Skip to main content

Regeringens vækstteam: Vi skal have A- og B-universiteter

Universiteterne i Aarhus og København skal have en særstilling, når det handler om lægemiddelforskning. Det siger formanden for vækstteamet for life science. Aalborg og Odense protesterer, og Lægeforeningen advarer.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

11. apr. 2017
6 min.

»Hvis dansk life science-forskning skal være i international topklasse, er det nødvendigt at koncentrere indsatsen de steder, der allerede er førende på området, hvilket vil sige Aarhus Universitet og Københavns Universitet for lægemiddelforskning og DTU for medikoteknisk forskning«.

Sådan siger direktør for H. Lundbeck A/S Kåre Schultz, der er formand for det regeringsnedsatte vækstteam for life science, som dermed går stik imod tidens decentraliserende politiske tendenser.

Vækstteamets rapport, som kom for nylig, indeholder i alt 17 anbefalinger til, hvordan sektoren kan styrkes. Satsning på eliten er et gennemgående tema, og det gælder også uddannelse og forskning.

»Vækstteamet ønsker at skabe dansk life science i verdensklasse, og det kræver fokusering. Vi mener derfor, at der i højere grad skal differentieres mellem universiteterne i Danmark. I Storbritannien og Tyskland har man allerede indført differentiering mellem universiteterne i forhold til deres performance og strategiske rolle«, siger Kåre Schultz.

Selve rapporten bruger udtrykket »de internationalt førende universiteter i Danmark«, og tildeler de øvrige en rolle som »regionale i sigte og profil«, så disse universiteters formål skal være »at understøtte den forskningsbaserede undervisning af regionalt funderet arbejdskraft«.

Faktaboks

Fakta

Aalborg og Odense: Vi er også elite

De to øvrige universiteter, der uddanner læger i Danmark, er ikke begejstrede for udsigten til at blive forvist fra den absolutte elite, som vækstteamet foreslår. Hvorfor skal begrebet elite være geografisk bestemt?, lyder det f.eks. fra Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

»Dansk life science-forskning når international topklasse, når den bedrives af topforskere. Ganske enkelt. Jeg synes, vi skal lade de dygtigste forskere bedrive deres forskning på de universiteter i Danmark, hvor de er ansat«, siger han.

Så du går ikke ind for fokusering?

»Jo, dansk forskning i verdensklasse kræver bestemt fokusering, men lad os fokusere på, hvad vi kan, og ikke på, hvor vi bor. Topforskning afhænger ikke af geografi, topforskning afhænger af mennesker«.

Desuden ligger det decentrale princip ham nært:

»Som universiteter har vi en afgørende rolle i at sikre, at Danmark ikke knækker; det ansvar skal vi tage på os og værne om. Det er endnu en grund til, at indsatsen ikke skal koncentreres om steder, men om de rette forskere og forskningsmiljøer. Og dem finder vi heldigvis flere steder i landet«.

På Syddansk Universitet (SDU) i Odense føler man sig bestemt også som en del af eliten. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets dekan Ole Skøtt ruller en lang række af eksempler ud på tilfælde, hvor universitetet har bidraget til pharmalandvindinger og peger desuden på, at universitetet er et af de to steder i Danmark, hvor unge kan studere til farmaceut (København er det andet).

»Der findes ved SDU succesfulde eksempler fra hele lægemiddeludviklingens værdikæde, på trods af at langt hovedparten af life science-virksomhederne er beliggende i hovedstadsområdet«, siger han.

»I 2016 var der ca. 170 igangværende fase III-forsøg monitoreret af GCP (good clinical practice, red.)-enheden på Odense Universitetshospital. Klinisk Farmakologi på SDU har i mange år været et yderst stærkt miljø også i forhold til de øvrige danske universiteter, og inden for farmakoepidemiologi og fase IV-forsøg findes der i øjeblikket det stærkeste danske miljø på SDU«.

Så hvordan mener du, at tilgangen bør være?

»Samlet set vil jeg tro, at det vil være mest givtigt for forskningsdanmark at se på landet som et samlet økosystem, også inden for lægemidler. Afstandene i Danmark er ikke store, og forskerne arbejder gerne sammen. Og Kåre Schultz og medlemmerne af vækstteamet for life science er bestemt velkomne til at besøge SDU og høre mere om, hvad der foregår her«.

Lad os fokusere på, hvad vi kan, og ikke på, hvor vi bor. Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Aalborg Universitet

Lægeforeningen: både og

Fra Lægeforeningens side lyder meldingen, at der fortsat bør være forskningsmuligheder bredt i landet.

»Vækstteamet vurderer, at man skal samle, men derfra og til at sige, at der ikke bør bedrives lægemiddelforskning andre steder, er der et spring. Jeg synes, det ville være synd. I særlig grad for Aalborg Universitet, for de har sideløbende med den medicinske uddannelse også en anden kandidatuddannelse, medicin med industriel specialisering«, siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning.

»Jeg kan også være bekymret for niveauet på de medicinske studier, hvis ikke de lektorer, adjunkter og forskere, der skal undervise de kommende læger og yngre forskere, har tilstrækkelig erfaring og baggrund i forskningen«.

Mads Skipper er selv med i adskillige af de aftagerpaneler, som universiteterne har tilknyttet, og peger på, at lægemiddelindustrien – som er stærkt repræsenteret i vækstteamet for life science – ikke er de eneste, der har ønsker til uddannelserne.

»Aftagerne har forskellige perspektiver. Jeg prøver at tage et bredt perspektiv, og vi skal have dygtige klinikere og forskere i alle regioner«.

Pind passer på

Det store hundredetusindekroners-spørgsmål er naturligvis, om en niveauopdeling af danske universiteter overhovedet har ben at gå på.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) sætter sig midt på vippen:

»Der skal være stærke forskningsmiljøer på alle vores universiteter, men om vi skal differentiere, sådan som regeringens vækstteam foreslår, er for tidligt at sige noget om«, siger han.

»Men jeg vil gerne understrege, at regeringen er optaget af at fremme udviklingen af eliteuddannelser på universiteterne«.

Læs også: Vækstlaget i dansk forskning beskæres igen, igen

Læs også: Aarhus Universitet åbner sit medicinstudium mod industrien

Læs også: Massiv interesse blandt yngre læger for en karriere i industrien