Skip to main content

Region fyrer hele ledelsen på Sygehus Sønderjylland

Tre topchefer bliver fyret på Sygehus Sønderjylland. Der er behov for friske kræfter, siger regionsdirektør.

Søren Aggestrup er netop fyret som lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland. Foto: Region Syddanmark
Søren Aggestrup er netop fyret som lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland. Foto: Region Syddanmark

Anders Heissel, ah@dadl.dk

4. jan. 2017
2 min.

Sygehusdirektør Finn Jensen, lægelig direktør Søren Aggestrup og sygeplejefaglig direktør Grete Kirketerp Nielsen på Sygehus Sønderjylland bliver på samme tid fyret.

Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Den 10. januar 2017 får Sygehus Sønderjylland dermed en konstitueret direktion, og ifølge regionen sker for at sikre sygehusets fortsatte udvikling med at forbedre kvaliteten i behandlingen men også for at sikre et godt og frugtbart samarbejde mellem ledelse og medarbejdere i kølvandet på de mange forandringer, sygehuset har været igennem de seneste år.

”Når vi gennemfører en ændring i ledelsen nu, handler det om, at der er behov for friske kræfter og nye perspektiver for at bringe Sygehus Sønderjylland godt videre. Sygehus Sønderjylland er inde i en rivende udvikling, og det er nødvendigt at sætte et hold, der kan stå både for håndtering af aktuelle problemstillinger samt sikre den fremtidige udvikling af Sygehus Sønderjylland,” siger regionsdirektør Jane Kraglund.

Sygehus Sønderjylland har været igennem flere store omstillinger med lukning af Haderslev Sygehus, omdannelse af Sønderborg Sygehus til specialsygehus og Tønder Sygehus til sammedagssygehus, mens Aabenraa Sygehus er gjort til akutsygehus.

Kristiske artikler

Desuden har JydskeVestkysten i en række artikler skrevet om et stort arbejdspres, interne konflikter og mangel på tillid til ledelsen. Ifølge avisen er knap 20 klinikledere forsvundet som følge af utilfredshed med forholdene.

”Sygehus Sønderjylland har den sidste tid oplevet meget negativ medieomtale, som naturligvis også har påvirket sygehuset. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at ser man på patienternes tilfredshed og den faglige kvalitet, der leveres i behandlingen, så er Sygehus Sønderjylland et rigtig godt sygehus,” står der i pressemeddelelsen.

Peter Fosgrau bliver konstitueret som administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland og kommer fra en stilling som direktør på OUH med blandt andet ansvar for projektorganisationen for Nyt OUH. Desuden konstitueres Bjarne Dahler-Eriksen som lægefaglig direktør og kommer fra en stilling som ledende overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdelingen på OUH. Eva Nielsen konstitueres som sygeplejefaglig direktør.

Fyret sygehusdirektør Finn Jensen vil i resten af sin ansættelsesperiode fungere som strategisk rådgiver på OUH, mens fyret lægelig direktør Søren Aggestrup vil blive tilknyttet Syddansk Sundhedsinnovation som særlig rådgiver. Og den fyrede sygeplejefaglige direktør Grete Kirketerp Nielsen går på pension