Skip to main content

Region Midtjylland har udskrevet 59 ”pjækkebøder”

Mens debatten igen-igen florerer om udeblevne patienter på hospitalerne, har forsøgsprojektet i Region Midtjylland med udeblivelsesgebyrer høstet sine første erfaringer.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

6. okt. 2015
2 min.

I alt 59 regninger à 250 kroner er det indtil videre blevet til i forsøgsprojektet i Region Midtjylland med at sende såkaldte pjækkebøder til patienter, der ikke dukker op til aftalte konsultationer.

Det nationale forsøg, som to hospitalsafdelinger i Region Midtjylland lægger resurser til, startede 1. maj i år. Betales alle gebyrerne, vil det altså svare til en indtægt på lige under 15.000 kroner.

De udstedte gebyrer stammer indtil videre fra den del af projektet, der udføres på Ortopædkirurgisk Ambulatorium på Regionshospitalet Viborg. Her ligger udeblivelsen normalt på 4-6 pct., forklarer Seniorforsker Ulla Væggemose fra regionens CFK- Folkesundhed og Kvalitetsudvikling.

Da afdelingen har ca. 20.000 patienter om året, svarer det til ca. 1.000 patienter og altså en potentiel indtjening på 250.000 kroner.

Projektet handler ikke som sådan om penge men først og fremmest om, hvordan hospitalerne kan påvirke patienternes adfærd, og hvilken tilgang i givet fald er bedst. Men spørgsmålet melder sig naturligvis, om gebyrer overhovedet kan betale sig.

”Vi ser også på økonomien, og f.eks. foretager vi tidsregistrering over den tid, det tager at registrere og udsende”, siger Ulla Væggemose om projektet i Viborg.

Projektet skal løbe indtil 1. maj næste år, hvorefter analysen går i gang. Et resultat ventes først at foreligge i starten af 2017.

”Når vi kommer dertil, kan vi også se, hvad det har kostet”, siger Ulla Væggemose.

Selve forsøget har et budget på 3,5 mio. kroner, hvoraf Region Midtjylland betaler de 500.000.

To modeller

Den del af gebyrprojektet, som er henlagt til Radiologisk Afsnit på Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, er organiseret anderledes end Viborg-delen.

Viborg-afdelingen deler de indkaldte patienter i to grupper, hvor den ene får besked om risikoen for et gebyr ved eventuel udeblivelse, mens den anden ikke gør. I Silkeborg indkaldes patienterne stadig væk ganske, som de plejer.

Inden årets udgang går afdelingen så over til at give samtlige indkaldte patienter besked om gebyrrisikoen. Dernæst sammenlignes de to perioder.

Læs også: Sundhedsministeren bakker pjækkebøder op

Læs også: Hospitaler klar til at udskrive pjækkebøder til patienter

Læs også: Pjækkebøder sættes i gang: Nu koster det 250 kr. at blive væk fra hospitalet

Læs også: Pjækkebøder til patienter: God eller dårlig ide?