Skip to main content

Private klinikker i vækst

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

9. jan. 2009
3 min.

Den 15. maj sidste år slog Hejmdal Private Børne- og ungdomspsykiatriske hospital dørene op for de første patienter. Det kunne det gøre i ret tryg forvisning om at få kunder i butikken, blandt andet fordi regeringens udvidede udredningsret for børn og unge med psykiatriske problemer kort tid efter ville træde i kraft. Og senere ville denne ret smelte sammen med endnu en, behandlingsretten.

Godt 300 patienter har Hejmdal haft indtil videre. Heraf var de 140 patienter, henvist fra det offentlige via udredningsretten.

Chefen, speciallæge i psykiatri, Torsten Warrer, regner med at udvide - og ansætte flere læger og psykologer. Det er især børne- ungdomspsykiatere, han gerne vil have lidt flere af, i første omgang som konsulenter. Han afviser dog ikke på sigt at ansætte flere fast.

»Vi bliver beskyldt for at udsulte og konkurrere med det offentlige. Men vi tilbyder ikke en eksorbitant løn. Vi giver selvfølgelig lidt mere end det offentlige. Men nogle ansøgere kommer med tårnhøje forventninger og dem indfrier vi ikke. Det hele skal jo løbe rundt«.

Torsten Warrer vil ikke oplyse hospitalets lønninger.

»Men vi opfatter os ikke som konkurrenter, men som et supplement til det offentlige«, slår han fast.

Den opfattelse deler centerchef på Børne- og Ungdoms-psykiatrisk center på Bispebjerg, Anne-Rose Wang, ikke.

»Vi opfatter os selv i konkurrence med de private«, siger Anne-Rose Wang.

»Vi hører, de får højere lønninger og friere forhold. Og hvem vil ikke gerne tjene mere og lave mindre? Vi har brug for politisk opbakning her«, siger hun.

Formanden for Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark, Hanne Børner, er enig:

»Vi er havnet i en konkurrencesituation. Man kan selvfølgelig sige, at det er sundt med konkurrence. Men det er ikke et godt tidspunkt at indføre den på, hvor der er mangel på læger. Det jobber lønnen op og det er en uhensigtsmæssig måde at bruge pengene på«.

Marked i vækst

Endnu er listen over private klinikker, som regionerne kan henvise til, ikke lang. I øjeblikket har Danske Regioner aftale med fire private psykiatriske klinikker, der alle er indgået i forhold til udredningsretten.

For selv om garantien - eller retten - til behandling er trådt i kraft, er der endnu ikke indgået nogen aftaler. Der er stadig forhandlinger i gang mellem Danske Regioner og SPPD (Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinik-ker i Danmark), der især handler om at definere de forskellige behandlingsforløb.

Ved denne redaktions afslutning er forhandlingerne endnu ikke nået til det økonomiske, som næppe bliver uden sværdslag. Begge parter regner dog med at nå til enighed i løbet af denne måned.

Direktør i SPPD, Martin Koch Pedersen, forventer, at der i første omgang vil være tre-fire klinikker fra sammenslutningen, der er klar til en aftale.

Men der skal nok komme flere.

»For de af vores medlemmer, der har et ønske om at udvide, er børne- og ungdomspsykiatrien et oplagt potentiale at styrke virksomheden med. Og jeg forventer også, at der vil blive oprettet nye klinikker inden for området.

Mange ser det nok som en udfordring på det psykiatriske område, at der er de lange forløb, hvor det ikke er så veldefineret, hvilken behandling, der skal til. Derfor ser de udbydere, der eventuelt vil på banen, lige tiden lidt an og kigger på, hvordan det går dem, der allerede er der«, siger Martin Koch Pedersen.