Skip to main content

Region Midtjylland ansætter igen

Fra i dag har Region Midtjylland ophævet sit ansættelsesstop, der blev indført i kølvandet på den store spareplan på næsten 700 mio. kroner over fire år. Forleden blev budgettet for 2016 vedtaget.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

1. okt. 2015
2 min.

Region Midtjylland hyrer igen folk udefra, skriver regionen i en pressemeddelelse. Det eksterne ansættelsesstop, som regionen indførte i kølvandet på den store spareplan på næsten 700 mio. kroner over fire år, er dermed ophævet.

Spareplanen indebar personalereduktioner og omplaceringer allerede fra i år, og de er nu iværksat i en sådan grad, at der igen kan hentes medarbejdere udefra. Hidtil har ledige stillinger kun været opslået internt, med mindre der forelå en dispensation.

Ledige stillingen inden for psykiatrien vil dog først blive opslået fra midten af november, skriver regionen.

"Jeg vil gerne understrege, at der overalt bliver gjort en stor indsats for at finde andre job til medarbejdere, der er varslet opsagt på grund af besparelser og omlægninger. Men Region Midtjylland er en stor arbejdsplads med behov for mange forskellige fagligheder, der ikke altid findes andre steder i organisationen. Derfor kan vi ikke altid matche en opsagt medarbejder med en ledig stilling", siger konstitueret koncerndirektør Christian Boel i pressemeddelelsen.

Ifølge Region Midtjyllands retningslinjer har medarbejdere, der er blevet opsagt som følge af besparelserne, fortrinsret til ledige relevante stillinger.

Syge- og plejepersonalet har holdt for

De afskedigelser, regionen har foretaget, er i alt væsentligt gået uden om lægerne.

En oversigt fra regionen viser, at to ansatte inden for kategorien "overlæger eller lægelige chefer m.v." pr. 31. august i år var blevet "varslet til omplacering eller afskedigelse", som det hedder, som følge af spareplanen.

Den hårdest ramte faggruppe har været social- og sundhedspersonale - typisk sosu'er - sygeplejersker og bioanalytikere.

Store besparelser næste år

Samtidig er regionens budget for 2016 blevet vedtaget. Af forløbet fremgår, at størstedelen af de reduktioner, den store spareplan indebærer, skal finde sted næste år. Der er således fundet besparelser på 512 mio. kroner i 2016.

Budgettet afsætter også 26 mio. kroner til reserve til medicinområdet og øget aktivitet, mens f.eks. praksissektoren tilgodeses med 5 mio. kroner.