Blandt overlægerne er psykiaterne den klart mest udsatte gruppe, når det handler om vold eller overfald fra patienterne, viser ny undersøgelse.
Den mandlige patient havde været indlagt et par dage på det lukkede afsnit på Psykiatrisk Center København. Hans uro i kroppen var taget til og derfor havde han en time forinden fået beroligende medicin. Han sad på en stol i fællerummet på afdelingen, mens den behandlingsansvarlige overlæge Munthe Suenson sad på en stol i den modsatte ende af rummet. Mellem patienten og overlægen stod en stor gruppe personale og snakkede. Pludselig rejste den mandlige patient sig fra stolen, gik resolut gennem personaleflokken, trådte hen foran Munthe Suenson og gav ham et knytnæveslag lige i ansigtet. Slaget var så kraftigt, at overlægen væltede bagover på gulvet.
Episoden skete i april i år og er et eksempel på den vold og de overfald, som danske overlæger er udsat for.
En ny undersøgelse foretaget af Overlægeforeningen viser, at i alt 46 overlæger, svarende til ca. to pct. af respondenterne i undersøgelsen, er blevet overfaldet eller har været udsat for vold i det seneste år.
Men mens 1,7 pct. af overlægerne inden for de medicinske specialer har været udsat for vold i det seneste år, er tallet for psykiaterne 7,3 pct. – svarende til 17 psykiatere. Tilmed er tre pct. af psykiaterne blevet overfaldet mere end en gang inden for de seneste 12 måneder, og helt ekstremt har det været for en enkelt psykiater, der har været udsat for vold mere end fem gange inden for det seneste år.
Det får formand for Overlægeforeningen, Anja Mitchell, til understrege, at alle overlæger trygt skal kunne gå på arbejde.
»Det gælder for både overlæger i psykiatrien, og alle de andre overlæger, der risikerer at møde vold og trusler på jobbet, f.eks. i skadestuen og akutmodtagelsen. Vi må aldrig nå dertil, hvor vold bliver et accepteret fænomen på jobbet«, siger Anja Mitchell.
Hun mener, at en del af volden opstår, fordi for mange psykiatriske patienter udskrives for tidligt og indlægges for sent.
»Det gør dem mere syge, og det øger risikoen for vold. Derfor er det nødvendigt, at der kommer flere sengepladser til de mest syge, så vi har tid til at færdigbehandle dem. Og de ambulante behandlingstilbud skal forbedres, så vi i højere grad undgår unødig forværring af sygdommen. Det vil give bedre behandling og større tryghed for alle«, siger Anja Mitchell.
Overlæge Munthe Suenson har ud over episoden i foråret to gange tidligere været udsat for slag og spark fra patienter. Men selv om slaget fra den mandlige patient gav ham hovedpine, har det ikke grundlæggende ændret hans syn på patienter eller arbejdsvilkår.
»Men det har ændret min trang til at diskutere utilstrækkeligheden i mulighederne for at behandle patienterne rettidigt, så forpinthed bliver lindret og vold bliver forebygget. For denne patient er et typisk eksempel på, at en forsinkelse i behandlingen indebærer en betydelig risiko for personalet«, siger Munthe Suenson.
Patienten var nemlig indlagt på grund af sin dom til behandling, fordi han ikke havde overholdt den aftalte medicinering, og da han ikke ville medicineres ved ankomsten, var Munthe Suenson nødt til at søge Patientklagenævnet om lov til tvangsmedicinering.
»Der går typisk mellem 11 og 15 dage, inden svaret kommer, når der forud for beslutningen om tvangsmedicinering er motiveret for frivillig medicinindtagelse i tre dage. I mellemtiden forblev han ubehandlet, og risikoen for vold og trusler blev øget. Hvis vi havde haft muligheden for at behandle ham – og andre lignende patienter – på indlæggelsesdagen, ville der være færre af disse tikkende bomber«, forklarer Munthe Suenson.
Er I overlæger gode nok til at passe på jer selv?
»Ja, det synes jeg. Men vi psykiatere er nok for pæne til at sige, at normeringerne er overordentligt uhensigtsmæssige, grænsende til det problematiske. Man kan faktisk bebrejde os, at vi ikke har skabt os mere. Det er f.eks. højst problematisk, at patienterne på lukkede afsnit ikke kan ledsages ud af afsnittet med et eller to personalemedlemmer, selv om de desperat har brug for det, og selv om det vil tage trykket på afdelingen«, siger Munthe Suenson.
Undersøgelsen viser også, at 54 pct. af alle overlæger inden for psykiatrien har været udsat for verbale eller skriftlige trusler i løbet af de seneste 12 måneder, hvilket er et lille fald siden 2011. Også inden for de medicinske og kirurgiske specialer er andelen af overlæger, der har været udsat for trusler, faldet en smule til henholdsvis 18 pct. og 16 pct. Kun tre pct. af overlægerne inden for de parakliniske specialer har modtaget trusler.
Men under alle omstændigheder handler det ifølge Anja Mitchell om, at overlæger skal blive bedre til at tage risikoen alvorligt.
»Overfaldsalarmer og kurser i konfliktnedtrapning er ikke kun for sygeplejersker og andre faggrupper. Vi kan som overlæger også med fordel deltage. Men vi ser desværre også et skred i de øvrige dele af sundhedsvæsenet, hvor stemningen nemt bliver mere anspændt, og truslerne lettere kommer frem i f.eks. skadestuer og akutmodtagelser. Folk bliver vrede, hvis de oplever, at ventetiden er for lang, og hvis deres lunte er kort, kan det gå galt. Her må sygehusejerne sende et klart signal om, at hvis man ikke kan styre sit temperament, må man forlade sygehuset, indtil man er faldet til ro. Det gælder naturligvis ikke mennesker med akut, livstruende sygdom, men det er jo uhyre sjældent dem, der udgør en trussel. Ligesom vi ikke skal acceptere vold, skal vi heller ikke acceptere trusler, når vi er på arbejde«, siger Anja Mitchell.
