Når kommunerne mangler lægefaglig hjælp, skal de fremover kunne købe den af de praktiserende læger. Når en ældre borger flytter på plejehjem, skal borgerens egen læge kunne komme med på indflytningsbesøg for at hjælpe på plads. Og når der er brug for bedre lægelig rådgivning end det, overenskomsten garanterer, skal kommunen kunne betale den praktiserende læge for at træde til og hjælpe med telefonisk rådgivning.
Det foreslår PLO og Danske Regioner i et fælles udspil. Udspillet hedder ”Lægefaglig backup til kommunerne” og skal sikre, at de praktiserende læger i højere grad kan træde til ved kommunale akutfunktioner og hjemmesygeplejen.
Menukort med opgavepakker
”Før i tiden var det i højere grad sygehusene, vi skulle koordinere med. I dag spiller kommunerne en meget større rolle for syge mennesker. De funktioner i kommunerne, som skal tage sig af det, har behov for lægelig service, og den service kan kommunerne ifølge lovgivningen ikke selv stå for. Så gennem de sidste 5-10 år er der opstået et langt større behov for, at kommunerne får hjælp af de praktiserende læger,” siger PLO’s formand, Christian Freitag.
Han kalder udspillet for et vigtigt, indledende skridt for at få åbnet op for en ny måde at kunne lave aftaler på mellem kommuner og praktiserende læger.
Tanken er, at der fra centralt hold skal etableres en rammeaftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO – et slags menukort med forskellige opgavepakker, som kan tilpasses de individuelle behov i den enkelte kommune, siger Christian Freitag.
”PLO har ikke kommunale ressourcer til at gå ind i sådan et forhandlingsarbejde. Men det har vi centralt fra. Derfor kan vi facilitere processen ved at lave et menukort med nogle byggesten,” siger han.
Stor forskel på tempo og type
I udspillet står, at planen er, at ”opgavepakkerne” skal udbredes til alle kommuner. Men ifølge Christian Freitag skal man ikke forvente, at samtlige tilbud vil kunne tilbydes i alle kommuner i Danmark.
”Det er ikke realistisk. For nogle typer aftaler vil være mere tidskrævende for de praktiserende læger end andre. Jeg tror, at der vil være stor forskel på tempoet, og hvilken type aftaler, man vil indføre, og det vil formentlig hænge sammen med, at efterspørgslen på praktiserende læger er meget stor i nogle områder af landet. Det er også derfor, vi ikke har lavet en national aftale. Hvis vi skulle have alle kommuner med, ville det blive efter laveste fællesnævner – en minimumspakke, der ikke ville blive særlig stor eller spændende,” siger han.
På den måde vil det være den lokale kapacitet hos de praktiserende læger, der bestemmer, hvilke ydelser der kan tilbydes i den enkelte kommune.
”Og det skal det også være, for vi får ikke flere praktiserende læger, af at presse dem vi har yderligere. Vi bliver nødt til at være realistiske og sige, at som gruppe kan vi ikke rumme mange flere opgaver. Men det kan godt være, at man kan det nogle steder,” siger Christian Freitag.
Det lyder som noget, der kan skabe forskel i tilbudte ydelser og på den måde skabe ulighed i sundhed. Er det ikke en risiko?
”Jo. Og den bedste løsning havde været, at vi havde haft kapacitet nok hos alle praktiserende læger til at lave en national aftale. Det har vi ikke. Spørgsmålet er, om vi skal stå stille, indtil vi har nok kapacitet alle steder, eller om vi tør gå nogle små skridt i de kommuner, hvor både lægerne og kommunerne er klar til det. Vi har valgt den sidste.”
De kommuner, hvor der ikke vil være kapacitet til at kunne tilbyde de her ydelser, vil vel ofte være de kommuner, hvor lægerne i forvejen er mest pressede. Vil den ulighed, man kan risikere med opgavepakkerne, i så fald ikke ramme der, hvor der i forvejen er ulighed?
”Det er der en risiko for, og den dårlige udgave er selvfølgelig, at den her udvikling sker, hvor der er rigeligt med læger.”
Christian Freitag håber dog, at tilbuddet om lægefaglig backup til kommunerne modsat kan få den effekt, at forholdene for de praktiserende læger bliver bedre i de pressede kommuner.
”Jeg tror, at det kan øge kommunens og regionens incitament til at gøre noget for at hjælpe de praktiserende lægers dagligdag, hvis det betyder, at man til gengæld kan lave en super god ressourcemæssig aftale med lægefaglig backup. Vi har set gode eksempler på, at region og kommuner de steder, hvor der er et stort pres – blandt andet i Region Nordjylland – tager det alvorligt og er bedre til at finde ud af, hvordan de kan aflaste de praktiserende læger, så de kan bruge dem som læger og ikke som alt muligt andet,” siger han.
KL venter på finansiering
Til spørgsmålet ”Hvem får regningen?”, lyder svaret ”kommunerne”.
”Det er tanken, at det er kommunerne, der køber ekstraydelser hos de praktiserende læger. Det er ikke for at straffe kommunerne. Det er for at spare på alles ressourcer. Jeg tror, at det skaber en sund tilgang til at bruge det offentliges ressourcer, at den, der rekvirerer en ydelse, også betaler for den,” siger Christian Freitag.
Og hos KL håber man på, at det er noget, Sundhedsministeren vil hjælpe med at finansiere, fortæller Hanne Agerbak, som er kontorchef for Center for Social og Sundhed i KL.
”En af anbefalingerne fra udvalgsarbejdet for det nære, sammenhængende sundhedsvæsen (i Sundheds- og Ældreministeriet, red.), er at kommunerne skal have en bedre adgang til rådgivning fra almen praksis. Derfor håber vi, at det er noget, ministeren vil give penge til. Enten som en del af sundhedsreformen, som sandsynligvis først kommer efter sommerferien eller i forbindelse med Økonomiaftalen mellem KL og regeringen, som forhandles netop nu,” siger Hanne Agerbak.
Hun fortæller, at KL længe har haft et ønske om at komme tættere på almen praksis. Men om det bliver i form af PLO og Danske Regioners udspil, er ikke sikkert.
”Det har vi også meldt ud i vores udspil om det nære sundhedsvæsen i december. Men det findes der forskellige modeller for – eksempelvis i form af en trækningsret på almen praksis, men vi har ikke sagt, at vi kun er interesserede i lige netop den ordning. Det vil også afhænge af, hvordan finansieringen bliver udformet,” siger hun.
