Skip to main content

Region Midt: Sparebudget uden fyringer

Der er indgået forlig om næste års budget i Region Midtjylland. Der skal spares 223,8 mio. kr., men direkte besparelser på sundhedspersonale er undgået.

Foto: Region Midtjylland
Foto: Region Midtjylland

Klaus Larsen kll@dadl.dk

23. aug. 2016
3 min.

Med undtagelse af Enhedslisten står alle medlemmer af regionsrådet bag den politiske aftale, som mandag aften blev indgået i Region Midtjylland.

Forårets aftale med regeringen om næste års budget gav en vækst på kun 7,5 mio. kr. til Region Midtjylland. Samtidig vokser udgifter til især praktiserende læger, tandlæger, respiratorpatienter i eget hjem og tjenestemandspensioner.

Derfor har der været behov for at spare på en række områder, skriver regionen i en pressemeddelelse.

I alt betyder forliget besparelser for 223,8 mio. kr. Besparelserne er fordelt, så 103,8 mio. kr. sker på drift og 120 mio. kr. på anlæg.

”Besparelserne kommer oven i den store spareplan fra 2015, så regionsrådet har været på en svær opgave”, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S). ”Der er travlt på hospitalerne, og det har derfor været et vigtigt fokus i videst muligt omfang at friholde sundhedspersonalet”.

Faktaboks

Fakta

Her falder besparelserne

Forliget dæmmer op for den store vækst i udgifter til praktiserende læger. I alt rummer budgettet besparelser for 20 mio. kr. vedr. praksissektoren. Der skal f.eks. findes besparelser på den medicin, borgerne køber på apoteket med tilskud. Den endelige plan udarbejdes i samarbejde med PLO og forelægges regionsrådet til december.

Samtidig er der aftalt besparelser for 10 mio. kr. på området for tandlæger.

Herudover rummer forliget krav til hospitalerne om bedre ressourceudnyttelse og om at lære af hinanden, når det gælder løsninger til at planlægge og udnytte kapaciteten. Initiativet forventes at kunne spare 19,6 mio. kr.

På indkøbsområdet skal der spares 20 mio. kr. bl.a. ved i højere grad at konkurrenceudsætte levering af både varer og tjenesteydelser og sikre bedre leverandør- og kontraktstyring.

Administrationen pålægges en særlig besparelse på 1 pct. ud over de 2 pct., som regionen hvert år effektiviserer driften med. Det resulterer i en besparelse på 12,6 mio. kr., både på den centrale administration i regionshusene og administrationen på driftsenhederne.

Også privathospitalerne er i fokus. Her er det aftalt at spare 10 mio. kr. ved at behandle patienter på egne hospitaler frem for på privathospitaler.