Skip to main content

Professorer: Der er brug for et akutmedicinsk speciale

Tre professorer fra hhv. Københavns, Aalborg og Aarhus Universitet opfordrer Sundhedsstyrelsen til at oprette et speciale i akutmedicin – nu.

Akutmodtagelser skal have en fast stab af speciallæger i front. Og de skal have en speciallæge uddannelse i akutmedicin, mener akutprofessorer fra København, Aalbog og Aarhus universiteter. Foto: Claus  Boesen
Akutmodtagelser skal have en fast stab af speciallæger i front. Og de skal have en speciallæge uddannelse i akutmedicin, mener akutprofessorer fra København, Aalbog og Aarhus universiteter. Foto: Claus Boesen

Anne Steenberger, as@dadl.dk

24. maj 2016
3 min.

I næste måned diskuterer Sundhedsstyrelsens Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, om der skal oprettes et selvstændigt speciale i akutmedicin.

Spørger man professorerne, Erika Frischknecht, Aalborg Universitet, Lars Rasmussen, Københavns Universitet og Hans Kirkegaard, Aarhus Universitet, er svaret ja.

I en fælles udtalelse fra de tre, som alle er professorer i akutmedicin, skriver de:

”Akutmodtagelserne behøver et hold af speciallæger i akutmedicin med i front, generalister som kan udrede, behandle og lægge plan for det store antal af akutte patienter, som kommer i de fælles akutmodtagelser.”

Det akutte fagområde, som blev oprettet for ikke så mange år siden, dækker ikke behovet:

”Der eksisterer et fagområde i akutmedicin, en akutmedicinsk overbygning på en speciallægeuddannelse. Det har været godt som en overgangsordning, men har ikke slået nok igennem og er en gevaldig omvej for at blive akutmediciner”, skriver de tre professorer.

Det (fagområdet for akutmedicin) har været godt som en overgangsordning, men har ikke slået nok igennem og er en gevaldig omvej for at blive akutmediciner. Hans Kirkegaard, professor og medskaber af fagområdet for akutmedicin.

Hans Kirkegaard, som stod i spidsen for dannelse af fagområdet for akutmedicin, forklarer:

”Det har vist sig, at langt færre speciallæger end vi forventede har gennemgået uddannelsen i fagområdet for akutmedicin. Det er nok kommet lidt bag på mig. Jeg havde håbet, at det ville bære igennem.”

Hans Kirkegaard vurderer, at årsagen er, at læger, der først har en speciallægeuddannelse, bliver fanget ind af den – og derfor ikke har lyst til at kaste sig over endnu en. Desuden har området været præget af turbulens og usikkerhed, påpeger han.

”I dag mener jeg derfor, at man må se på fagområdet som en trædesten, som man kunne benytte sig af i forbindelse med udviklingen af de fælles akutmodtagelser. Der er snart gået ti år siden akutmodtagelserne begyndte at materialisere sig og processen har vist behovet for dedikerede læger. Løsningen er, at give de unge læger kompetencerne fra starten af og have en fast stab af speciallæger i front og fast i afdelingen”, siger Hans Kirkegaard.

De tre professorer mener ikke, at den nuværende struktur tilgodeser unge læger, som gerne vil arbejde med akutte patienter:

”Mange nyuddannede læger kommer gennem akutmodtagelserne i deres basisuddannelse, men efter ½ år, når de er vant til at arbejde i akutafdelingen, må de videre, hvis de skal tilgodese egen karriere og videre i en speciallægeuddannelse; her tæller det ikke at arbejde i akutmodtagelsen”, skriver de.

Hans Kirkegaard understreger, at et nyt akutspeciale skal have bred opbakning:

”Det er meget vigtigt, at det bliver tilrettelagt sammen med de specialebærende selskaber. Ellers vil der være en lugt af krudtrøg og en atmosfære af mistillid i årtier i de nye fælles akutafdelinger”.

Der er i alt fire professorer i akutmedicin i Danmark, men den fjerde, Anne Marie Lassen, fra Odense, er ikke medunderskriver på udtalelsen.

Læs hele udtalelsen her »