Skip to main content

Region Nord: Læger får færre penge og skal flytte sig mere rundt

Det skal være slut med at bruge løn som rekrutteringsmiddel. Til gengæld skal lægerne på regionens hospitaler anvendes og fordeles mere fleksibelt. ”Håbløst”, lyder det fra lægerne.

“Vi skal ikke betale ekstra for at få læger til Nordjylland”, siger Svend Særkjær, direktør i Region Nordjylland. Foto: Region Nordjylland.
“Vi skal ikke betale ekstra for at få læger til Nordjylland”, siger Svend Særkjær, direktør i Region Nordjylland. Foto: Region Nordjylland.

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

24. apr. 2017
6 min.

Siden Region Nordjylland kom til verden for ti år siden, har den nordjyske region nærmest været synonym med lægemangel.

Men nu skal piben have en anden lyd. Al snak om lægemangel skal stoppe. I stedet skal de læger, der allerede er i regionen, anvendes og fordeles bedre. Læger skal ses som en regional ressource og kompetence, der ikke kun er knyttet til ét hospital. Og så skal almen praksis og hospitalerne integreres langt mere, end tilfældet er i dag.

”Det er helt håbløst, hvis man tror, man får dygtige, engagerede læger ved at tvinge dem ud for at dække huller”. Søren Ramme Nielsen, afdelingslæge, Aalborg Universitetshospital

Lige nu gennemgår regionens HR-afdeling en analyse af de nordjyske hospitalers lægestabe, klinik for klinik. Formålet er at skabe overblik over, hvilke lægelige ressourcer, der er til stede hvor i regionen.

Er der da en formodning om, at nogle matrikler og afdelinger har for mange læger gående rundt?

”En del af svaret på lægemangelen er, at vi skal bruge de ressourcer vi har, bedre end i dag. Og mere fleksibelt på tværs af både hospitaler og patientforløb”, siger regionsdirektør Svend Særkjær og fortsætter:

”Nej, vi kan ikke hverken tale eller skrive os ud af, at vi mangler praktiserende læger, og at vi de næste ti år formentlig ikke vil kunne afsætte vores ydernumre. Og at vi mangler neurologer og kirurger. Men det ser bedre ud, end det har gjort tidligere”.

Han henviser desuden til tallene fra den nationale lægedækningsrapport, hvoraf det fremgår, at Nordjylland ikke halter efter de øvrige regioner, hvad angår bestand af læger. I forhold til indbyggertal og vægtet for produktion, har Region Nordjylland lige så mange hospitalslæger som de øvrige regioner, bortset fra Hovedstaden.

Men da lægedækningen på tværs af almen praksis og hospitalsområdet viser, at lægerne ikke er ligeligt fordelt, har regionen et relativt stort forbrug af eksterne lægevikarer og udbudsklinikker.

Derfor skal dyre lønkroner fra eksterne vikarer og merarbejde konverteres til fast løn. Således har regionen allerede opsagt en merarbejdsaftale for lægelige chefer på fem mio. kroner.

 

”Vi skal ikke betale ekstra for at få læger til Nordjylland”

Står det til regionsdirektøren og udkastet til en ny rekrutteringsstrategi, skal det også være slut med at bruge løn som et middel til at lokke læger til det nordjyske.

”Vi skal ikke betale ekstra for at få læger til Nordjylland. Vi vil derimod være kendt som den region, der tilbyder attraktive jobs med det mest spændende indhold og et godt arbejdsmiljø”, siger Svend Særkjær

Regionen vil stille lønningerne til både overlæger og yngre læger i bero. Overlægernes lønninger ligger i gennemsnit 75.000 kr. over niveauet i de øvrige regioner.

Alligevel er man parat til at belønne læger, der f.eks. lader sig ansætte i en delestilling i Thisted, med årlige tillæg på cirka 150.000 kr.

”Det er et unfair spørgsmål, hvorfor vi lokker med særlige tillæg i Thisted. Vi er særligt udfordret hér. Og vi har brug for at få sparket nogle ting i gang, så Thisted kommer ind i en positiv udvikling. Men Thisted skal være en undtagelse”, forsikrer Svend Særkjær.

Den nye fællesregionale rekrutteringsstrategi skal sikre ”det rette antal læger på tværs af almen praksis og hospitalsområdet”, som det hedder i oplægget. Og at lægernes tid bruges på det 'rigtige'.

Svend Særkjær: ”Det handler ikke bare om, at lægerne ikke skal bruge unødig tid på registreringsopgaver. Og at der i almen praksis og på sygehusene er mange opgaver, der ikke behøver blive udført af læger. Det handler om at se på ressourcer på tværs af patientforløbene, som vi i dag ikke altid er gode nok til at integrere. Hospitalspersonalet skal ikke nødvendigvis vinke farvel til patienten, når patientforløbet fortsætter på den anden side af hospitalsporten. Og det afgørende skal ikke være, om en læge er ansat på sygehuset eller i almen praksis, men hvordan vi bedst muligt understøtter patientforløbet. Det er også de tanker, der ligger bag vores ansøgning om at få lov til at etablere regionsdrevne praksisklinikker og invitere almen praksis til et bredere samarbejde, hvor vi bruger hinandens ressourcer bedre".

"I Region Nordjylland er der brug for at nedbryde barrierer og tænke nyt. Vi skal udnytte, at vi er en lille region og vise, at ting ikke behøver være så bureaukratiske, men at der er højt til loftet. Det er det, der i sidste ende kan bidrage til, at vi kommer lægemanglen til livs”, siger Svend Særkjær.

”Håbløst”

Den nye tilgang til rekruttering og lægedækning har været drøftet i Hovedudvalget, det øverste udvalg i MED-systemet, hvor afdelingslæge på Aalborg Universitetshospital, Søren Ramme Nielsen, har plads.

Han tager afstand fra at se lægen som en regional ressource, der ikke er knyttet til et enkelt hospital.

”Imellem linjerne står der nærmest, at man lige så godt kan lave ét Nordjyllands Universitetshospital, hvor læger strøs ud over regionen, alt efter hvor der er brug for dem. Ender det med noget i den retning, begår regionen et selvmål af dimensioner. Den skal virkelig passe på, at den ikke på forhånd kommer til at skræmme de læger væk, som den gerne vil trække til. Det er helt håbløst, hvis man tror, man får dygtige, engagerede læger ved at tvinge dem ud for at dække huller”, siger Søren Ramme Nielsen.

Derudover mener han, at regionen ikke fremover vil kunne tiltrække blandt de bedste, uden at det koster ekstra.

"I Nordjylland vil det være et evigt vilkår, at hvis man vil trække gode folk til, ja så vil man skulle tilbyde noget ekstra. Her er et godt arbejdsmiljø og gode faglige miljøer selvfølgelig de væsentligste faktorer. Men vil man have folk fra de store universitetsbyer ud på landet, er løn også en afgørende rekrutteringsparameter, ligesom det er det for alle andre faggrupper på såvel det offentlige som det private arbejdsmarked.”

Til gengæld synes Søren Ramme Nielsen, det er fint, at regionen er ved at undersøge bestanden af læger nøjere, herunder hvad lægerne bruger deres tid på.

"For Aalborg Universitetshospital kan jeg sige, at der er ingen afdelinger, der svømmer i læger. Men hvis vi kan slippe for opgaver, der lige så godt eller bedre kan varetages af andre faggrupper, vil det være kærkomment. Især fordi vores sygeplejedækning og sekretæropbakning er blevet væsentlig mindre de senere år på grund af besparelser”, siger Søren Ramme Nielsen

Også formand for Overlægerådet på Aalborg Universitetshospital, Helle Laugesen vender sig mod at gøre læger til ”frit i luften svævende ressourcer, der skal transportere sig rundt”: ”Det er der allerede kolleger, der gør i dag. Og de er ikke begejstrede”.

”Desuden”, tilføjer Helle Laugesen: ”Når nordjyske overlæger er lønførende, er det fordi, vi påtager os et stort merarbejde – det anerkender regionen tilsyneladende ikke. Jeg er selv en af dem, der tjener en million om året. Men jeg har også en seksdages arbejdsuge. Når det er sagt, er det godt, at man vil se på, om vi foretager os det rigtige. Det spørgsmål optager os meget i hverdagen, hvor vi både laver sekretær- og piccoloarbejde”, slutter Helle Laugesen.

Læs også: Lægemangel: Fang dem før de slår rødder

Læs også: Region Nord vil have hospitalsansatte til at passe praksispatienter

Læs også: Behandlingsplan klar for Thisted Sygehus