Skip to main content

Pulje på 800 millioner kr. til sundhedshuse skal snart ud at arbejde

Penge beregnet til at opføre sundhedhuse, skal efter tre år nu udmøntes, lover sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Foto: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Foto: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Anne Steenberger, as@dadl.dk

16. nov. 2017
2 min.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er "i den grad opmærksom på" at få en tre år gammel pose med 800 millioner kroner, reserveret til sundhedhuse på, brugt.

Pengene blev afsat i 2014 til ”bedre rammer for moderne lægehuse og sundhedshuse”. Det skete i den årlige finanslovsaftale i 2014 og daværende sundhedsminister Nick Hækkerup sagde til Jyllands-Posten:

”Regeringen har afsat 800 mio. kr. til sundhedshuse, og jeg vil sende det klare signal, at disse penge er kommunernes. Og ikke regionernes.”

Men siden er der ikke sket noget. Som DR for nylig afdækkede, så er ingen af de af de 800 millioner kroner brugt endnu.

Regionerne blev også lidt sure over sundhedsministerens udtalelse dengang:

”Det virker underligt på forhånd at favorisere pengene og give kommunerne monopol på dem, når vi allerede har bevist, at vi kan omdanne f.eks. de små og nedlagte sygehuse til sundhedshuse,” sagde regionernes formand Bent Hansen.

Ingen kommuner har søgt om penge fra puljen, for den er aldrig blevet slået op, lyder det i Kommunernes Landsforening, som i øvrigt mener, at pengene er blevet lovet til regionerne, til en fælles pulje.

Fra Danske Regioner lyder det, at pengene skulle kunne søges af både kommuner og regioner. Men de er aldrig kommet i spil. Og regionerne afventer derfor en udmøntning.

Men nu sker der noget.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger til Ugeskriftet:

”Puljen har ventet på, at udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skulle blive færdig og komme med sine anbefalinger ligesom overenskomstforhandlingerne med de praktiserende læger skulle i hus. De to ting er nu kommet på plads, og det betyder, at vi i den grad er opmærksom på at få pengene ud at arbejde til gavn for patienter og medarbejdere.”

Sundhedsministeren ønsker ikke at konkretisere yderligere om planerne lige nu.