Skip to main content

Redningsplan for Thisted Sygehus på vej

Dele- og kombistillinger for læger er et væsentligt element i en plan, der skal gøre det ellers speciallægeudsultede sygehus til et velfungerende lokalt akutsygehus

Anne Steenberger, as@dadl.dk

23. mar. 2017
2 min.

Samtidig med forårets komme ser det ud til at også at lysne for Thisted Sygehus. En plan for at få sygehuset på fode som et velfungerende akutsygehus er på vej og i slutningen af april vil regionens politikere have vedtaget en endelig plan for, hvordan sygehuset skal styrkes.

Speciallægemangel er et centralt problem for sygehuset, der eksempelvis måtte lukke ned for den organkirurgiske funktion sidste år efter kritik af kvaliteten.

Rekrutteringsproblemet skal efter den nye plan løses med dele- og kombistillinger for læger. Det betyder, at læger, der har hovedarbejdssted på et andet af regionens hospitaler, nogle gange om måneden skal arbejde på Thisted Sygehus.

Ifølge Nordjyske Stifttidende skal der således etableres et børneambulatorium i Thisted nogle dage om ugen, som bliver betjent af læger fra andre sygehuse. Det samme vil gælde for patienter med visse hjertesygdomme, rygpatienter og KOL.

Dog er der, ifølge Nordjyske Stifttidende ikke forventning om, at den akutte organkirurgiske funktion kommer igen på Thisted lige foreløbig.

En lille håndfuld nye stillinger

Ulla Astman oplyser til Ugeskriftet, at der foreløbig bliver slået en lille håndfuld nye stillinger op.

"Hvordan vi mere præcist tilrettelægger det, finder vi ud af. Men der kan være stillinger, der kombinerer klinisk arbejde på Thisted Sygehus med forskning samme sted og der kan være stillinger, hvor man arbejder som kliniker både på Thisted sygehus og Aalborg eller Hjørring Sygehus."

Ulla Astman tilføjer, at der er tale om stillinger inden for de medicinske specialer. På sigt vil man gerne have tilsvarende stillinger inden for kirurgi, men det er der næppe rekrutteringsgrundlag for lige nu, mener hun.

Et vigtigt element i planen er at løfte og forny samarbejdet mellem kommuner, lægepraksis og hospital med nye og anderledes tilbud til patienterne – det skal resultere i en ny type lægestillinger.

Ulla Astman peger på, at Lægedækningsudvalgets nylige rapport lægger op til nye muligheder for at ansætte læger og i Region Nordjylland er tanken at ansætte læger, der både er praksislæger og sygehuslæger.

En model for, hvordan det skal tilrettelægges er heller ikke klar endnu, siger Ulla Astman.

Den nye plan, der endeligt skal på plads og vedtages på et regionsrådsmøde den 25. april, er et resultat af en såkaldt 360 graders gennemgang af Thisted Sygehus . Her er alle hospitalets funktioner set efter i sømmene og den beskriver en række mulige forbedringer.

Læs også: Unge læger trives på et presset sygehus

Alle mine fordomme blev gjort til skamme

Nordjylland vil have forskerlæger i stedet for vikarer