Skip to main content

Psykiatrien mangler 150 speciallæger

Dansk Psykiatrisk Selskab vil blandt andet øge rekrutteringsgrundlaget til specialet ved at øge optaget på lægestudiet

DPS foreslår blandt andre tiltag for at afhjælpe speciallægemanglen at optage flere på medicinstudiet. (Foto: Colourbox)
DPS foreslår blandt andre tiltag for at afhjælpe speciallægemanglen at optage flere på medicinstudiet. (Foto: Colourbox)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

1. dec. 2014
2 min.

Psykiatrien mangler cirka 150 speciallæger. Det svarer til, at omkring hver 7. af de normerede stillinger er ubesat. Og manglen rammer ikke kun i landets yderområder:

”I dag kan man opleve at slå en stilling op i København, uden at der er en eneste ansøger. Og visse steder i provinsen må man helt til f.eks. Ungarn for at finde dygtige psykiatere, der vil til Danmark og arbejde”, fortæller Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) i en pressemeddelelse.

Sundhedsministeriet har inviteret DPS til møde om speciallægemanglen, og her vil DPS’ formand Thomas Middelboe foreslå at øge rekrutteringen ved blandt andet at øge optaget til lægestudiet, så der bliver flere unge læger, der kan vælge specialet.

”Det tager mange år at uddanne en speciallæge i psykiatri. Det er helt afgørende, at vi kommer i gang med at styrke rekrutteringen, så flere unge læger vælger”, siger Thomas Middelboe i pressemeddelelsen.

Ud over øget optag på lægestudiet foreslår han, at de studerende kommer på psykiatrisk klinikophold tidligere i studieforløbet, at man forbedre de prægraduate uddannelsesmuligheder, at lægestuderende kan tage psykiatriske lægevikariater og at der oprettes psykiatriske scholarstipendier.

Men der er også ting, man kan gøre, mens man venter på flere unge psykiatere:

”Hovedopgaven er sikre, at lægernes tid bliver brugt på lægearbejde – og ikke på alt muligt andet”, siger DPS-formanden.

”Sygeplejersker og andre faggrupper skal ind og støtte og virke, hvor det kan skabe øget kvalitet i behandlingen”, siger Thomas Middelboe, som blandt andet peger på ”et stort behov” for flere specialuddannede sygeplejersker på de intensive psykiatriske afdelinger.