Skip to main content

Prisen tredobles for færdigbehandlede patienter

Sundhedsministeren tredobler bøden til kommuner, der ikke hjemtager færdigbehandlede patienter fra hospitalet. Og det vil virke, erkender kommune.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

25. apr. 2016
3 min.

Færdigbehandlede patienter, der i dagevis ligger på overfyldte medicinske afdelinger, skal fremover koste kommunerne højere bøder for ikke at hjemtage.

Hvert år er der ca. 40.000 såkaldte færdigbehandlingsdage i sundhedsvæsnet, og det er er for mange, mener sundhedsminister Sophie Løhde (V), der vil sætte taksten for færdigbehandlede patienter i vejret, så de kommuner, der undlader at få deres borgere hjem fra sygehusene, skal betale et væsentligt højere beløb.

Faktaboks

Fakta

"Vi hører ofte, at de medicinske sygehusafdelinger i perioder er overfyldte og ikke har plads nok til patienterne, som derfor må tage til takke med en sengeplads på gangen. Men samtidig kan vi se, at der ligger patienter i sengene, som er færdige med deres behandling og bare venter på at komme hjem. Det er ærlig talt tosset og spild af sundhedsvæsnets ressourcer", siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Ministeren opfordrer de kommuner, som i dag har svært ved at tilbyde patienterne opfølgende pleje og behandling efter deres sygehusindlæggelse, til at udbygge deres sundhedstilbud, så de i højere grad er gearet til at hjemtage færdigbehandlede patienter.

"Mange af patienterne er ældre, som ikke kan klare sig selv efter udskrivelsen og derfor har brug for opfølgende pleje og behandling. De skal selvfølgelig kun udskrives, hvis kommunerne enten kan tilbyde dem den hjælp, de har brug for derhjemme, eller kan anvise dem en akut- eller plejehjemsplads. Men det er for slapt, at der er patienter, som parkeres i ugevis i en sygehusseng, fordi der er kommuner, som ikke lever op til deres ansvar", siger Sophie Løhde.

I dag betaler kommunerne ca. 2.000 kr. pr. patient for hver dag patienterne unødvendigt optager en sengeplads. Men det beløb hæves, så kommunerne skal betale 100 procent mere de to første dage for de færdigbehandlede patienter og 300 procent mere fra dag tre og frem.

Når man sætter betalingen op, kan det komme til at ramme os yderligere på pengepungen, hvilket vil føre til, at vi vil sætte endnu mere fokus på problemet. Ninna Thomsen, sundhedsborgmester i Københavns Kommune

Og de højere bøder vil virke, erkender bl.a. Københavns Kommune, der som en del af Region Hovedstaden har mange af de færdigbehandlede patienter.

"Jeg har forståelse for, at ministeren er utålmodig på patienternes vegne. De ligger og venter på gangene og vil have langt bedre af at komme hjem til sig selv eller et døgnrehabiliteringstilbud i kommunen. Det er allerede sådan i dag, at kommunerne arbejder med at løse problemerne, men når man sætter betalingen op, kan det komme til at ramme os yderligere på pengepungen, hvilket vil føre til, at vi vil sætte endnu mere fokus på problemet," siger sundhedsborgmester i Københavns Kommune, Ninna Thomsen (SF), til Berlingske.