Skip to main content

Pro.medicin.dk bliver mobilvenlig

Det populære opslagsværk pro.medicin.dk er nu kommet i en mobilvenlig version. Det har allerede boostet anvendelsen.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
27. nov. 2015
1 min.

Hjemmesiden pro.medicin.dk har fået nyt design - en nylancering, der bl.a. markerer hjemmesidens 40 års jubilæum.

Men først og fremmest er designet mere mobilvenligt, skriver opslagstjenesten i en pressemeddelelse.

"Den nye hjemmeside imødekommer de mange tusinde brugere, der bruger hjemmesiden fra mobiltelefoner og tablets", som der står.

Hjemmesiden har også fået en søsterside, som hedder "indlaegssedler.dk".

Det nye udtryk har været et hit fra starten. Hjemmesiden oplyser, at der hver dag er 180.000 sidevisninger, og at tallet blev mere end fordoblet på dagen for lancering af det nye layout.

Hjemmesiden finansieres primært gennem licenser, som lægemiddelvirksomheder betaler pr. præparat optaget på pro.medicin.dk, ligesom regioner og kommuner betaler for at integrere webtjenesten i deres hospitals- og omsorgssystemer.

Pro.medicin.dk udgives af Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI), som ejes af Lægemiddelindustriforeningen (Lif).