Raske patienter oversvømmer sundhedsvæsenet

»Alt skal være perfekt i dag. Befolkningen accepterer ikke sygdom og fejl. Man accepterer ikke, at der ikke findes behandlinger og undersøgelser, som ikke er optimale. Man tror, at man kan undersøge sig ud af risikoen ved at leve«.

Johan Rewentlow, praktiserende læge og paneldeltager, fik et stort bifald fra salen for ovenstående bemærkning under åbningsdebatten for Lægedage 2012.

Temaet for debatten var den stigende overdiagnosticering i forhold til de begrænsede resurser i sundhedsvæsenet.

Johan Rewentlow fortalte om det stigende pres for at undersøge og behandle, som de praktiserende læger står over for - ikke mindst fra de mange såkaldte raske patienter.

»Vi behandler rigtigt mange patienter på den rigtige måde, men vi er under pres for at behandle patienter, som vi ikke nødvendigvis skulle behandle«, sagde Johan Rewentlow.

Han og hans kollega Ynse de Boer pegede på, at medierne, patientforeningerne og især medicinalindustrien skaber et stort behov for sundhedsydelser i befolkningen.

»Presset har altid været der, men tidligere var presset fra medicinalfirmaerne meget tydeligt. I dag er det mere sofistikeret. Nu drejer det sig i høj grad om at bruge specialister, patientforeninger og undersøgelser, som viser evidens for en behandling. Den skal så bruges, uanset om den har en relevans eller ej«, mente Johan Rewentlow.

Guidelines ikke nok

Ordstyrer Clement Kjersgaard grillede panelet af læger, sundhedsøkonomer, politikere og andre for at få dem til at komme med konkrete forslag til, hvordan lægerne bedre kan prioritere behandlingerne, bl.a. ved hjælp af centrale guidelines.

Johan Rewentlow var som de øvrige positive over for guidelines, men han understregede, at læge-patient-kontakten er og bliver det vigtigste.

»Du kan ikke lave retningslinjer, som dækker alle situationer for alle patienter til hver en tid. Som læge skal du være opmærksom på, hvad patientens behov er på netop et bestemt tidspunkt i livet. Kontinuiteten over mange gange giver den praktiserende læge nogle helt andre muligheder for at lave en vurdering. Ofte er patienter mere glade for at få snakken end undersøgelsen. Men det er vigtigt at finde ud af, hvorfor de kommer. Rigtigt mange kommer, fordi de er bekymrede for et eller andet. Det er mere vigtigt at snakke den bekymring igennem end at snakke teknik. Det kommer man langt med«, sagde Johan Rewentlow.

Lægernes egen skyld

Sundhedsøkonom og professor Jess Søgaard mente, at de praktiserende læger selv bærer en del af skylden for overdiagnosticeringen.

»Jeg hører, at I klager over, at I bliver oversvømmet af raske borgere. Det, som virkeligt overrasker mig, er så, at I over en årrække er begyndt at henvise 20 pct. flere patienter til det specialiserede sundhedsvæsen. Det kan jeg ikke få til at passe med det billede, som I selv tegner med de mange raske patienter. De mekanismer i praksissektoren må vi se på, hvis ikke udgifterne skal løbe løbsk. I er nødt til at tage handsken i egen hånd. Hvis I ikke selv tager ansvar for det her, er der andre, der gør det!«, mente professoren.

Jes Søgaard oplyste, at praksissektoren har bidraget relativt mest til udgiftsstigningen i sundhedsvæsenet i perioden 2000-2010.

»Udgifterne er steget med 35 pct. fra 2000 til 2010. Den udvikling kan ikke fortsætte. Halvdelen af den stigning skyldes ikke flere patienter, men at ydelserne pr. den enkelte patient bliver højere og højere«, oplyste han.

Penge i de raske

Professor Peter Gøtzsche, direktør i Nordic Cochrane Centre, var hurtig til at tage de praktiserende læger i forsvar.

Først og fremmest medicinalindustrien og dens hired guns trækker i trådene og skaber run på sundhedssystemet, mente han.

»Jeg synes, at det er specialisternes og medicinalindustriens skyld, at de praktiserende læger bliver oversvømmet af alle de raske patienter. Grænserne for, hvad der er normalt, bliver hele tiden skubbet nedad, for der er mange flere penge i at behandle alle dem, der ikke fejler noget, end dem, der er syge.

Der er helt ufatteligt meget, der bliver undersøgt i dag, hvor det i virkeligheden er unødvendigt. Områderne hypertension og statiner er gode eksempler. Årsagen er, at de guidelines, som specialisterne skriver, er kendetegnet ved, at specialisterne er på industriens lønningsliste, og det giver en interessekonflikt. Som specialist får man skyklapper på. Er man specialist i kolesterol, kan man jo dårligt se andet. Derfor er det skønt, at vi har almen praksis, fordi man kender patienterne«, sagde Cochrane-direktøren og tilføjede tørt, at de praktiserende læger jo er nødt til at følge guidelines, for »ellers kan de komme i gabestokken og blive mødt med sagsanlæg«.

Peter Gøtzsche luftede tanken om et nationalt prioriteringsinstitut for sundhedsvæsenet for at dæmme op for medicinalindustriens indflydelse på overdiagnosticeringen.

Kritik af helbredstjek

Helbredstjek kom hurtigt i fokus i debatten, bl.a. fordi Jes Søgaard vurderede, at de populære helbredstjek ikke er lig med en besparelse for samfundet.

Stemningen i salen var heller ikke for helbredstjek. Fire afstemninger om cases viste en massiv majoritet imod helbredstjek - de er ofte hverken umagen eller pengene værd.

Her stod paneldeltager Lars Engberg, formand for Danske Patienter, alene. Han kæmpede for, at sundhedsvæsenet skal blive bedre til at diagnosticere risikogrupper, som han udtrykte det.

»I mange tilfælde screener vi blindt. Vi skal blive bedre til at diagnosticere risikogrupper. Det er også meget rart for den enkelte patient at få at vide, at man har en diagnose«, mente Lars Engberg.

Svirp til regeringen

Politikeren Sophie Løhde (V) erkendte, at politikerne må påtage sig en del af skylden for overdiagnosticeringen, fordi de sætter behovet for bl.a. helbredstjek på dagsordenen, og hun gav i samme ombæring peneldeltager Sophie Hæstorp Andersen (A) et svirp ved at nævne, at »to regeringspartier gik til valg på at tilbyde helbredstjek«.

Sophie Hæstorp Andersen svarede, at Socialdemokraterne nok havde været for hurtige til at sætte helbredstjek på dagsordenen, men hun forsvarede sig med, at videnskaben havde støttet ideen om helbredstjek på daværende tidspunkt. Hun gav desuden igen og nævnte, at den tidligere regering satte gang i overdiagnosticeringen med det udvidede frie sygehusvalg, privatiseringen af sygehusvæsenet og flere penge direkte mellem patient og læge

»Læger reagerer også på ussel mammon«, som hun sagde.