Skip to main content

Region Midt overvejer at lukke forskningsfond

Praksisforskningsfonden i Region Midtjylland, der støtter forskning i praksissektoren, risikerer lukning. Samtidig vil regionen øge kontrollen med de praktiserende lægers regninger.

23. maj 2016
1 min.

Region Midtjyllands udgiftspost til praksissektoren er vokset så meget, at den nu går i gang med at finde besparelser. Det risikerer at gå ud over Praksisforskningsfonden, skriver Dagbladet Holstebro.

Praksisfonden støtter forskning i praksissektoren.

Desuden vil regionen gå de praktiserende lægers afregninger efter i sømmene. Meningen er at finde besparelser på 17,3 mio. kroner.

Ifølge regionsrådsformand Bent Hansen (S) er underskuddet primært skabt i akutberedskabet, hvor de praktiserende læger blandt andet bemander lægevagten og er bagvagter på regionens akutklinikker, skriver avisen. Her er regionens forventede mindreforbrug på eget personale ikke slået igennem.

Planerne falder ikke i god jord hos de praktiserende læger.

»Jeg savner grundlæggende dokumentation for, at man kan spare de penge, som man siger« (på regningerne, red.), siger formand for PLO-Midtjylland Karsten Rejkjær Svendsen til avisen.

I øjeblikket findes der kun fejl i 0,7 pct. af afregningerne fra de praktiserende læger til regionen.

Han beklager også, at regionen vil skære på pengene til forskning.

»Det hænger jo ikke sammen med, at man siger, at vi skal have en stærk almen praksis. Det er svært at få til at give mening,« siger Karsten Rejkjær Svendsen.