoderkræft, spontan abort og andre svangerskabskomplikationer synes også at være associeret til overvægt, og ikke til PCOS per se. Fremtidig forskning vil formentlig vise, at der er flere undergrupper af PCOS med forskellig patogenese og forskellig langtidsrisiko.

Hver specialist har en tendens til at fokusere på patogenetiske faktorer inden for sit eget fagområde: Medicinerne ser insulinresistens, gynækologerne de dysfunktionelle ovarier, livsstilseksperten manglende motion, diætisten for meget og forkert kost. Endvidere er neuroendokrinologien kommet på banen bl.a. med forskning, der tyder på, at kvinder med PCOS reagerer anderledes på psykologisk stress end andre kvinder: De udviser en større pulsstigning og en højere aktivitet i hypothalamus-hypofyse-binyreaksen [3]. Samme reaktion er fundet ved det metaboliske syndrom, som PCOS har mange træk fælles med. Problemstillingen ligger inden for et af de mest aktuelle områder for PCOS-forskningen.

Sikkert er det, at syndromet med skiftende gennemslagskraft følger kvinden gennem livet og har stor indflydelse på forhold med betydning for selvbillede og livskvalitet: i den tidlige pubertet, hvor pigen oplever sig selv som pinlig og anderledes, og en mørk skygge på overlæben kan være nok til, at hun ikke vil i skole; acne og overvægt i teenageårene, hvor det gængse skønhedsideal dyrkes allermest intenst; angst for barnløshed i tyverne. De hyperandrogene symptomer aftager gerne med alderen, og menstruationerne bliver mere regelmæssige. Til gengæld tiltager de metaboliske problemer. PCOS er således et syndrom, der involverer mange specialer. Aktuelt synes praksis at være, at udredning og opstart af en eventuel behandling foregår i det speciale, der varetager den problemstilling, der er mest aktuel for kvinden. Det virker umiddelbart hensigtsmæssigt. Det er væsentligt, at hun samtidig informeres: Ikke om at hun har en sygdom, men om at hun har en arvelig disposition, hun altid bør tage hensyn til. Hun bør således prøve at undgå de miljøfaktorer, der fører til, at syndromet manifesterer sig. Rådgivningen handler om sund livsstil, passende mængde motion, fornuftig kost - og om at undgå vægtstigning. Måske handler den også om stress.

Korrespondance: Ditte Trolle, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby, DK-8200 Århus N. E-mail: ditte.trolle@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen