Skip to main content

Regeringen vil etablere eksperimenterende centre i kræftkirurgi

I Kræftplan IV lægger regeringen op til at danne et eller to nye centre for eksperimenterende kirurgi inden for kræft samt et virtuelt center for forskning og udvikling i sygdommen.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

26. aug. 2016
3 min.

Kræftbehandlingen skal have endnu et boost med Kræftplan IV, hvis det står til regeringen. Men ikke nok med det. Også forskning og udvikling skal løftes, fremgår det.

I planen lægger regeringen således op til at "etablere bedre rammer for afprøvning af særligt komplicerede kirurgiske behandlinger", som det formuleres.

Derfor foreslår den, at der etableres et eller måske to centre for eksperimenterende kræftkirurgi i Danmark.

"Centrene skal have tilstrækkelig patientvolumen, og der skal sikres robust dataopsamling. Formålet er at sikre en høj international kvalitet i kræftkirurgien og en ensartet udbredelse af nye behandlingsformer", står der.

Pas nu på

Ideen vækker dog ikke udelt begejstring hos Dansk Kirurgisk Selskab.

"Det er kontroversielt", siger formanden Jesper Durup, overlæge på kirurgisk afdeling A på Odense Universitetshospital.

"Vores bekymringer er, at vi ved den model med en eller to faste steder måske kvæler noget initiativ andre steder, som burde have blomstret. Dem, der får de gode ideer – der, hvor der er et drive inden for f.eks. nye behandlingsmetoder - findes ikke nødvendigvis på et center eller to. De kan være alle mulige steder. Jeg tror, at det, der driver værket, er, at dem, der får ideerne, også får muligehederne for at udvikle dem", siger han.

Så hvad er alternativet?

"At man i et fagligt forum bliver enige om at udpege, hvor f.eks. en ny metode skal afprøves. Det skal være der, hvor de har de muligheder, der skal til. Det er ikke nødvendigvis bedst, at det er fikseret på to afdelinger, som så skal tage alt, de er tvunget til".

Hvem skal så bestemme?

"Det skal jo bunde i en form for faglighedens konsensus. Det kan f.eks. være funderet i selskabet i form af et udvalg eller lignende".

Kommer I ikke bare op at skændes?

"Vi komme i hvert fald op at diskutere. Det gør vi om mange ting, og det er vigtigt, at nogen sidder med muligheden for at tage en beslutning. Men vi bliver som regel altid enige. Jeg sidder ikke og mægler i den ene faglige diskussion efter den anden. Der er dyb konsensus om langt de fleste ting. De største problemer er, når der går politik i det".

Virtuelt forskningscenter

Ud over forslaget om to nye eksperimenterende centre indeholder Kræftplan IV også et murstensløst center for forskning og udvikling.

Det fremgår, at regeringen er i dialog med f.eks. Kræftens Bekæmpelse og regionerne om et styrket samarbejde, der skal tage form af et virtuelt "landsdækkende center for kræftforskning og udvikling".

Ambitionen rækker ud over Danmarks grænser.

"Det murstensløse center vil kunne tiltrække forskningsmidler og international opmærksomhed", står der i planen.

Også det murstensløse center skal medfinansieres af kræftplanens midler.

Læs også: Kræftplan IV: Kirurgerne skal efteruddannes

Læs også: Kræftlæge: En fornuftig kræftplan med få tidsler

Læs også: Kræftpatienter skal med på råd og opleve sammenhæng