Skip to main content

Region Midtjylland: Akutordning dyrere end ventet

Regionsrådet får en ekstraregning på 6 mio. kr. mere, end det regnede med da Region Midtjylland aftalte med PLO at lade almen praksis og lægevagten overtage en del af akutområdet. Men bortset fra det er begge parter glade for ordningen.

Regionshuset i Viborg. Foto: Region Midtjylland.
Regionshuset i Viborg. Foto: Region Midtjylland.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

8. okt. 2014
4 min.

For to år siden indførte Region Midtjylland en ny akutordning: Nu skulle alle borgere ringe til egen læge eller lægevagten, hvis de blev akut syge eller kom til skade. Regionen kalkulerede med, at den nye, enstrengede ordning, der både skulle gøre det nemmere for patienterne at finde vej ind i systemet, og sikre et bedre flow, blev noget dyrere end ventet.

Ifølge den akutaftale, regionen indgik med de praktiserende læger, skulle de ekstra opgaver hos de praktiserende læger og i lægevagten bl.a. muliggøres ved, at regionens sygeplejersker assisterer lægevagten i dens åbningstid. Lægernes ekstra arbejde honoreres i henhold til overenskomsten med de praktiserende lægers organisation, PLO.

Står udbyttet mål med udgiften?

Region Midtjylland kalkulerede med, at de ekstra omkostninger ville blive hentet ind ved besparelser på akutmodtagelserne.

Men ifølge opgørelsen for 2013 kom ordningen til at koste cirka 6 mio. kr. mere end forudset. Og det skyldes først og fremmest, at den lovede assistance fra sygeplejerskerne er blevet langt mere omfattende, end vi havde budgetteret med, forklarer formanden for Region Midtjyllands hospitalsudvalg, Anders Kühnau (S) til Ugeskriftet.dk.

En evaluering af den to år gamle akutordning er under udarbejdelse hos Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet. Rapporten ventes forelagt regionsrådet til november.

”Jeg har bedt om, at vi også får set på totaløkonomien i ordningen. Blandt andet med henblik på, at vi på et tidspunkt må tage en snak med lægerne om det”, siger Anders Kühnau. Han afviser dog at bruge ordet ”genforhandling”.

”Vi skal drøfte, om snittet er lagt rigtigt i forhold til, hvad det er, vi skal levere for at de praktiserende læger kan løse opgaven”, siger han.

”Ud over ekstra honorering til lægerne for det ekstra arbejde, har vi stillet sygeplejersker til rådighed. Og det har tilsyneladende fået et omfang, hvor vi må sørge os selv, om den merudgift står mål med den gevinst, det har været for patienterne”, siger Anders Kühnau og tilføjer:, at akutordningen efter hans mening er god og har betydet et bedre integreret sundhedsvæsen i regionen.

Lægevagten fik mere at lave, da den overtog behandlingen af de mindre skader samt visitationen i hele region Midtjylland. Denne meraktivitet honoreres i henhold til overenskomsten. og er for så vidt ikke emne for diskussion.

Det, som kan blive genstand for en eventuel forhandling, er derfor omfanget af den assistance, sygeplejerskerne ifølge akutaftalen skal yde i lægevagtens åbningstid.

Faktaboks

Fakta

Formanden for PLO i Region Midtjylland, Karsten Rejkjær Svendsen, vil ikke kommentere en evaluering, der ikke er afsluttet, og som først ventes forelagt regionsrådet i november eller december.

”Men vi er selvfølgelig indstillet på at drøfte evalueringen, når den foreligger”, siger han.

Og det er muligt, at regionen har undervurderet omfanget af den rolle, sygeplejerskerne ville få i den nye akutordning. Men Karsten Svendsen har ”svært ved at se, hvordan akutaftalen skal kunne fungere uden sygeplejerskerne”.

… men ellers er det en god ordning

Akutaftalen kom til verden for at sikre lægedækning i de områder dels omkring Grenå, dels i Vestjylland, hvor mindre sygehuse blev nedlagt. Og forudsætningen for at indgå aftalen var fra lægernes synspunkt, at lægevagten udover et tæt samarbejde med de store akutmodtagelser og de mindre akutklinikker, der afløste de nedlagte sygehuse, fik støtte fra sygeplejerskerne”.

”Vi mangler at se evalueringen. Men det er min fornemmelse, at der er tilfredshed blandt de praktiserende læger og igennem de sygeplejersker jeg har talt med fornemmer jeg også, at sygeplejerskerne har været ret tilfredse”, siger han.

Også Anders Kühnau vurderer akutordningen positivt:

”Den har haft den effekt, at det har friholdt de fælles akutmodtagelser for nogle af patienterne, når lægevagten løfter en større del. Plus, at det har betydet en mere integreret ordning. Patienterne har oplevet, at vi har ti ”siloer”: Lægevagts-siloen og en fælles akutmodtagelse/akutklilnik. Men nu er man begyndt at arbejde sammen om patienterne. Og det giver selvfølgelig nogle mere sammenhængende forløb”.